Spring menu over

Julie Thækker Globs første job er tilfældigvis i dæk- og hjulbranchen. Det er hun glad for

Julie Thækker Glob Foto KENDA Tires Europe Rekt

Julie Tækker Glob. Foto: KENDA Tires Europe

Sofia Tøfting
Del artikel:

Som nyuddannet kommunikatør oplevede Julie Thækker Glob, hvor svært det kan være at få det første job. I dag er hun glad for, at virksomheden KENDA, som producerer og distribuerer dæk- og hjulløsninger, så potentialet i hende.

Lønguide for kommunikatører

Tjek din løn i DM's store lønguide for kommunikatører. Her kan du se, hvad andre kommunikatører tjener. Så er du godt på vej til din næste lønstigning.

‘Det første rigtige voksenjob’. Det kalder Julie Thækker Glob selv sit nye job.

Hun blev kandidat i IT, kommunikation og organisation fra Syddansk Universitet sidste sommer, og stødte på den klassiske udfordring, som mange nyuddannede nok kender: virksomhederne efterspurgte én med mere erfaring, end de sidste fem år på universitetet havde givet hende.

Men nu, et års tid efter, at hun blev færdiguddannet, er Julie Thækker Glob fire måneder inde i sit nye job som Digital Content & Communication Specialist i den internationale 
B2B-virksomhed KENDA, der producerer og distribuerer dæk- og hjulløsninger.

Som nyuddannet kommunikatør har hun ikke en lang arbejdserfaring, men til gengæld kommer hun med en historik af spændende projekter på universitetet, erfaring fra diverse studiejob og et stærkt gåpåmod.

Derfor betyder det meget for Julie Thækker Glob, at KENDA Europe i 
ansættelsesprocessen havde øje for både hendes eksisterende kompetencer og hendes potentiale som nyuddannet.

Og så er arbejdet heldigvis også spændende. Dagene flyver, og ugerne går endnu hurtigere.

Tilfældigt, at det blev dæk og hjul

At det lige blev dæk og hjul, som Julie Thækker Glob arbejder med, er tilfældigt, men hun er meget tilfreds med den tilfældighed. Hun er landet i en meningsfuld rolle med kompetente kolleger, hvor hun får lov at kaste sig over opgaver med god bredde og godt med ansvar.

Julie Thækker Globs nye job har både en praktisk og en koordinerende del.

Hendes rolle er primært at supportere eftermarkedet, altså den del af kunderejsen, efter at kunden har købt en vare. Her har hun ansvar for kampagnemateriale, nyhedsbreve og LinkedIn, hvor hun er med til at sikre et konsekvent brand på tværs af kanaler. 

Derudover arbejder hun ‘hands on’ med virksomhedens website og webshops til KENDA Europe Specialty, f.eks. dæk- og hjulløsninger til ATV’er, trailere, campingvogne og landbrug. Hun driver også marketinginitiativer for KENDA Europe Powersports, som 
er dæk og lignende til motoriserede køretøjer til sports- og fritidsaktiviteter.

Samtidig har Julie Thækker Globs nye job en mere operationel og 
sammenhængsskabende side, som hun også synes er spændende.

Her arbejder hun med at skabe sammenhængende kommunikation på tværs af internationale teams fra f.eks. Polen, Storbritannien og Benelux.

I forhold til fremtiden er Julie Thækker Glob meget åben. Hun ved ikke, om vikariatet hun sidder i, bliver til en fast stilling, men aftalen er, at hun har afklaring, inden året er omme.

Hvis KENDA Europe ikke har plads til hende efter nytår, giver Julie Thækker Globs uddannelse som cand.IT med speciale i formidling hende ro. Hun synes, den er bred, og hun kan se mange muligheder for sig, hvis det kommer dertil.

Det vigtigste for hende på en arbejdsplads er, at der er rart at være, og at hun bidrager med noget, andre kan bruge. Julie Thækker Glob brænder for brugeroplevelser, fordi der er noget tilfredsstillende i processen fra at kortlægge kunderejsen til i sidste ende at
skabe noget, der virker.

Dæk og hjul har hun aldrig tidligere haft noget med at gøre. Men hendes nye job minder Julie Thækker Glob om det unikke ved kommunikationsfaget: Der er brug for god kommunikation alle steder.