14 dage, der reddede en uddannelse
Efter 14 dages protester kom løftet fra daværende uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund (M) om en varig merbevilling til Nyelandsvej. Forløbet viser, at konstruktiv kritik nytter, mener både forperson for Lærerstuderendes Landskreds Anthon René Berentzen og Lektor på KP Inge Regnarsson. Foto: Martin Bubandt
Med en velorganiseret besættelse af campus lykkedes det for de studerende at redde læreruddannelsen på Frederiksberg fra lukning. Nu håber de, at det kan inspirere studerende på andre pressede professionsuddannelser.
Da beskeden om lukning ramte læreruddannelsen på Nyelandsvej, kom den ikke helt ud af det blå.
Frygten havde ligget i luften i årevis på den 90 år gamle campus på Frederiksberg.
Først forsvandt biblioteket. Så kom fornemmelsen af langsom udsultning: manglende vedligeholdelse, færre ressourcer, mindre opmærksomhed.
Også antallet af studerende faldt med knap 40 procent på syv år. I dag er 648 studerende indskrevet på Nyelandsvej mod 1.065 i 2018.
Alligevel kom bestyrelsens beslutning som et chok, for tidsrammen var brutal:
”Vi fik bare få dage til at forholde os til en indstilling, der reelt ville lukke vores uddannelsessted. Vi følte os taget som gidsler i en beslutning, vi ikke havde haft nogen chance for at påvirke,” siger Anthon René Berentzen, lærerstuderende på Københavns Professionshøjskole (KP) og p.t. forperson på fuld tid for Lærerstuderendes Landskreds.
Allerede samme aften stod det klart, at de studerende på Nyelandsvej ikke bare ville lægge sig fladt ned.
30 samledes i et lille lokale for at organisere en protest imod beslutningen. Dagen efter mødte 150 op til et fællesmøde.
Få dage senere blev campus besat.
Et stærkt fællesskab
Besættelsen var langtfra et symbolsk stunt.
Nogle studerende skrev læserbreve, andre lavede videoer og postede på de sociale medier. Nogle stod for at kontakte og planlægge besøg af politikere og presse, mens andre stod for demonstrationer og fakkeloptog.
"...vi ville bevare vores uddannelse, også selvom der er hul i taget. Det er ikke murstenene, der skaber stedet.Anthon René Berentzen, forperson for Lærerstuderendes Landskreds
”Det siger alt om studenterkulturen på Nyelandsvej, at vi samlede så mange studerende på et øjeblik, kunne sige: Hvem gør hvad? – og så gjorde folk det. Hvis vi bare var gået hjem den onsdag, så var Nyelandsvej lukket. Men vi ville bevare vores uddannelse, også selvom der er hul i taget. Det er ikke murstenene, der skaber stedet. Det gør de studerende og underviserne, der har deres hverdag her,” siger Anthon René Berentzen.
Under besættelsen blev det tydeligt, at de studerende står på 90 års traditioner, et stærkt foreningsliv og en udpræget oplevelse af fællesskab, uddyber han:
”Lærerstuderende er virkelig dygtige til at organisere sig og byde ind med en masse forskellige talenter. Lærerrollen er meget mere end bare undervisning. Den kultur, som er skabt på Nyelandsvej, kan man ikke bare lukke ned for, uden at man mister noget meget værdifuldt. Centralisering er ikke svaret på alt. Det håber jeg, at både politikerne og KP’s ledelse har fået øjnene op for,” forklarer Anthon René Berentzen.
En eksplosion af energi
Også underviserne bakkede op. En hel væg blev dækket med postkort og beskeder med støttehilsner til de aktionerende. Flere tidligere ansatte på Nyelandsvej kiggede forbi og gav moralsk opbakning, og i et debatindlæg i fagbladet Folkeskolen kritiserede 67 undervisere fra Københavns Professionshøjskole beslutningen.
At aktionen i november var nogle særlige dage helt uden fortilfælde, bekræfter Inge Regnarsson, der har været underviser på læreruddannelsen i knap 30 år og desuden er tillidsrepræsentant for flere end 200 kolleger.
”Det var en eksplosion af energi og engagement, som ingen kunne undgå at blive berørt af – og som i sidste ende jo også betød, at ministeren lovede Nyelandsvej en varig merbevilling, og bestyrelsen og direktionen trak beslutningen om lukning tilbage,” siger Inge Regnarsson.
Forløbet på Frederiksberg bør inspirere til, at man arbejder meget mere systematisk med både studenter-involveringen og de ansattes arbejdsmiljø, end man har gjort hidtilInge Regnarsson, lektor på KP´s læreruddannelse
Hvis der er noget, studerende søger i dag, så er det et kulturelt miljø, der emmer af det, de er optaget af – for eksempel at blive gode lærere, påpeger KP-lektoren.
”Et tydeligt fagligt og kulturelt miljø er sværere at understøtte i de store campusstrukturer, men forløbet på Frederiksberg bør alligevel inspirere til, at man arbejder meget mere systematisk med både studenter-involveringen og de ansattes arbejdsmiljø på alle professionsuddannelser, end man har gjort hidtil,” mener Inge Regnarsson.
