Spring menu over

Efter PISA-nedturen: Læreruddannelserne peger på vejen frem

KP Prof Studerende

Selvom årets PISA-resultater er rekordlave, insisterer lektor og ph.d. i matematik på Københavns Professionshøjskole Pia Beck Tonnesen på at bruge dem til noget konstruktivt: »I stedet for kun at forholde sig kritisk er det min drøm som underviser, at mine studerende bliver nysgerrige og i stedet spørger: Når nu vi har de her resultater, hvad kan vi så bruge dem til? Er der noget, vi kan lære for at skabe bedre undervisning?« siger hun.  Foto: Københavns Professionshøjskole.

Laura Skelgaard Paulsen
Del artikel:

De historisk lave PISA-resultater har sat gang i debatten om folkeskolen. To ledere og en underviser på læreruddannelserne peger på, hvad der skal til for at løfte elevernes faglighed, og hvilken rolle læreruddannelserne kan spille.

Aldrig før har danske elever scoret lavere i både læsning, matematik og naturfag i PISA-undersøgelsen, der siden 2000 har undersøgt 15-åriges faglighed.

Resultaterne retter samtidig opmærksomheden mod læreruddannelserne og deres rolle i arbejdet med at styrke elevernes faglighed.

Historisk lave resultater i PISA 2025

  • PISA er OECD's internationale undersøgelse af 15-årige elevers kompetencer i læsning, matematik og naturfag. Danmark har deltaget siden 2000. 

  • I PISA 2025 faldt de danske elevers resultater i alle tre områder sammenlignet med 2022. Resultaterne ligger på det laveste niveau, siden læsning første gang blev testet i 2000, matematik i 2003 og naturfag i 2006.
  • Danmark ligger nu på niveau med OECD-gennemsnittet i læsning og naturfag og fortsat over gennemsnittet i matematik. I 2022 lå Danmark over OECD-gennemsnittet på alle tre områder.

 

PISA-resultaterne kan vise, hvor kæden hopper af

Pia Beck Tonnesen, ph.d. og lektor i matematik på læreruddannelsen på Københavns Professionshøjskole

Pia Beck Tonnesen, ph.d. og lektor i matematik på læreruddannelsen på Københavns Professionshøjskole
 Foto: Københavns Professionshøjskole

Som underviser i matematik på læreruddannelsen på Københavns Professionshøjskole er Pia Beck Tonnesen altid nysgerrig på, hvordan nye data kan give perspektiv på skolen, læring og undervisning. Det gælder også den seneste PISA-undersøgelse. Selvom resultaterne er rekordlave, ønsker hun at bruge dem til noget positivt frem for at placere skylden.

“Vi er nødt til at insistere på at bruge resultaterne konstruktivt. PISA-undersøgelsen forsvinder ikke, så hvorfor ikke bruge dem, når nu vi har dem?” siger hun.

I sin undervisning giver hun derfor de studerende indblik i PISA-undersøgelsens oprindelige formål som internationalt sammenligningsværktøj. De arbejder med datagrundlaget for at forstå, hvad undersøgelsen kan sige noget om — og ikke mindst, hvad den ikke kan sige noget om.

Med den forståelse kan resultaterne blive et afsæt for at hente inspiration fra andre landes erfaringer og undersøge, hvordan de kan bidrage til bedre undervisning herhjemme.

“I stedet for kun at forholde sig kritisk er det min drøm som underviser, at mine studerende bliver nysgerrige og i stedet spørger: Når nu vi har de her resultater, hvad kan vi så bruge dem til? Er der noget, vi kan lære for at skabe bedre undervisning?” siger hun og fortsætter:

“De andre lande i undersøgelsen har måske nogle helt andre rammer for skole og undervisning, men vi kan godt blive inspireret og se, hvad der foregår der, hvis de er lykkedes med et område, hvor vi ikke er.”

Den tilgang brugte hun også i sit ph.d.-projekt. Hun vidste, at overgangen fra aritmetik - regning med tal - til algebra - regning med bogstaver og symboler — voldte mange danske skoleelever problemer. Derfor undersøgte hun, hvordan et japansk lærebogskapitel forklarede overgangen på en tydelig og intuitiv måde, og om tilgangen kunne overføres til danske lærebøger.

Hun håber, at PISA-resultaterne på samme måde kan bruges til at finde de områder, hvor undervisningen skal udvikles. Derfor ser hun frem til de fagspecifikke PISA-rapporter, som kan give et mere detaljeret billede af, hvor i matematikken danske elever klarer sig godt, og hvor de har udfordringer.

“Vi skal finde de steder, hvor sammenhængen mellem det, vi ønsker, og det, eleverne lærer, ikke fungerer. Hvor er det, kæden hopper af? Så vi målrettet kan skabe gode læremidler og god undervisning,” siger hun.

