Upopulære datacentre: vi vil ikke leve med dem, men kan vi leve uden?

Du bruger datacentre hver dag. Mange gange om dagen. Når du sender en besked, når du går på sociale medier eller hjemmesider, når du gemmer et dokument i ‘skyen’, og når du benytter dig af en AI-tjeneste, som efterhånden er implementeret i de fleste andre tjenester, fra Google-søgninger til support-chats, så man ikke en gang behøver opsøge dem aktivt. Også denne artikel ligger højst sandsynligt på et datacenter et sted, og jeg har i research- og skriveprocessen f.eks. benyttet mig af browsere, skriveprogrammer og emails, der alle ligger ukendte steder i det netværk af servere, vi med en luftig metafor kalder for ‘skyen’.

At benytte sig af internettet i bredeste forstand er at benytte sig af data, lagret på servere. Og datacentre er slet og ret gigantiske samlinger af servere på ét sted frem for at have enkeltvise servere spredt ud i tusindvis af kældre under kontorbygninger. Datacentre skyder op overalt i landet med løfter om at skabe jobs og bidrage til kommunernes velfærd.

Ikke desto mindre er datacentre i disse måneder omdrejningspunkt for store konflikter mange steder, ikke mindst i Holbæk og Varde, hvor den lokale modstand har ført til protester, demonstrationer og borgerbevægelser imod opførelsen af de nye centre. Bekymringerne handler især om, at de ødelægger landskabet og devaluerer huspriserne i nærheden, og at deres enorme strømforbrug både kan få elpriserne til at stige, skade klimaet og ødelægge den grønne omstilling.

Datacentrene forventes, ifølge Ingeniørforeningen, at udgøre 20% af det samlede danske strømforbrug i 2035. Det er måske endda lavt sat, for i disse måneder accelereres opførelsen og størrelsen af datacentre, så det kan være svært at følge med.

Et kommende datacenter ved Nørre Alslev på Falster vil have et strømforbrug svarende til omkring 200.000 husstande. Og et endnu større ‘gigacenter’, som måske skal ligge ved Rødby på Lolland, vil forbruge det tredobbelte, hvis det bliver gennemført. I Texas er der et enkelt Amazon-datacenter, der har fået tilladelse til at udlede lige så meget CO2 som hele Danmark, fordi det genererer strøm fra gasturbiner. Hertil kommer, at mange datacentre har et højt vandforbrug til nedkøling. Hver uge kommer der nye meldinger om flere og større datacentre i en udvikling, hvor man må stille sig spørgsmålet, om nogen har overblik over konsekvenserne.

Jeg har talt med en ekspert i datacentre og emailet med direktøren for Microsofts datacentre i Danmark for at komme et sådant overblik nærmere. Men først tog jeg ud for at se et nogenlunde almindeligt datacenter i virkeligheden, så det hele kunne blive mere sanseligt konkret end de mange tal og luftige begreber. Nærmere bestemt Microsofts datacenter i Høje Taastrup, der “vil give Microsofts danske kunder adgang til lokal, sikker og topmoderne cloud‑infrastruktur, der er udviklet med et stort fokus på bæredygtighed,” som Microsoft selv beskriver det.

"Officeparken" er en gave

Techgiganterne ved godt, at de er både irriterende og skræmmende for lokalbefolkningen, så de giver ofte en række konkrete gaver til lokalområdet som en del af den kommunale aftale, ofte med fokus på velfærd og bløde værdier, formentlig i erkendelse af, at deres image snarere er det modsatte: hårdt, kynisk, kommercielt. Denne strategi gælder også Microsoft-datacenteret i Høje Taastrup: De vil levere overskudsvarme til 6000 hjem; de har skabt et laboratorium, hvor handicappede kan afprøve nye hjælpemidler og teknologi; de har skabt et teknologiforløb for 6. klasse i de lokale skoler; i samarbejde med Børns Vilkår har de gennemført 34 ‘trivselsworkshops’ for skoleelever; og de tre sjællandske Microsoft-datacentre har 13 lokale partnerskaber med organisationer som Vild med vilje og Boligselskabet Sjælland.

Den mest synlige gave fra Microsoft er den park, der ligger mellem datacenterets bygning og de lokale boligblokke i nærheden. ‘Officeparken’, bliver den kaldt med et ikke umorsomt ordspil, som politikerne på rådhuset fandt på. Det var først lidt en joke, men både kommunen og Microsoft har taget navnet til sig, så det hedder den nu – også i den officielle kommunikation. 

Da jeg ikke kunne få adgang til selve datacenteret, besluttede jeg mig for at tage hen i parken og tale med de lokale om deres oplevelse af datacenteret. Jeg havde på forhånd set tegninger af Officeparken, og den så faktisk ret flot og attraktiv ud, så jeg forventede at møde en række mennesker, der hang ud og hyggede sig denne søndag eftermiddag i september. Sådan gik det ikke helt.

Der var helt øde, da jeg ankom. Set fra parken er datacenteret visuelt afskærmet af nogle plankeværker af råt træ. Man kan dog stadig se det øverste af den flade, lysegrå bunkerformede bygning, og så de fire mørkegrå tårne, der knejser mod himlen. Datacenteret gav ingen lyd fra sig, da jeg var der, og bortset fra vindens susen, var det eneste, jeg hørte skrigene fra de mange sorte krager, der flaksede over mig mod den grå himmel. Hvis dette var en fantasy-roman, ville datacenterets dystre tårne være den onde troldmands bolig. Og måske er det for at undgå alt for mange Sauron-vibes, at man har anlagt en park baseret på vild natur lige ved siden af.

