Spring menu over

6 anbefalinger til et godt arbejdsmiljø med AI

6 Anbefalinger
Af DM Digi
Del artikel:

Hver tredje medarbejder er bekymret for, at AI kan sætte deres faglige udvikling i stå. Derfor har DM været med til at udviklet 6 anbefalinger til arbejdspladserne. Så AI tager AI i brug ansvarligt.

Kunstig intelligens giver nye muligheder, men også bekymringer og dilemmaer på arbejdspladserne. En undersøgelse blandt mere end 3.000 medarbejdere viser, at 46 pct. ikke kender til arbejdspladsens retningslinjer for brug af kunstig intelligens. Samtidig er hver tredje medarbejder bekymret for, at deres faglige udvikling går i stå på grund af generativ kunstig intelligens.

Så selvom 64 pct. af medarbejderne i undersøgelsen er meget eller overvejende positive over for brug af kunstig intelligens, ser DM’s forperson Janne Gleerup et stort behov for, at arbejdspladserne tager anbefalingerne til sig.

- Undersøgelsen viser, at mange medarbejdere ser en risiko for, at kunstig intelligens udvander deres faglighed og samarbejdet på arbejdspladserne. Det skal vi tage alvorligt. Medarbejdere skal inddrages, når ledelsen sætter retningen for brug af kunstig intelligens, så den tager udgangspunkt i faglighed og konkrete opgaver, og så vi sikrer et godt arbejdsmiljø, siger hun.

De 6 anbefalinger:

1. Sæt strategisk retning og kommuniker formålet

  • Definér et klart formål og de problemer, teknologien skal bidrage til at løse.
  • Hav blik for gevinster som øget arbejdsglæde og trivsel, såvel som økonomiske.
  • Hold øje med om målene indfries og brug erfaringer til at justere løbende.

2: Skab klare rammer og meningsfulde retningslinjer

  • Formuler retningslinjer om, hvad medarbejderne ikke må, hvornår og hvordan AI bør anvendes, samt hvor ansvar for fejl og brud på retningslinjer placeres.
  • Oversæt retningslinjerne til typiske arbejdsopgaver med konkrete eksempler.
  • Stil godkendte værktøjer til rådighed og husk kontrol af output.
  • Gør retningslinjerne let tilgængelige og opdaterer dem løbende.

3: Samarbejd om udviklingen og skab organisatorisk forankring

  • Implementer AI i et samspil, så ledelsen sætter den strategiske retning, mens medarbejderne bidrager med viden om opgaver, faglige hensyn og behov. 
  • Inddrag medarbejderne og tillidsvalgte tidligt og løbende, så AI-praksis kan justeres på baggrund af erfaringer.
  • Giv medarbejderne reel indflydelse på, hvornår og til hvilke opgaver kunstig intelligens anvendes, og hold anvendelsen så vidt muligt reelt frivillig.
  • Skab en klar struktur for samarbejde, inddragelse og vidensdeling.
  • Saml op på lokale erfaringer og spred gode anvendelser i organisationen.

4: Prioriter kompetenceudvikling og opbyg organisatorisk kapacitet

  • Gør kompetenceudvikling af både ledere og medarbejdere til en prioritet. 
  • Differentier opkvalificeringen efter fagområde, opgaver, kompetencer og risikoniveau.
  • Tilbyd praksisnære kurser med afsat tid til at øve sig og systematiser den læring gennem sidemakkeroplæring, superbrugere og fora for vidensdeling.
  • Opbyg et internt katalog med gode anvendelser, fejl, læring og faldgruber og evaluerer løbende.

5: Anerkend at AI-arbejde skaber nye typer af opgaver, og tilpas arbejdsgangene

  • Anerkend promptarbejde, validering og bearbejdning af AI-output som reelle arbejdsopgaver, der tager tid, og indarbejd dem i ressourceplanlægning.
  • Kortlæg gentagne AI-assisterede arbejdsgange og synliggør de arbejdsled, teknologien sparer, og de nye, den skaber.
  • Udvikl praksisnære eksempler og promptskabeloner og fastlæg arbejdsgange for kvalitetssikring og godkendelse af AI-genereret indhold.

6: Skab en tryg og åben kultur med plads til læring, spørgsmål, bekymringer og fejl

  • Arbejd aktivt for en psykologisk tryg kultur, hvor tvivl og bekymringer kan udtrykkes og kritik anerkendes som et legitimt bidrag.
  • Skab konkrete rum for dialog — f.eks. et fast AI-punkt på møder eller en kanal, hvor medarbejdere kan rejse tvivl, ønsker og idéer samt dele fejl, gerne anonymt.
  • Giv medarbejderne mulighed for at eksperimentere med generativ kunstig intelligens uden krav om, at ethvert forsøg straks skal føre til målbare resultater.
Jannegleerup07
Janne Gleerup er glad for, at DM med samarbejdspartnerne er blevet enige om de 6 anbefalinger. - Med anbefalingerne kan vi hjælpe og støtte vores medlemmer, når kunstig intelligens tages i brug på deres arbejdspladser, så det sker med en høj grad af medarbejderinddragelse og understøttelse af faglighed, klare rammer og retningslinjer og ikke mindst, at der er plads til tvivl, bekymring og læring, siger hun.

Hvem er bag anbefalingerne?

Det er Tænketanken Mandag Morgen, DM, IDA, HK og DI Digital med støtte fra Tietgenfonden, der har lavet Anbefalingskataloget: Implementering af generativ kunstig intelligens på arbejdspladsen og rapporten: Når generativ kunstig intelligens rykker ind: Medarbejdernes erfaringer og forventninger till et arbejdsliv i forandring.

Getty Images Vzcgwt7ff1u Unsplash Web Edit

Skarp pris på forsikringer

Som medlem af DM får du op til 27,8 % i rabat på privatforsikringer hos Alm. Brand

Tjek din løn
Får du den rigtige løn?

Brug DM's lønberegner og få svar nu