Minister lover fast merbevilling
14 dage efter at protesterne begyndte, kom daværende uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund (Moderaterne) på banen. Regeringen har lyttet, sagde hun til Ritzau 17. december:
"Vi har i regeringen besluttet, at vi vil stille os bag, at det kan lade sig gøre for læreruddannelsen på Nyelandsvej at fortsætte," sagde Christina Egelund.
"Det gør vi på den glædelige baggrund, at de studerende og ansatte, som går på læreruddannelsen på Nyelandsvej, meget tydeligt har fortalt os, at de er enormt glade for deres uddannelsesinstitution og den kultur og ånd, som bor på lige præcis det sted," fortsatte ministeren, ifølge Ritzau.
Rektor Anne Vang oplyser til DM Professionshøjskoler, at KP har modtaget et brev fra departementet om, at professionshøjskolen kan se frem til en varig merbevilling på fem millioner i 2026 og ti millioner årligt fra 2027 til dækning af driftsomkostningerne ved videreførelsen af læreruddannelsen på Frederiksberg.
På baggrund af den ændrede økonomi omgjorde bestyrelsen på KP i slutningen af januar beslutningen om at samle hele læreruddannelsen på Campus Carlsberg.
Fortsat pres på udgifter
Selvom det er en ubetinget solstrålehistorie, at de studerende reddede Nyelandsvej, så redder den lovede ekstrabevilling på ti millioner årligt langtfra KP’s økonomi. Det vurderer lektor Inge Regnarsson.
”KP er fortsat hårdt presset på de høje bygningsudgifter i København. Vi står med en nedslidt campus på Frederiksberg, som kræver store investeringer. Behovet for bygningsmæssige besparelser og prioriteringer består,” siger Inge Regnarsson.
Forløbet viser, at konstruktiv kritik nytter, siger Lærerstuderendes forperson, Anthon René Berentzen.
”Det handler om, at vi ville bevare noget og ikke bare være imod en beslutning. I fællesskab gjorde vi værdien af vores uddannelse synlig for politikerne og offentligheden. Den erfaring kan forhåbentlig tjene til inspiration på udsatte lærer- og pædagoguddannelser andre steder i landet. Samtidig bør det stå mejslet i granit, at studerende skal høres og have indflydelse, ikke for sent og ikke kun symbolsk. Vi vil være medskabere af vores uddannelser,” siger Anthon René Berentzen.
Rektor Anne Vang kalder de studerendes mobilisering for ”stærkt imponerende” og siger, at det har givet anledning til refleksion over, hvordan KP bedre kan understøtte et fællesskab og et engagement, også når der ikke er en krisesituation:
”KP vil arbejde mere systematisk med studiemiljøer, social tilknytning og campusser, der ’emmer af fagidentitet’, på både Nyelandsvej og Campus Carlsberg og vores øvrige campusser. Enkeltsager må ikke fjerne fokus fra den fælles samfundsopgave, som professionshøjskolerne har,” siger Anne Vang.
Sagen kort
- Start november 2025:
Københavns Professionshøjskole (KP) informerer regionsrådet om sit ønske om at lukke Nyelandsvej, da der rent formelt skal foreligge et høringssvar fra rådet, inden en endelig beslutning kan tages. - 25. november:
Medarbejderne informeres om eftermiddagen om, at Nyelandsvej med stor sandsynlighed skal lukke. De studerende bliver inviteret til infomøde næste morgen klokken 8.30. - 26. november:
Dekanen for læreruddannelsen, Tove Hvid, informerer de
studerende om lukningen. Cirka samtidig udsender KP’s ledelse en pressemeddelelse om, at Nyelandsvej skal lukke,
men at den endelige beslutning skal træffes på et bestyrelsesmøde i december. Samme dag udarbejder et underudvalg i regionsrådet et foreløbigt udkast til et høringssvar, hvor samtlige partier erklærer sig uenige i planerne om at lukke Nyelandsvej. - 1. december:
Klokken 6 om morgenen besætter de studerende læreruddannelsen på Nyelandsvej. Her bliver de indtil om fredagen. I mellemtiden får de besøg af både kommunal- og folketingspolitikere. Der bliver desuden afholdt et fakkeloptog i løbet af ugen. - 8. december:
67 undervisere fra Københavns Professionshøjskole kritiserer beslutningen i et debatindlæg i Folkeskolen. - 9. december:
KP’s bestyrelse beslutter at udskyde den endelige beslutning fra den 17. december til den 12. januar for at give tid til, at der kan komme alternative forslag til, hvordan Nyelandsvej
kan bevares. Bestyrelsen “princip-godkender” dog sammenlægningen af Campus Carlsberg og Nyelandsvej. - 17. december:
Uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund
(Moderaterne) udtaler til Ritzau, at regeringen vil redde læreruddannelsen med en økonomisk håndsrækning. - 29. januar:
Direktionen på KP ændrer indstilling, og bestyrelsen bakker op
og melder ud, at Campus Nyelandsvej skal bevares.