Gæsterne i den her podcast er sgu gode til at leve

Jeg har virkelig fundet mange guldkorn i podcasten ‘Det sidste måltid’ med Lærke Kløvedal. Inspirerende ting, folk har sagt, er blevet til en del LinkedIn-opslag for mig. I podcasten spiser værten et måltid, som gæsten ville vælge som sit sidste, mens de taler om, hvordan gæstens eftermæle og nekrolog vil lyde.  

Lærke Kløvedal skræller langsomt gæstens historie og måden de er i verden på af helt ind til barndommen. Hun er en vanvittigt dygtig interviewer, som er ægte nysgerrig. Det gør, at samtalerne bliver ærlige og autentiske. Hvilket er interessant, når hun kun taler med kendte mennesker, som ofte har en offentlig profil. 

Når jeg hører podcasten, bliver jeg ofte eftertænksom, men griner også tit. Jeg bliver rørt, når de medvirkende bliver rørte. Det er særligt, når jeg kører i bil, at jeg synes, det er fedt at høre podcasten.  

Rigtig mange gæster i podcasten har et inspirerende ‘mindset’, synes jeg.  Det er et enormt livsbekræftende program. Det giver mig større lyst til livet og til mad. Engang hørte jeg f.eks. Magnus Millang anbefale en bestemt vin, som jeg også måtte smage. 

Afsnittet med musiker Lars Lilholt syntes jeg var virkelig rørende og fint. Det overraskede mig, fordi jeg ikke har et særligt forhold til Lars Lilholt. Afsnittet med skuespiller Pernille Højmark var også virkelig fedt at lytte til. Hun fortalte, at der på hendes gravsten skal stå: “Det går jo tit godt”. Der kommer ikke noget ud af alle de bekymringer. Den tilgang, synes jeg, er enormt fed. Det er sådan nogle små perler, man får ud af lytte til programmet. Det er tit sjovest med dem, som har livserfaring og som gider give noget af sig selv. 

Jeg hørte journalist og radiovært Puk Elgårds afsnit den anden dag. Hun er bange for mange ting, f.eks. at rejse. Det kurerede hun ved at ‘grounde’ sig selv med nogle bestemte sko. Da jeg hørte det, tænkte jeg “Gud, det er jo det, jeg laver!”.  

Jeg arbejder med folk, som er bange for at stille sig frem og præsentere. Meget ofte bruger folk, som lever af at gå i kontakt med publikum gennem teater eller skrift, de samme virkemidler og teknikker, som jeg underviser i. Det er interessant rent fagligt at lytte efter, hvad gæsterne har gjort sig af overvejelser inden en optræden, og hvornår de begyndte at hvile i sig selv.  

Podcasten er god at lytte til, hvis man er bange for at præsentere. Vi tror, at folk, som er gode til at præsentere, er født sådan. Men mange ‘performere’ bliver også nervøse. 

Døden er en præmis i podcasten. Jeg har hørt at mange siger nej til at deltage, fordi de ikke magter at tale om, at de selv skal dø. Personligt er jeg enormt afklaret med døden. Flere personer tæt på mig er døde i en ung alder. Jeg ved, at døden sker. Det er et “når” og ikke et “hvis.” For mig handler podcasten om det levede liv. Dem, der er gæster i den, de er sgu gode til at leve.