Spring menu over

AI-forbud er ikke pædagogik. Det er afmagt

Anne Wedel Jacobsen, lektor på pædagoguddannelsen, Københavns Professionshøjskole

 Foto: privat

Debat Anne Wedel Jacobsen, lektor på pædagoguddannelsen, Københavns Professionshøjskole
Del artikel:

AI buldrer ind i undervisningslokalet, mens regler og sprog defineres af IT-konsulenter og jurister. Det er tid til, at underviserne sammen tager initiativet og didaktikken tilbage.

Som undervisere på pædagoguddannelsen befinder mine kolleger og jeg os midt i en tid, hvor den generative kunstige intelligens har sit hastige indtog i vores undervisningslokaler.

Selv har jeg svært ved at hitte hoved og hale i erfaringerne med min egen og mine studerendes anvendelse af AI. Udviklingen har grundlæggende ændret præmisserne for mit didaktiske virke. Derfor er jeg utålmodig efter en samtale om, hvad denne udvikling indebærer didaktisk, og hvilke begreber vi skal sætte på den – så vi kan handle på de muligheder og begrænsninger, teknologien åbner for.

Desværre oplever jeg, at reaktioner, retningslinjer og det sprog, der i øjeblikket rammesætter forandringerne, primært kommer fra IT-afdelinger, politikere og interesseorganisationer.

Alle må gerne mene noget om vores uddannelser og didaktik. Men jeg savner et fælles professionsdidaktisk sprog for de erfaringer, vi undervisere på landets professionshøjskoler gør os på gulvet. Vi skal selv være medskabere af de begreber og forståelser, vi uden tvivl kommer til at arbejde med i mange år fremover.

Formuleringsmæthed og det forsvundne sprog

Mange af os genkender sikkert fornemmelsen af en vis formuleringsmæthed i disse dage. Sprogmodellernes generiske tone møder os overalt – i nyhedsbreve, i byrummet og i de studerendes skriftlige opgaver.

På pædagoguddannelsen mærker vi det måske særligt tydeligt, fordi vores fag i sin kerne handler om personlig dannelse, etisk dømmekraft, kropslighed, mangfoldighed og den pædagogiske ildsjæl.

Når sprogmodellen genererer teksten, sker der let det, min kollega Lars for nyelig kaldte en afdialektisering af de studerendes udtryk; de personlige, lokale og praksisnære nuancer slibes flade.

De studerende gennemskuer hurtigt, når en underviser har forsøgt at indhente tabt forberedelsestid ved hjælp af ChatGPT, ligesom vi som undervisere gnaver os igennem aflevering på aflevering formuleret af en sprogmodel. Det lyder alt sammen fint og korrekt, men den faglige nerve mangler.

Fra kontrol til pædagogisk samtale

På et valgfag i mediepædagogik viste min studerende, Maja, mig for nylig en AI-genereret grafik og spurgte:

"Er det sådan her, du mener?".

Da jeg spurgte ind til hendes brug af teknologien, spurgte hun forsigtigt, om hun overhovedet måtte bruge det. Jeg spurgte tilbage, hvad hun ville gøre, hvis jeg sagde nej? 

Svaret kom prompte:

"Så bruger jeg det i skjul og sørger for, at du ikke opdager det."

"Når vores primære didaktiske svar bliver forbud eller usikkerhed, fjerner vi ikke brugen. Vi fjerner muligheden for at tale pædagogisk om den

Episoden blotlægger vores reelle dilemma på uddannelserne: Når vores primære didaktiske svar bliver forbud eller usikkerhed, fjerner vi ikke brugen. Vi fjerner muligheden for at tale pædagogisk om den.

I stedet for at støtte de studerende i en kritisk og faglig anvendelse, risikerer vi uvilkårligt at tvinge dem over i en kultur, hvor brugen skjules, og hvor vi som undervisere fremstår uvidende. De mister muligheden for at træne deres AI-håndværk hos os, og vi mister indblikket i deres anvendelse. Forbud er for mig ikke en pædagogik; det er et udtryk for afmagt.

Et nyt håndværk – uligheden sniger sig ind

Når man skal arbejde i pædagogisk praksis med fx. musik, drama eller natur. Ja, så skal man først selv mestre sit fag. Derfor skal man træne sit faglige håndværk – man skal øve sit instrument, man skal træne sin krop og man skal kende naturen. 

I min optik er brugen af AI på mange måder at fortolke som et studie- og arbejdsmæssigt håndværk. Det handler ikke om at lade sprogmodellen overtage arbejdet, men om at lære at føre en faglig dialog med et redskab, der selv mangler krop, etisk dømmekraft og pædagogisk intuition.

Dette håndværk stiller imidlertid store krav til vores studerende: Min oplevelse er, at de studerende, der i forvejen er skriftligt eller fagligt udfordrede, ofte er dem, der griber ud efter AI som en krykke.

Men uden et stærkt fagligt fundament til at korrigere og udfordre maskinens svar, ender de med at overtage et sprog, de ikke selv ejer

Men uden et stærkt fagligt fundament til at korrigere og udfordre maskinens svar, ender de med at overtage et sprog, de ikke selv ejer.

Derved øges afstanden mellem de fagligt stærke og svage studerende.

Hvis vi ikke taler åbent om, hvad dette håndværk kræver af os fagligt, lader vi den enkelte studerende sejle i sin egen sø – og så risikerer teknologien at forstærke den ulighed, den måske kunne hjælpe med at udligne.

Når svaret kommer for sent

Midt i alt dette oplever vi, at juraen og de administrative retningslinjer konstant er på bagkant. Vores studerende har for længst etableret en brugskultur i et pædagogisk vakuum.

Det er en praksis opstået i hverdagen, hvor de færreste har blik for følgevirkningerne – for eksempel når de uvidende uploader forskeres og underviseres akademiske arbejder til sprogmodellerne og dermed forærer deres intellektuelle ejendom væk.

Nu skyller forholdsregler og retningslinjer så ind over os fra oven, men de rammer en praksis, der allerede har sat sig. Alle, der arbejder med pædagogik, ved, hvor overordentligt svært det er at ændre en indgroet kultur med et regelsæt. Vi står tilbage med ansvaret for at bygge bro mellem de studerendes eksisterende vaner og en faglig, etisk forsvarlig anvendelse.

Et opråb om redidaktisering af undervisningsrummet

Jeg savner et fælles professionsdidaktisk sprog, der gør os i stand til at definere og udvikle god undervisning i en AI-tid. Et sprog, der vokser ud af vores erfaringer i undervisningslokalet og ikke stykkes sammen af IT-afdelinger, jurister eller politikere.

Rammer og regler er nødvendige, men det er os undervisere, der står i lokalet på hverdage. Det er os, der skal finde de didaktiske svar og holde fast i det, der reelt er på spil: de studerendes faglighed, skriftlighed og pædagogiske dannelse.

Det kræver, at vi som lektorer og adjunkter deler vores erfaringer og sammen skaber de begreber, der skal forme fremtidens professionsdidaktik. Lad os starte den samtale nu.