Spring menu over
Dansk Magisterforening

Fire nye professorer styrker idéhistorisk forskning på Aarhus Universitet

Anna Katharina Becker, Casper Andersen, Christian O. Christiansen og Louise Fabian.

 Foto: AU

Udnævnelser
Del artikel:

Institut for Kultur og Samfund ved Aarhus Universitet har udnævnt fire nye professorer i idéhistorie. De er tiltrådt deres stillinger den 1. marts 2025. De nye professorer er Anna Katharina Becker, Casper Andersen, Christian O. Christiansen og Louise Fabian.

Anna Katharina Becker forsker i politisk tænkning, kønshistorie og retshistorie med særligt fokus på den tidlige moderne periode. Hendes nuværende arbejde undersøger blandt andet moderskabets rolle i politisk idéhistorie, kvinders inklusion i politiske fællesskaber og betydningen af køn i den danske enevælde.

Casper Andersen arbejder med idéhistorien om videnskab og teknologi. Han forsker i, hvordan forestillinger om videnskab har udviklet sig historisk, med fokus på blandt andet koloniale kontekster, det tidlige FN-system samt nutidige problemstillinger som klimaforandringer og atomtrusler.

Christian O. Christiansen beskæftiger sig med den økonomiske idéhistorie og menneskerettigheder. Han forsker blandt andet i global økonomisk ulighed og sociale menneskerettigheder. Han har flere bogudgivelser på vej, der behandler disse emner både forskningsbaseret og formidlende.

Louise Fabian forsker i antikkens idéhistorie og klassiske tekster. Hun har særlig interesse for begreber som frihed, pligt og fællesskab i antikkens politiske tænkning og undersøger, hvordan disse idéer har haft betydning for senere europæisk politisk filosofi.

De fire professorater skal bidrage til at styrke den idéhistoriske forskning og undervisning på Aarhus Universitet og udbygge samarbejder både nationalt og internationalt.