Spring menu over

Camilla var ikke en “tech-girlie” - nu koder hun med AI

Camilla Uldal 2 Croppet

På trods af en uddannelse i engelsk og en baggrund indenfor kommunikation og PR er Camilla Uldal blevet en erfaren bruger af AI.

Af Amanda Frisk
Del artikel:

På to måneder er Camilla Uldal gået fra ikke at bruge AI særligt meget i sit arbejde til at løse en stor del af sine opgaver med kunstig intelligens.

I løbet af en arbejdsdag sætter Camilla Uldal kunstig intelligens til at kode for hende, så hun kan få nyhedsbreve ud til de rigtige mennesker. Derefter hjælper den hende med at skabe en visuel identitet. Hun er gået fra ikke at være en “tech-girlie”, som hun siger til at kode med AI. 

- Det ville ikke være noget, jeg havde rørt ved for tre måneder siden. Jeg ville slet ikke have tænkt på, at man kunne gøre det sådan, siger hun.  

Camilla Uldal har en cand.mag i engelsk med fokus på litteratur og kultur og har arbejdet med strategisk kommunikation og PR blandt andet i sin egen virksomhed og på Biblioteket i Sønderborg.  

- Min baggrund er jo helt klassisk humanistisk. Jeg har ikke set mig selv som en tech-girlie eller en software lady, siger hun.

Humanister kan være nogle af dem, der siger: ‘Skal vi lige stoppe op og være kritiske omkring etikken og sikkerheden’

Ikke desto mindre er hun blevet ansat som community manager hos House of Software, der er en ny organisation, der skal samle alle softwarevirksomheder og organisationer i Syddanmark med det formål afholdes foredrag, konferencer, netværksgrupper og events med fokus på software og tech.  

 Projektet er støttet af en række organisationer og virksomheder bl.a. Syddansk Universitet (SDU), SEA Syddansk Erhvervsakademi, EUC og Sønderborg Kommune. 

 Der er en bestyrelse på otte personer, men Camilla Uldal er den første og eneste ansatte indtil videre. Hun skal bygge organisationen op fra bunden, og derfor er hendes rolle meget bred. Arbejdet består i at være projektleder, skabe struktur, opbygge processer og sekretariatet. Og hun havde brug for hjælp, den har hun så fået fra AI.

Løser opgaver med AI på grund af nød

Derudover skal hun stå for kommunikation og PR internt og eksternt, og hun skal opbygge den visuelle identitet bl.a. på hjemmesiden og i forbindelse med PR.  

- AI er blevet en af mine bedste kollegaer. Det er også sommetider af nød, for jeg kan løse opgaver på markant kortere tid, end hvis jeg havde gjort det selv på den gammeldags måde, siger hun.  

 House of Software har endnu ikke deres egen lokation, så Camilla Uldal har fået en kontorplads på SDU ved siden af forskere inden for AI. De har hjulpet hende med at forstå, hvordan hun kan udnytte AI til fulde.  

 - Jeg fik en uges sidemandsoplæring, og pludselig åbnede en vild verden sig for mig. Det har jeg lært utrolig meget af. Nu kan jeg frigive tid og arbejde lynhurtigt, siger hun.

Brug AI til at rydde opgaver af vejen, så du kan fokusere på opgaver, hvor du bringer ægte værdi

AI skal give tid til de sjoveste opgaver 

Du bør gå i gang med at bruge AI, før du forstår den helt, siger Camilla Uldal.  

 - Akademikere vil jo gerne sætte sig ind i og forstå sammenhængen. Men det handler om at springe ud i det. Bygge en bro over dine videnshuller i stedet for at fylde dem, siger Camilla Uldal. 

 Den kunstige intelligens behøver ikke skrive for dig eller lave dine interviews, hvis det er det, du synes, er sjovt, understreger hun. 

 Du kan sætte den til alt fra kalendersortering til at sende dig dagens vigtigste nyheder.  

- Brug AI til at gøre nogle processer langt mere simple eller at rydde dem helt af dit skrivebord, så du kan fokusere på de opgaver, hvor du bringer ægte værdi, siger hun.

Der er brug for humanister

 Humanister bør interessere sig for dette felt, fordi de kommer med menneskelige input, dannelses synspunkter og perspektiver, som der bliver enormt meget brug for i fremtiden, siger Camilla Uldal.   

- Vi er vigtige i den her proces. Der er meget fart på, og vi kan være nogle af dem, der siger: ‘Skal vi lige stoppe op og være kritiske omkring etikken og sikkerheden’, siger hun.  

Kunstig intelligens kan ikke opbygge netværk og skabe relationer mellem mennesker, og derfor er det vigtigt, at humanister går ind i kunstig intelligens, mener Camilla Uldal. 

- Hvis vi står af det her tog, sætter vi os i en enormt farlig situation, hvor vi ikke længere kommer til at være med i samtalen, siger hun.

Flere skal ansættes

Ambitionen er, at House of Software inden 2030 skal have sin egen lokation, og at der skal ansættes flere medarbejdere. 

Der bliver allerede arrangeret events, og i oktober afholdt de blandt andet en introaften til et kvindenetværk, hvor der var fokus på brugen af AI.

Getty Images Vzcgwt7ff1u Unsplash Web Edit

Skarp pris på forsikringer

Som medlem af DM får du op til 27,8 % i rabat på privatforsikringer hos Alm. Brand

Tjek din løn
Får du den rigtige løn?

Brug DM's lønberegner og få svar nu