800 nye internationale studiepladser: Se, hvor mange din institution får
UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole får 85 af de 800 nye engelsksprogede studiepladser. Fotoet er fra UCL Boulevarden i Vejle. Foto: Ole Risbjerg, Øjenhøjde Video og Foto
Få år efter afviklingen af tusindvis af engelsksprogede studiepladser vender udviklingen. 800 nye pladser fordeles på professionshøjskoler, erhvervsakademier, universiteter og maritime uddannelsesinstitutioner. Flere skal nu genopbygge uddannelsesmiljøer, de tidligere måtte afvikle.
I 2021 besluttede politikerne at skære omkring 3.900 engelsksprogede studiepladser. Flere professionshøjskoler og erhvervsakademier måtte derfor lukke deres engelsksprogede uddannelser helt.
Nu er kursen vendt. Med reformen af professionsbachelor- og erhvervsakademiuddannelserne fra 2025 er der tildelt 800 nye engelsksprogede studiepladser, som kan oprettes fra sommeren 2027.
Flere institutioner er derfor i gang med at genopbygge uddannelsesmiljøer, som de få år tidligere måtte afvikle.
På trods af den politiske zig-zag-kurs fokuserer forperson for Danske Professionshøjskoler Camilla Wang på det positive:
“Det er klart, at det kræver både tid og ressourcer først at afvikle uddannelsesmiljøer og siden bygge dem op igen. Men det vigtigste er at se fremad og sikre, at vi kan reagere på arbejdsmarkedets behov,” siger hun og fortsætter:
“Vi har en vigtig opgave i at uddanne til de behov, der er i samfundet og på arbejdsmarkedet. Danmark mangler arbejdskraft på en række områder, og her kan internationale studerende være en del af løsningen. Derfor er det også fornuftigt, at de nye pladser er målrettet STEM- og IT-uddannelser med høj beskæftigelse.”
Her placeres de 800 nye engelsksprogede studiepladser
De 800 nye pladser fordeles med 390 på professionshøjskoler, 250 på erhvervsakademier, 60 på maritime uddannelsesinstitutioner og 100 på universiteter.
Alle pladserne er på engelsksprogede erhvervsakademi- og professionsbacheloruddannelser og kan oprettes fra sommeroptaget 2027.
Professionshøjskoler: 390 pladser
VIA University College – 175 pladser
VIA har bevaret engelsksproget optag efter reduktionen i 2021. Af de nye pladser placeres 145 på Campus Horsens og 30 på Campus Viborg. Det er endnu ikke oplyst, hvilke uddannelser pladserne skal fordeles på.
University College Nordjylland – 90 pladser
UCN planlægger at oprette engelsksprogede versioner af uddannelserne til bygningskonstruktør og i cybersikkerhed. Begge skal udbydes i Aalborg. UCN forventer svar på godkendelsen af uddannelserne i december og håber på studiestart i september 2027.
UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole – 85 pladser
UCL offentliggør i uge 43, hvilke uddannelser og campus pladserne fordeles på.
Professionshøjskolen Absalon – 40 pladser
Absalons 40 nye pladser placeres fra 2027 på den nye diplomingeniøruddannelse i robotteknologi (Robot Systems) i Kalundborg. Der er dermed tale om et nyt udbud, ikke en genåbning af en tidligere lukket uddannelse.
Erhvervsakademier: 250 pladser
Zealand – Sjællands Erhvervsakademi – 100 pladser
Zealand genoptager sit internationale optag fra sommeren 2027. Alle pladser placeres i Næstved på nye engelsksprogede versioner af uddannelserne i cybersikkerhed og bygningskonstruktør.
Erhvervsakademi SydVest – 90 pladser
Erhvervsakademi SydVest har bevaret internationalt optag efter reduktionen i 2021. De nye pladser kan placeres på en ny engelsksproget version af cybersikkerhed eller på eksisterende engelsksprogede uddannelser. Pladserne indfases over de kommende år på nye professionsbacheloruddannelser.
Erhvervsakademi Dania – 30 pladser
Dania genoptager sit internationale optag fra sommeren 2027. Alle 30 pladser oprettes på en ny engelsksproget version af professionsbacheloruddannelsen i cybersikkerhed på Campus Viborg.
Erhvervsakademi København – 30 pladser
EK forventer at genoptage engelsksproget optag med 30 pladser på professionsbacheloruddannelsen i cybersikkerhed i Hillerød. Udbuddet afventer godkendelse, og akademiet forventer studiestart senest i 2028. EK undersøger også mulighederne for flere engelsksprogede udbud af eksisterende uddannelser i Hillerød.
Maritime uddannelsesinstitutioner: 60 pladser
Fredericia Maskinmesterskole – 30 pladser
Teknika – Copenhagen College of Technology Management and Marine Engineering – 30 pladser
Universiteter: 100 pladser
Aalborg Universitet – 40 pladser
Syddansk Universitet – 30 pladser
Aarhus Universitet – 30 pladser
Kilde: Uddannelses- og Forskningsministeriet.
Har bevaret internationale kompetencer
Det nord- og midtjyske Erhvervsakademi Dania var en af de institutioner, der måtte afvikle alle sine 200 engelsksprogede studiepladser efter aftalen i 2021. Det var noget af en mavepuster, forklarer chef for karriere og relationer på Erhvervsakademi Dania, Lise Bøgild-Jakobsen.
