Spring menu over
Dansk Magisterforening

DTU-professor ny præsident for Selskabet for Naturlærens Udbredelse

Anja Andersen og Rasmus Larsen

 Foto: Rochelle Coote

Udnævnelser
Del artikel:

Professor Rasmus Larsen fra Institut for Matematik og Computer Science på Danmarks Tekniske Universitet er valgt som den 15. præsident for Selskabet for Naturlærens Udbredelse (SNU). Han overtager posten fra professor Anja C. Andersen, som nu fortsætter som vicepræsident.

Rasmus Larsen har som prorektor på DTU stået i spidsen for to store nationale formidlingsprogrammer: HCØ2020, der fejrede 200-året for Ørsteds opdagelse af sammenhængen mellem elektricitet og magnetisme, og Rumrejsen 2023, der fejrede astronaut Andreas Mogensens anden rumrejse. Begge programmer involverede samarbejde med en række nationale og internationale institutioner og organisationer.

"Det var H.C. Ørsteds mål, at de naturvidenskabelige gennembrud bliver forstået og nyttiggjort i samfund og erhvervsliv. Det er lige så aktuelt i dag som dengang. Naturvidenskaben og de afledte teknologier påvirker alle menneskers liv. Formidlingen af forskningens resultater styrker den demokratiske dialog ved at vi som individer kan tage stilling på et oplyst grundlag og ideelt forbedrer det de politiske beslutninger, der tages i vores samfund," siger Rasmus Larsen.

Anja C. Andersen har i sin præsidentperiode stået i spidsen for fejringen af Selskabets 200-års jubilæum, som blev markeret med en jubilæumsbog, en udstilling i Rundetaarn og en række foredrag. Hun udtrykker stor glæde over at give stafetten videre til Rasmus Larsen, som hun beskriver som en dedikeret formidler af naturvidenskaben.

Rasmus Larsen er professor i billedanalyse ved DTU og har en lang karriere inden for både forskning og ledelse. Han har haft forskningsophold ved Linköpings Universitet, University of California San Diego og Stanford University. Han er også bestyrelsesmedlem i Danmarks Tekniske Museum.

Selskabet for Naturlærens Udbredelse blev stiftet af H.C. Ørsted i 1824 med formålet at bygge bro mellem naturvidenskaben og erhvervslivet, så de nyeste naturvidenskabelige landvindinger kunne blive forstået og nyttiggjort i samfundet. Selskabet arbejder fortsat for at gøre naturvidenskabens og den tekniske videnskabs resultater tilgængelige for en bredere offentlighed.