Store forandringer kræver ordentlighed

Nogle uddannelser går allerede nu i luften i en forandret og forkortet form. De fleste steder befinder vi os imidlertid på et tidspunkt, hvor konturerne af fremtidens uddannelser og uddannelsesområder først for alvor begynder at tegne sig.

Det vil helt naturligt lægge et betydeligt pres på arbejdslivet lokalt. Nye fag og fagområder skal etableres, mens andre velkendte fag, områder og i nogle tilfælde hele uddannelser skal udfases eller omformes.

Uanset om forandringerne opleves som store eller små, kalder de på stor omtanke og sensitivitet fra arbejdsgiverne i måden, de gennemføres på. Forandringerne berører i mange tilfælde den enkelte undervisers faglighed, identitet og tilhørsforhold, men også de fællesskaber og arbejdsrelationer, som uddannelserne bygger på, sættes under pres.

I sidste ende er det ledelsernes ansvar at sikre, at de udviklingsprocesser, der aktuelt pågår, foregår ordentligt og under ordentlige vilkår. Det gælder også de efterfølgende implementeringsprocesser, som skal gives den nødvendige tid, opmærksomhed og de nødvendige ressourcer. Kun sådan kan vi begrænse de negative konsekvenser, som de omfattende ændringer i undervisernes arbejdsliv og arbejdsvilkår risikerer at medføre.

Men selv om ansvaret for rammerne ligger hos ledelserne, bærer vi alle et ansvar for arbejdsmiljøet på vores institutioner. Det betyder, at vi som undervisere også må værne om fællesskaberne og de kollegiale relationer, også når faglige interesser kolliderer, og når særlige privilegier og positioner udfordres af forandringerne.

Vi må gøre os umage for, at de lokale processer ikke kommer til at afspejle de konflikter og magtkampe, som til tider har præget de politiske processer omkring udviklingen af det professions- og erhvervsrettede uddannelsesområde. Strukturspørgsmål, placeringer, udbud og indflydelse har naturligt været genstand for interessemodsætninger. Men lokalt må vores fokus være et andet: at sikre gode uddannelser og ordentlige arbejdsfællesskaber gennem forandringerne.

Efter min opfattelse er de fagpolitiske klubfællesskaber et godt sted at begynde de nødvendige samtaler om, hvordan de aktuelle processer påvirker vores arbejdsliv. Her har vi mulighed for både at dele bekymringer og forpligte hinanden på, at vi, trods store ambitioner og omfattende forandringer, ikke efterlader nogen på perronen.

På uddannelsesområdet står vi heldigvis på et stærkt fundament af demokratiske traditioner, kollegial dialog og nysgerrighed på hinandens synspunkter. Når vi med rette stiller krav til vores ledelser om at værne om disse kvaliteter, må vi samtidig selv tage ansvar for at holde dem i hævd i vores egne fællesskaber. For hvis reformerne skal lykkes, kræver det ikke alene god ledelse. Det kræver også, at vi som kolleger insisterer på ordentlighed, sammenhold og respekt for hinanden gennem de forandringer, der ligger foran os.