Professor Eva Hoffmann indtræder som ny prorektor på Københavns Universitet
Foto: Anton Willemann/Københavns Universitet
Professor Eva Hoffmann er blevet udnævnt til ny prorektor på Københavns Universitet. Hun tiltræder stillingen den 1. juli og overtager posten, som har været ledig siden David Dreyer Lassen tiltrådte som rektor den 1. marts.
Eva Hoffmann er en internationalt anerkendt forsker med en DPhil/PhD i biokemi fra Oxford University. Hendes forskning fokuserer på, hvordan genomer ændrer sig, når de overføres til næste generation, og hvordan dette påvirker fertilitet, graviditetstab og medfødte sygdomme hos børn. Siden 2022 har hun været konstitueret institutleder på Institut for Cellulær og Molekylær Medicin, hvor hun har ledet 45 gruppeledere og cirka 300 ansatte.
I sin nye rolle som prorektor vil Eva Hoffmann referere direkte til rektor og have ansvaret for universitetets to ledelsesfora, Forskningsledelsen og Innovationsledelsen. Hun udtaler: "Jeg glæder mig umådelig meget til at tage fat på opgaven som prorektor og til at bringe mit kendskab til dansk og international forskning og forskningspolitik i spil. Som en del af Universitetsledelsen vil jeg sætte alt ind på at gøre forsknings- og innovationsområdet på Københavns Universitet stadig mere værdiskabende og internationalt førende. Samtidig vil jeg arbejde for at sikre forankringen i dansk forskningskultur."
Rektor David Dreyer Lassen udtaler: "Eva har et skarpt blik for både det strategiske og for, hvordan kulturelle aspekter spiller ind i forskellige sammenhænge. Hun er en topforsker, der brænder for innovation, og hun har gennem sin karriere bevist, at hun formår at skabe gode resultater ved at inddrage, engagere og få folk med sig. Eva vil på bedste vis komplementere rektoratet og Universitetsledelsen. Med Eva på prorektorposten kommer der endnu stærkere kræfter bag universitetets nødvendige og strategiske ambition om at være løsningsorienteret, innovativt og det bedste sted for de bedste idéer."
Med Eva Hoffmann som ny prorektor styrker Københavns Universitet sin ledelse og fortsætter sin udvikling som en førende forskningsinstitution både nationalt og internationalt.