Biolog Anders Kofoed: “Vi skal stoppe med at bruge havet som et discountsupermarked”

Naturmødet 2026 er netop overstået, og vanen tro blev årets naturformidler kåret ved folkemødet i Hirtshals.

Vinderen af prisen blev Anders Kofoed, der er biolog, zoolog og naturvejleder og hyppig gæst i bl.a. “Godmorgen Danmark”.

"Jeg har gåsehud. Det er federe end at dykke med hajer," sagde Anders Kofoed, da han modtog prisen ved Thunderdome-scenen.

Anders Kofoed har i alt udgivet 16 bøger. Den seneste i rækken er “Den sidste dråbe: En kærlighedserklæring til havet omkring Danmark”, der netop er udkommet.

Bogen er en kærlighedserklæring til havet omkring Danmark og et opråb til politikerne om at gøre noget ved det overfiskeri, næringsforurening, bundtrawl og plastikaffald, der truer med at kuldsejle vores unikke havmiljø.

For unikt, det er det danske hav, slår Anders Kofoed fast.

"Vi har en skattekiste uden lige, omend vi har tømt den ret godt på det sidste. Men der ligger stadigvæk masser af guld nede på bunden, og det tror jeg ikke flertallet af danskere er klar over,” siger han.

DM Bio har fanget Anders Kofoed til en snak om livet under bølgen blå, der har fascineret ham lige så længe, han kan huske. 

Hvorfor har du skrevet en kærlighedserklæring til havet?

Fordi vores hav fortjener noget mere kærlighed. Det forjener at blive løftet op på det niveau, hvor det retteligt hører til. Det danske hav er vildt med mange ekstremer, hvilket rigtig mange faktisk ikke er klar over.

Der eksisterer virkelig meget fed havnatur i Danmark. Vi råder både over verdens yngste hav og verdens største brakvandshav til UNESCO-verdensvidunder i form af Vadehavet. Og så kan du lige smide lidt dybhav ind omkring det nordlige Skagerak.

For slet ikke at tale om Vesterhavet. Kronjuvelen er dog nok boblerevene i Kattegat. Ingen andre steder i verden eksisterer der boblerev på så lav dybde. Det er helt unikt.

Hvad gør boblerevene i Kattegat så unikke?

Der skal en helt særlig geologi til at danne boblerev. De bliver dannet af gasser fra bunden, der bobler op fra bunden og udfælder kalk, som resulterer i solide høje rev på en ellers flad havbund.

Boblerev er guld værd for havnaturen, der nærmest altid mangler noget at vokse på. Og får boblerevene lov at stå uforstyrret, kan de blive op til tre meter høje og være oversået med søanemoner, søstjerne og koldvanskoraller. 

Hvorfor tror du, at vi har mistet vores eget hav af syne?

Det er jo ikke kun et dansk fænomen, at man glemmer, hvad man har i sin egen baghave. Det forestiller jeg mig sker mange forskellige steder i verden. Vi lider under såkaldt ‘shifting baseline’. Det betyder, at vores idé om, hvad der er ”normal” natur, ændrer sig over tid. 

Tilstanden i vores have er blevet lidt værre år for år, men fordi de negative forandringer sker gradvist, kan vi ikke længere huske, hvordan havet engang så ud. Vi har med andre ord mistet blikket for, hvor slemt det står til. 

Desuden er havet besværligt at tilgå. For at opleve det, skal du jo dykke eller snorkle. Hvis du spejder udo ver en dansk fjord og intet kender til iltsvind, vil du bare se en smuk overflade af blåt vand, som bøgetræerne spejler sig i. Derfor er det også de færreste, som med egne øjne har set, hvor dårlig tilstand havet er i.

Hvornår blev du selv for alvor forelsket i havet? Var det kærlighed ved første blik?

