Jeg foretrækker enkelt sprog som Tove Ditlevsens. Det er en fagskade

“Den selvbiografiske roman ‘Gift’ af Tove Ditlevsen minder mig om min studietid i starten af 1990’erne. 

Mit snit fra gymnasiet var dårligt, så den eneste danskuddannelse, jeg kunne komme ind på, var den i Aalborg. Det var før Storebæltsbroen, så den 6-7 timer lange tur hjem til Gundsømagle ved Roskilde var en dagsrejse. Jeg var kun hjemme til jul, og jeg følte mig langt væk fra alting.  

Aalborg var ret hård dengang. Det første sted, jeg boede, snød udlejeren mig, så jeg efter et par måneder stod uden tag over hovedet. Jeg var nødt til hurtigt at finde noget nyt. Det blev sammen med fire arbejdsløse alkoholikere, som drak øl hele dagen. Men de var nu søde nok. 

Det var en ensom tilværelse. Jeg levede i antikvariaterne, hvor jeg opstøvede Tove Ditlevsens forfatterskab. Hun var ikke så anerkendt dengang, som hun er i dag. 

Titlen ‘Gift’ er sprogligt spidsfindig. Bogen handler om Tove Ditlevsens forhold til sine ægtemænd, men også om, hvordan hun bliver narkoman, fordi den ene af hendes mænd er læge og forsyner hende med stoffer. ‘Gift’ får en dobbeltbetydning: ægteskab og giftige stoffer. 

Jeg kan godt lide, at Tove Ditlevsen skriver uden store armbevægelser eller metaforer. Tonen er melankolsk og direkte, og sproget er enkelt, men præcist. Alting står mellem linjerne, og hun får sagt meget med få midler. 

Generelt skal der ikke meget til at forstyrre mig, når det kommer til sprog. Svulstigt sprog, synes jeg, peger på sig selv. Det støjer. Men det skal heller ikke være for gammelt, sproget, for så tænker jeg: “Gud, hed det sådan dengang?” og mister fokus på indholdet. Når jeg hører podcasts, kan jeg miste koncentrationen, hvis nogen udtaler et ord på en bestemt måde. Så analyserer jeg på, hvorfor vedkommende mon gør det. Enkelte lydbøger opgiver jeg, fordi jeg ikke kan holde ud at høre dem færdig. Det er en fagskade. 

Sådan er det egentlig også, når jeg lytter til podcasten ‘Casper ringer til Frank’ med Casper Christensen og Frank Hvam. Jeg kan ikke lade være med at lægge mærke til, at Frank Hvam udtaler ‘k’ på en sjov måde. Nogle gange har jeg skrevet om udtryk, de bruger, i Politiken, hvor jeg er klummeskribent.  

Alligevel er podcasten ugens grin for mig. De to værter snakker fuldstændigt politisk ukorrekt og ‘antiwoke’. Jeg kan godt blive stødt, men griner også virkelig meget. 

Bøger læser jeg desværre ikke mange af efterhånden. Telefonen har overtaget. For 10 år siden læste jeg hver aften, men nu kan jeg dårligt tage mig sammen i ferierne. Det er sørgeligt.”