SIMAC har fået avancerede skibssimulatorer, men kæmper med for små undervisningslokaler

Nye uddannelsesbygninger kommer altid med store ambitioner om bedre og mere tidssvarende undervisningsmiljøer.

I 2023 gjorde den maritime uddannelsesinstitution SIMAC den svære øvelse, da den samlede sine uddannelser i en splinterny bygning på kajen i Svendborg Havn.

Ambitionen var at skabe et bedre studiemiljø på tværs af uddannelserne og udnytte undervisningslokaler og værksteder bedre og ikke mindst samle alle uddannelserne under ét tag.

Men når hverdagen flytter ind, kan rammerne vise sig at give udfordringer. Hvordan fungerer de nye rammer på uddannelser, der kræver plads til både teori og praktisk arbejde?

Når du træder ind på SIMAC på kajen i Svendborg, mødes du af det centrale atrium. Herfra fordeler huset sig med undervisningslokaler, værksteder og laboratorier. Bygningen har plads til omkring 1.000 studerende, og på skolen kan man læse til maskinmester, skibsfører, skibsofficer og maritim teknolog.

Midt i atriet står en stor skibsklokke. Den er en del af det inventar, der har fået lov at overleve flytningen, og med den følger en særlig tradition: Når de studerende har afsluttet deres uddannelse, skal de ringe med den.

"Og afslutter de med en tocifret karakter, må de ringe med klokken to gange," siger lektor Jens Brauchli Jensen, der viser rundt på den maritime uddannelsesinstitution.

Kigger du nærmere på klokken, finder du også et navn i den helt store vægtklasse i dansk erhvervsliv og søfart: Mærsk. Navnet peger ind i institutionens historie. SIMAC blev til i 2001, da fire skoler blev samlet: Kogtved Søfartsskole, A.P. Møller Maersk Værkstedsskole, Svendborg Maskinmesterskole og Svendborg Navigationsskole.

Forbindelsen til Mærsk går også igen i det nye byggeri. A.P. Møller Fonden donerede 100 millioner kroner til huset på havnen. Fra gaden kan forbipasserende følge arbejdet i værkstederne i stueetagen, og fra huset er der udsigt til havnen og havet – og dermed til en mulig fremtidig arbejdsplads for de studerende.

Ud over at være lektor er Jens Brauchli Jensen fællestillidsrepræsentant for underviserne organiseret i DM og IDA. Han er overordnet set glad for, at SIMAC er blevet samlet i én bygning, men nogle af rummene giver udfordringer.

"Der er mange små lokaler," siger han.

Det betyder dog ikke, at han længes tilbage til de gamle adresser.

"Der er også meget, der er godt, og vi skal også vænne os til noget nyt. De gamle bygninger var, tror jeg, fra 1970’erne, og meget af det var endnu ældre. Der var også nogle små og dårlige undervisningslokaler."

Heller ikke selve indflytningen foregik i et helt færdigt hus. Jens Brauchli Jensen fortæller, at der stadig lå ledninger på gulvet, da de flyttede ind, og at det nogle steder stadig er tilfældet.

"Det havde selvfølgelig været fint, hvis man havde haft tid til at få det hele gjort klar. På den anden side ved jeg ikke, om det kunne være gjort anderledes, for der vil jo altid være ting, man først opdager, når et uddannelsesmiljø bliver taget i brug."

I et af værkstederne i stueetagen er nogle studerende på andet semester af maskinmesteruddannelsen i gang med at bygge deres semesterprojekt.

"Det er en rygeovn," siger en af de studerende, der igen trækker svejsemasken ned over hovedet.

På anden sal arbejder en gruppe studerende koncentreret i svejseværkstedet med god udsigt ud over Svendborg Havn og den lille værftsø Frederiksø.

Netop muligheden for at følge arbejdet og spørge ind til det er noget af det, Jens Brauchli Jensen sætter pris på ved det nye hus.

I de gamle bygninger lå lokalerne langs gange med lukkede døre, så når undervisningen gik i gang, var det svært at vide, om der overhovedet var nogen bag dem - og fordi uddannelsesinstitutionen tidligere var fordelt på forskellige matrikler rundt i byen, var det svært at skabe fagligt fællesskab. Nu er arbejdet synligt, og han kan følge med i livet i huset.

"Det, der fungerer rigtig godt her, er, at man kan følge med i processerne rundt i værkstederne. Du kan se, at uddannelsen er i gang. Du kan se de studerende stå og skrue, og du kan snakke med dem om det, de laver," siger Jens Brauchli Jensen.

Men selv om man nu kan kigge ind i værkstederne, er spørgsmålet, om der er plads nok inde i dem. Det har de studerende også en holdning til.

Både Hjalte Rebsdorf Carøe og Lasse Høllsberg Filstrup går på syvende semester af maskinmesteruddannelsen. De har ikke gået på den gamle skole, men husker tydeligt deres første tid i den nye. Der var flytterod, udstyr stod stadig i kasser, og det var svært at finde det, man skulle bruge.

“Det må have været forfærdeligt at være underviser,” siger Lasse Høllsberg Filstrup. 

Selv da tingene kom på plads, oplevede de dog, at pladsen i værkstederne var en begrænsning.

“Værkstederne er generelt bare for små. Det kunne vi allerede mærke, da vi startede, også på underviserne, som kom fra noget meget større. Det var en kæmpe begrænsning, men vi var ikke så stort et hold, så det var okay for os. Men da der så kom hold med mange flere studerende, blev det virkelig en udfordring,” siger Hjalte Rebsdorf Carøe.