Ja, det var det. Jeg er vokset op et stenkast fra vandet på Bornholm. Jeg kunne gå ud af min baghave og ned af en skrænt, og så havde jeg fødderne i Østersøen, der var fyldt med hundestejler, tangsnarrer og ålekvabber.

Det var så fedt at være dreng i de omgivelser. Jeg var ofte ude at fiske med min farfar, og jeg kan stadig genkalde duftene og fornemmelsen under knæene af det hårde træ i båden, der var blevet varmet op af solen. Spændingen ved at se, hvad der sprællede i garnet, når vi hev det op til båden, var enorm. Det var en kæmpe oplevelse. 

Du skriver i bogen, at vi har sendt havet på plejehjem. Og at vi ikke er de børn, der besøger med kage under armen, men snarere er dem, der hælder gift i kaffen. Hvorfor er vi blevet så indifferente over for havet? 

I Danmark har vi en nyttekultur. Alt skal gøre kommerciel nytte. Og den tilgang har vi i høj grad også haft til havet. Og det bliver vi nødt til at ændre.

Vi skal stoppe med at bruge havet som et discountsupermarked. For hylderne er altså ved at være tomme. Og der er ingen nye forsyninger på vej. 

Havet er ikke et forrådskammer, det er noget vi bliver nødt til at dele med andre. Vi skal stoppe med at udnytte havet til råstoffer, fiskefangst eller dumping af skrald.

Jeg synes det er opløftende, at der med Grøn Trepart er indgået en samarbejdsaftale mellem de forskellige interesseorganisationer, naturbevarelsesorganisationer og politikere.

Nu får vi også meget snart får to nationale marine parker i Danmark. Det har vi aldrig haft før. Og det bør vi juble over, fordi det kommer til at gøre en stor forskel. 

“Vi er tæt på den sidste dråbe. Havet er sygt, og dyrene gisper i fjordene uden ilt. Livet nu er kun en dråbe af, hvad det var. Men selv i denne lille dråbe, der hænger på kanten af ødelæggelse, er der vidundere, som resten af verden burde misunde os,” skriver du i bogen. Er din pointe med bogen, at bægeret ikke er flydt over endnu. At vi stadig har en chance for at redde havet? 

Ja, der er håb, og det kan blive bedre i fremtiden, men det kræver at vi handler.

Havet er utrolig effektivt til at restituere og gendanne sig selv – hvis det vel og mærke får plads og en lille smule hjælp til det. Det ser vi jo bl.a. med tiltag som nye stenrev. Her dukker der jo liv op nærmest med det samme.

Vi ved fra andre steder i verden, at mængden af liv i havet kan femdobles på fem til 10 år, når man indfører forbud mod bundslæbende fiskeredskaber. Så de positive forandringer kan ske hurtigt. 

Så din pointe er, at havet ikke ligger på hospice endnu, men faktisk godt kan rejse sig fra sygesengen og komme til hægterne igen?

Ja, lige præcis. Den helt almindelige danske øregople har evnen til at genopstå fra de døde. Og det kan havet faktisk også, i hvert fald hvis vi lægger en lille kim til det. 

Men det kræver først og fremmest, at vi stopper med at udpine havet og behandle det som et tag-selv-bord.

Ud over at være naturformidler, ser du så også dig selv som aktivist? Altså skal din nye bog fx. også ses som et kampskrift, der skal aktivere os til at redde havet?

Ja, helt klart. Normalt vil jeg ikke beskrive mig selv som aktivist. Jeg har i mange år haft en meget stringent holdning til, hvad min rolle var: nemlig at præsentere viden. Men hvis vi vil bevare den sidste rest af vores helt vidunderlige hav, er vi nødt til at handle nu. Så jeg tillader mig denne gang at være aktivistisk.

Jeg håber selvfølgelig, at rigtig mange læser bogen. Men der er i hvert fald 179 mennesker på Christiansborg, som jeg dybt ønsker læser bogen, så de kan komme i gang med noget ordentligt lovgivning.