Spring menu over

Det føles næsten forbudt at sige, men det tager mig ikke lang tid at sætte mig ind i andres situation

Sandie Taulo Vessemann

Sandie Taulo Essemann troede ikke, hun var en “krimihund”, før hun læste krimiserien ‘Cormoran Strike’.

Sofia Tøfting
Del artikel:

En bogserie, der “bare virker”, er ‘Cormoran Strike’-bøgerne, siger Sandie Taulo Essemann. Hun mærker, at læsning generelt styrker hendes sans for målgrupper og copywriting.

Sandie Taulo Essemann

Titel: Selvstændig rådgiver, B2B-copywriter og foredragsholder. 

Uddannelse: Glemte at stoppe ved 9. sabbatår og er rimelig autodidakt. Har taget fire fag på akademiuddannelsen i kommunikation, Copenhagen Business Academy. 

En bogserie, der bare virker, er ‘Cormoran Strike’-bøgerne. Jeg har læst dem omkring 10 gange. Det er forfatteren til Harry Potter-bøgerne, J. K. Rowling, som har skrevet dem under pseudonymet ‘Robert Galbraith’. 

Bøgerne handler om privatdetektiven Cormoran Strike. Han er en krigsveteran, som har fået sprængt det ene ben af og har både emotionel bagage og familieproblemer. Man følger ham gennem de helt absurde mordsager, han skal opklare, mens han bor på sit kontor og sover på en feltseng. Hans ekskæreste er jetsetter og skingrende vanvittig, men derudover en rig og nydelig dame. Kontrasten i deres relation er interessant.  

Hovedpersonen får en sekretær, som bare skulle være vikar, men selvfølgelig viser sig at være pissedygtig til lige præcis det overvågningsarbejde, som privatdetektiven har brug for. Man følger også udviklingen i deres relation. Den bliver dog ikke til noget, fordi sekretæren skal giftes med en eller anden revisortype. Bøgerne har alt det gode: makabre mordscener, uforløst kærlighed og emotionel bagage på stereorider. 

Jeg arbejder med markedsføring for virksomheder i kedelige brancher.

J. K. Rowling er vildt god til at skrive dialog på en naturlig måde. Det lyder rent faktisk som en samtale, når man læser det. Jeg læser bøgerne på engelsk, og det er meget imponerende, den måde, hun f.eks. indfanger en Liverpool-dialekt på skrift. “Hella Joof-effekten" kalder jeg det, for hendes stemme kan man også tydeligt høre for sig i hendes bøger. 

Den sidste bog i serien af otte er et svin på 800 sider. Det lyder måske af meget, men år jeg læser den om aftenen, kan jeg ikke lægge den fra mig. I løbet af dagen sniger jeg fem minutters læsning ind her og der. Hvis jeg har god tid, får jeg læst de 800 sider på 14 dage. 

Jeg arbejder med markedsføring for virksomheder i kedelige brancher. Det kan f.eks. være tech-virksomheder, ingeniører eller advokater. Selvom jeg er skabsnørd, er det ikke altid ophidsende, så for at få stimuleret min kreativitet låner jeg fra områder, som ikke umiddelbart giver mening, og går på jagt efter indsigter dér. J. K. Rowlings måde at skrive samtaler, opbygge komplekse troværdige karakterer og konstruere sætninger på, inspirerer mig i mit arbejde som copywriter. 

Bøger virker godt til at få stimuleret den empatiske del af hjernen, og det er meget brugbart i mit arbejde. Et tip til at træne sin sans for copywriting er at læse fiktionsbøger, fordi du bliver bedre til at sætte dig ind i din målgruppe. 

Det at læse har gjort mig god til mit arbejde. Det har lært mig at fortabe mig i et andet univers og forstå, hvordan andre føler og tænker. Jeg er ret overbevist om, at det har gjort, at jeg nemt kan sætte mig ind i en bestemt målgruppe. Hvad interesserer dem, og hvad pisser dem af? Det føles næsten forbudt at sige, men det tager mig ikke ret lang tid at sætte mig ind i andres situation, drømme og følelser. 

Uanset hvad jeg ellers læser, er jeg altid i gang med en bog fra Harry Potter-serien. Lige nu er det nummer fem, “Harry Potter og Fønixordenen”.

Lønguide for kommunikatører

Tjek din løn i DM's store lønguide for kommunikatører. Her kan du se, hvad andre kommunikatører tjener. Så er du godt på vej til din næste lønstigning.