Også den åbne arkitektur har krævet lidt tilvænning, især når de har skullet til eksamen.

“Glaspartierne kan godt være lidt trælse, når man skal til mundtlig eksamen, fordi det hele er meget åbent, og folk kan kigge ind. Generelt i undervisningen synes jeg, det er okay med glasset. Man lærer at abstrahere fra det,” siger Lasse Høllsberg Filstrup.
De glæder sig begge over, at der er ved at komme mere liv omkring skolen.

“Til at starte med var det jo lidt som at bo på en byggeplads. Vi var ret alene her på havnen,” siger Lasse Høllsberg Filstrup.
Men nu er UCL flyttet ind i en ny campusbygning ved siden af SIMAC, så der nu også er lærer-, pædagog-, sygeplejerske- og filmproduktionsstuderende at møde på kajen.

“Det er dejligt, at de kommer, og at der begynder at være mere samarbejde og lidt mere socialisering,” siger Lasse Høllsberg Filstrup, der skal med til den fælles pubcrawl, der bliver arrangeret for begge skoler.

På et af undervisernes kontorer på SIMACs tredje sal sidder de to undervisere Søren Rossé Segel og Sandra Malik. Begge har undervist på både den gamle og den nye skole. Ligesom Jens Brauchli Jensen oplever de, at undervisningslokalernes størrelse og indretning ikke altid passer til behovene.
Den åbne skole giver til gengæld de studerende flere steder at sætte sig med gruppearbejdet. Men når grupperne fordeler sig rundt i huset, stiller det også andre krav til undervisernes tid.

"Det er en fordel, at man kan sende dem ud, og at de har steder at arbejde. Problemet er logistikken. Det tager tid at komme rundt og få dem tilbage igen, og hvis de ikke kommer, skal man jo finde dem," siger adjunkt Søren Rossé Segel, der underviser i blandt andet maritim ledelse. 

Sandra Ønstrup Malik er adjunkt og underviser på professionsbacheloruddannelserne til maskinmester og skibsfører. For hende mangler huset også et sted, hvor de studerende kan få hjælp til at finde og bruge faglig viden.

“Det, vi i gamle dage kaldte et bibliotek, er jo nærmest nedlagt. Der står bare et par reoler,” siger hun. 

Hun savner derfor både biblioteket som facilitet og den hjælp til informationssøgning, der følger med.

"På bachelorniveau skal man jo lære, hvordan man tilegner sig viden, og hvordan man søger efter den. Evnen til at forholde sig kritisk til både information og kildevalg er vigtigere end nogensinde," siger hun.

Ligesom de to studerende ser hun muligheder i den nye nabo, UCL. Hun drømmer om, at et samarbejde kunne give de studerende adgang til et fælles bibliotek og måske ligefrem en bibliotekar, de to institutioner kunne deles om.

Fra kontrolrummet følger en underviser et par studerendes simulerede færd gennem den smalle og derfor krævende Kielerkanal i det nordlige Tyskland.

Rundturens sidste stop er en af det nye SIMACs helt store stoltheder. Her kan de studerende både lære at navigere gennem den snævre Kielerkanal og håndtere alarmer i maskinrummet helt uden at forlade skolens grund.

Simulatorcentret rummer både brosimulatorer, hvor de studerende kan øve navigation og manøvrer, og en maskinrumssimulator fordelt over tre niveauer. Her træner kommende besætningsmedlemmer samarbejde, fejlfinding og håndtering af alarmer i omgivelser, der efterligner et skib.

"Vi havde også simulatorer det gamle sted, men nogle af dem kunne man ikke længere få reservedele til. Vores modeller havde passeret 'end of service', så vi skulle under alle omstændigheder have købt noget nyt," siger Jens Brauchli Jensen.

Den opdaterede teknologi giver også muligheder for den forskning, SIMAC i de seneste år har opprioriteret. Den udvikling er Jens Brauchli Jensen selv en del af. For tiden underviser han mindre, fordi han er i gang med en ph.d. i samarbejde med Syddansk Universitet.

Her undersøger han, hvordan besætningernes praksisser i det daglige arbejde kan få skibe til at bruge mindre energi, og hvordan de maritime uddannelser kan ruste kommende søfolk til at være bevidste om energieffektivitet i deres daglige arbejde.

I SIMACs brosimulator kan man sejle gennem Københavns Havn uden at forlade Svendborg. Til at starte med manglede Den Lille Havfrue — heldigvis lavede en af modeldesignerne en digital udgave af hende, så SIMAC selv kunne sætte hende ind og gøre oplevelsen komplet.

Simulatortræning er en del af hans ph.d.-projekt: Han skal undersøge, hvordan viden om energiforbrug kan omsættes til handling i den daglige drift af et skib.

"Hvis vi ser det i det store perspektiv, kan forskningen hjælpe det blå Danmark med at bevare sin position som en stærk søfartsnation. Vi har også mange virksomheder på land, der laver udstyr til skibe og sælger til rederier i hele verden," siger Jens Brauchli Jensen.

For ham handler forskningen om, at de maritime uddannelser skal være med til at udvikle den branche, de uddanner til som en form for fremtidssikring:

"Hvis vi gerne vil bevare de maritime kompetencer her i landet, bliver vi nødt til at forny os. Ellers ender vi med ikke at kunne finde folk på det rette akademiske niveau med viden om området, og så henter man dem i udlandet."