“Man glemte, at lukningen også ramte de danske studerende, fordi vi blev mindre attraktive som international samarbejdspartner. Vi har stadig danske studerende, der gerne vil studere i udlandet, men det er aftaler, der foregår bilateralt, og efter reduktionen havde vi ikke meget at tilbyde,” siger hun.
Men selvom de sidste internationale studerende dimitterede i 2023, valgte Dania derfor at holde fast i sine internationale kompetencer og samarbejder ved blandt andet at tilbyde onlinevalgfag og korte sommerkurser for internationale studerende – også for stadig at kunne tilbyde sine studerende udveksling.
“Der er nok nogen, der vil sige, at det var naivt, at vi valgte at bevare vores internationale kompetencer. Vi har været heldige at have en direktion, der løbende har bakket op om det internationale arbejde. Derfor har vi kunnet bevare kapaciteten og gøre det lettere at starte op igen, hvor vi slap,” siger Lise Bøgild-Jakobsen.
Dania har i den nye aftale fået tildelt 30 nye pladser til internationale studerende. Selvom antallet er væsentligt lavere end før, håber Lise Bøgild-Jakobsen, at det kan bane vej for flere.
“Vi vil gerne vise, at vi er opgaven myndig, og håber meget på, at vores indsats kan præge dagsordenen i en positiv retning, så vi på sigt kan få flere pladser,” siger hun.
Vil give det tilbage, han selv fik
En af de undervisere, der blev på Dania efter afviklingen af de internationale studiepladser, er lektor Rimantas Smita, som oprindeligt kommer fra Litauen. Han blev ansat til at undervise på den engelsksprogede IT-teknologuddannelse. Da uddannelsen lukkede, valgte han at fortsætte som underviser – nu på dansk.
“Det var selvfølgelig en udfordring, og arbejdsmæssigt var det som at starte forfra. Jeg havde heldigvis en god chef og gode kollegaer, som gav mig plads til at udvikle mine sproglige kompetencer,” siger han.
Selv om undervisningssproget de seneste år har været dansk, har han holdt sine engelskkundskaber ved lige. Han har undervist på Danias internationale valgfag og været i Holland for at vejlede hollandske studerende i deres studieprojekter.
Nu skal han igen undervise på engelsk, men denne gang på den nye cyber security – den engelsksprogede version af professionsbacheloruddannelsen i cybersikkerhed – hvor alle Danias 30 nye internationale studiepladser oprettes.
“Det var en fornøjelse at undervise internationale studerende, så jeg glæder mig til at gøre det igen. Selvfølgelig er jeg farvet af, at jeg selv kom til Danmark som international studerende. Jeg vil gerne give andre den samme hjælp, som jeg selv fik,” siger han.
Frem mod studiestarten i 2027 er han med til at skrive studieordningen og tilrettelægge undervisningen, og her er det en fordel, at meget af materialet og mange af begreberne inden for cybersikkerhed allerede er på engelsk. Selvom selve oversættelsen ikke er den største opgave, kræver det stadig et stort arbejde at gøre uddannelsen klar.
“Det betyder også, at vi skal ansætte flere undervisere, og det glæder jeg mig til. Dania og især Campus Viborg havde det hårdt efter lukningen af de internationale uddannelser, hvor vi mistede både studerende og kollegaer. Selv om det var hårdt, ser fremtiden nu lys ud,” siger han.
Zealand og lokale aktører investerer stort
Også på Sjællands Erhvervsakademi Zealand blev de engelsksprogede uddannelser afviklet efter beslutningen i 2021. Rektor Rasmus Frimodt anerkender, at der var behov for ændringer, fordi for mange internationale studerende forlod Danmark efter uddannelsen.
“Men vi mangler arbejdskraft, og ungdomsårgangene bliver mindre. Derfor var det en meget drastisk politisk beslutning at lukke helt ned for optaget,” siger han.
Han glæder sig derfor over, at Zealand har fået tildelt 100 nye engelsksprogede studiepladser fra sommeren 2027.
“I sidste ende er vi sat i verden for at skabe dimittender til det danske arbejdsmarked, og her er internationale studerende en vigtig del. Jeg håber, at vi kan bane vejen for flere internationale studerende, der kan gøre en forskel på det danske arbejdsmarked,” siger han.
“Vi føler et stort ansvar for, at det går godt, fordi vi har fået så mange af de nye pladser. Derfor prøver vi at sætte alle sejl til for at skabe et godt studiemiljø.”
Pladserne skal oprettes i Næstved på engelsksprogede versioner af uddannelserne i cybersikkerhed og til bygningskonstruktør. Ud over arbejdet med at oversætte uddannelserne og opkvalificere underviserne satser Zealand sammen med lokale aktører på at skabe attraktive rammer for de internationale studerende.
I september mødtes Rasmus Frimodt med 30 lokale investorer om muligheden for at bygge nye studieboliger. Samtidig arbejder Zealand sammen med kommunen om aftaler om studiejob.
“Jo mere vi kan gøre for, at de studerende bliver integreret og får en god oplevelse, desto større er chancen for, at de bliver i Danmark,” siger han.
Genstarten kræver en stor investering. Men behovet for arbejdskraft giver både Zealand og lokalområdet en stærk interesse i, at den lykkes.
“Det er vigtigt for de områder, vi er i, at det lykkes, for de mangler arbejdskraft. Det skal blive godt, det her,” siger Rasmus Frimodt.