Flere fleksible veje til læreruddannelsen er en del af løsningen

Patrizia Marchegiani, direktør for Pædagogik og Ledelse på Professionshøjskolen Absalon

Patrizia Marchegiani, direktør for Pædagogik og Ledelse på Professionshøjskolen Absalon
 Foto: Professionshøjskolen Absalon

Selvom årets rekordlave PISA-resultater ikke overraskede Patrizia Marchegiani, direktør for Pædagogik og Ledelse på Professionshøjskolen Absalon, gav de hende alligevel også anledning til en vis fortrøstning:


“Det slog mig, hvor glad jeg er for, at vi er i gang med den nye læreruddannelse. Jeg blev mindet om, at den rummer mange vigtige elementer, som jeg tror er en del af løsningen på de store problemer, PISA-undersøgelsen viser,” siger hun og fremhæver den nye læreruddannelses fokus på styrket faglighed og den tættere kobling til praksis.

Men den nye læreruddannelse kan ikke løfte opgaven alene, mener hun. Pisa-resultaterne understreger også behovet for at få flere uddannede lærere ud i skolerne.


“I dag har 15-20 procent af dem, der underviser i skolerne, ikke en læreruddannelse, og vi ved fra forskningen, at uddannede lærere gør en forskel for elevernes læring,” siger hun.

Hun håber derfor på flere fleksible muligheder for at tage en læreruddannelse. Hun peger på en udvidelse af meritlæreruddannelsen og flere lokale tilbud som Absalons egen skolebaserede læreruddannelse, hvor man kan kombinere arbejde og uddannelse, selvom man ikke bor tæt på en læreruddannelse.


“Fremskrivningerne viser, at vi i 2035 kommer til at mangle 8.500 lærere. Derfor er mere fleksible veje til en læreruddannelse ikke kun en god idé, det bliver en nødvendighed,” siger hun og henviser til fremskrivninger fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE).

De fleksible uddannelsesmuligheder vil også gøre det lettere at uddanne flere lærere i områder uden for de store byer, hvor behovet er stort, forklarer hun.

Som eksempel peger hun på Absalons eget dækningsområde i Region Sjælland. Her ligger en stor andel af de 100 skoler, der i undersøgelser fra både DEA og AE udpeges som skoler med faglige udfordringer, og mange kommuner har her en høj andel af undervisere uden læreruddannelse.

“Vi i provinsen har en særlig opgave med at finde fleksible muligheder for dem, der allerede er her. Når ungdomsårgangene bliver mindre, og flere unge flytter væk, må vi se på, hvem vi ellers kan uddanne. Vikarerne har allerede vist interesse for lærerfaget. Så hvorfor ikke gøre det lettere for dem at blive uddannede lærere og dermed bidrage til at løse lærermanglen?” siger hun.

Lærere skal rustes til at styrke både elevernes færdigheder og lyst til læring

Helle Bjerg, ph.d., tidligere forsker og nu institutchef for læreruddannelsen på Københavns Professionshøjskole

Helle Bjerg, ph.d., tidligere forsker og nu institutchef for læreruddannelsen på Københavns Professionshøjskole
 Foto: Københavns Professionshøjskole

Årets PISA-resultater kom heller ikke som den store overraskelse for Helle Bjerg, institutchef for læreruddannelsen på Københavns Professionshøjskole. Hun er ph.d. fra DPU og har tidligere forsket i skoleudvikling og været docent ved Professionshøjskolen UCC. Men denne gang mærker hun alligevel, at noget har ændret sig:

“Selvom situationen er blevet værre, synes jeg, at vi står et bedre sted på ét punkt: Alle aktører – lærere, skoleledere, kommuner og læreruddannelser – står mere sammen. Det gør, at vi deler ansvaret og skal finde løsningerne i fællesskab,” siger hun.

For hende åbner årets PISA-undersøgelse en større samtale, der ikke kun handler om, hvorvidt eleverne lærer de grundlæggende færdigheder, men også om at give eleverne erfaringer af mestring og af at kunne bidrage positivt i løbet af deres skolegang.

“Faktum er, at vi oplever, at flere elever har gået ti år i skole uden en grundlæggende oplevelse af, at ‘det der med skole og uddannelse, det kan jeg da godt finde ud af’,” siger hun.

En del af løsningen er efter hendes vurdering, at læsning, skrivning og regning ikke bliver behandlet som færdigheder, eleverne er færdige med at lære i indskolingen. Der skal arbejdes videre med dem gennem hele skoleforløbet. Ellers risikerer elever, der tidligt har svært ved at læse eller regne, at blive hægtet af, forklarer hun:

“Det handler ikke kun om grundlæggende faglighed, men også om oplevelsen af at have tilegnet sig viden og kundskaber."

Helle Bjerg mener ligesom Patrizia Marchegiani, at den nye læreruddannelse allerede imødekommer en del af behovet. Men der er stadig arbejde at gøre med at omsætte den eksisterende viden om god undervisning til praksis. Det perspektiv tager hun også med ind i arbejdet med fagfornyelsen, hvor hun er medlem af ekspertgruppen.

“Her prøver vi at adressere begge spor: Hvordan får vi elever ud, der kan læse og regne, og som har en oplevelse af mestring og appetit på at lære mere?” siger hun.