Parken er virkelig i tråd med tidens fokus på biodiversitet og bæredygtighed inden for landskabsarkitektur. Bakkerne er overskudsjord fra byggegrunden, vandhullerne opsamler regnvand fra anlægget, græsset vokser vildt, der er store kvashegn, som giver gode betingelser for et diverst dyreliv, fra insekter til pindsvin. Det signalerer økologi hele vejen igennem. Og kontrasten til datacenteret, både som konkret arkitektur og som vand- og strømslugende fænomen er påfaldende.

Det er tydeligvis en kontrast, som datacentrene forsøger at minimere. Om ikke i selve datacenterets arkitektur, så i fortællingen om bæredygtig ansvarlighed.

Grid-grabbing

Microsoft fortæller stolt, at deres strømforbrug i Danmark er 100% grønt, altså genereret med vedvarende energikilder. De har fremtidssikret sig ved at købe sig ind hos vindmølleparker og solcelleanlæg i mange år frem.

Det er de ikke ene om. Mens de amerikanske datacentre som regel genererer deres strøm med gasturbiner og anden sort energi, så er de europæiske anlæg som oftest baseret på grønne energikilder. Og man kunne argumentere for, at det globalt set faktisk er en fordel, at datacentrene ligger her i Nordeuropa, hvor der både er køligere og hvor vi har en infrastruktur med en høj grad af grøn strøm. Så hvis datacentrene alligevel skal ligge et sted, så er Danmark klimamæssigt måske et af de bedste steder, de kan ligge. Og jo større et datacenter er, des mere energieffektivt er det også, målt pr. dataenhed.

- Når der kommer en meget energikrævende industri som datacenterindustrien og siger, at de kører på vedvarende energi, og at de er her, fordi det er bæredygtigt, så skal vi lige huske at tjekke, hvordan det er bæredygtigt,” siger Brit Ross Winthereik, der er professor i menneskelig digitalisering med en baggrund i antropologi og Science and Technology Studies.

Hun har blandt andet beskæftiget sig med fænomenet grid grabbing, som er det fænomen, at datacentre laver elkøbsaftaler (de såkaldte PPA-aftaler) ud i fremtiden og dermed lægger beslag på en del af den grønne strøm. Så deres strøm hører formelt set til den grønne del af strømudbuddet, men hvis der ikke produceres nok grøn strøm, betyder det i praksis, at de skubber andre aktører ude i den sorte marginalstrøm, altså den del af strømmen, der produceres med fossile brændstoffer. Og så er det i praksis ligegyldigt, hvilken del af strømmen, datacenteret formelt set har lagt beslag på. Resultatet er stadig, at der bruges mere sort strøm.

Selv i områder, der er dækket godt ind med grøn strøm, er der stadig fluktuation. Brit Ross Winthereik forklarer:

-Det kan godt være, at man om sommeren kan dække hele sit strømforbrug på et datacenter ved hjælp af sol. Men det kan ikke lade sig gøre om vinteren. Datacentrene vil gerne være grønne, og de har også deres bæredygtighedsrapporter. Men for at der skal være nok vedvarende energi i nettet, til at resten af samfundet kan gennemføre den grønne omstilling, så kræver det også, at der bliver tilført vedvarende energikilder sammen med det øvrige strømforbrug, siger hun.

Onde tunger ville kalde den slags for greenwashing. Jeg spurgte Microsofts danske datacenter-direktør Nicolai Gravers Nielsen direkte til denne problemstilling om den sorte marginalstrøm og fik, hvad der lyder som et standardsvar: "Vi matcher 100 procent af vores globale elforbrug med vedvarende energi. Eksempelvis har vi i Danmark på nuværende tidspunkt indgået PPA-aftaler, der tilsammen har en kapacitet på 130 MW vedvarende energi årligt."

Nettet strammes

Elforbruget har ikke blot fået en række borgerforeninger op af stolene, men har også politikernes bevågenhed. Med Klima-, Energi- og Forsyningsminster Samira Nawa i spidsen har et bredt flertal i Folketinget besluttet en akutplan for elnettet. For ét er klimaet, noget andet er, at elnettet, som det er nu, ikke er gearet til den acceleration af elforbruget, vi står overfor. Og det kan betyde perioder med overbelastning og strømafbrydelser for helt almindelige forbrugere.

Akutplanen er i skrivende stund ikke endeligt udformet og vedtaget, men den lægger op til, at prioriteringen af, hvem der tilsluttes, skal ændres ud fra en samfundsmæssig prioritering frem for et først-til-mølle-princip: Førsteprioriteten skal være almindelige husholdninger, mindre erhverv og samfundsnødvendige institutioner (herunder datacentre knyttet til disse institutioner). Andenprioriteten skal være projekter, der omstiller Danmarks energiforbrug væk fra fossile brændsler mod elektrificering. Tredjeprioriteten skal være energilagre, såsom baterrierbatterier. Og så nederst i prioriteringen kommer datacentrene. De bliver simpelthen sat bagerst i bussen af hensyn til almenvellet.

Datacenterbranchen har en række indvendinger, herunder at det bør baseres på en individuel vurdering af det enkelte datacenters energiprofil, frem for at straffe en hel sektor, at datacentrene ikke er de eneste, der accelererer elforbruget, og at datacentrene ikke bare er problemet, men også er en del af klimaløsningen. Microsofts Nicolai Gravers Nielsen skriver diplomatisk til mig: "Vi anerkender, at netkapacitet er en knap ressource, og at der er behov for en prioritering. Samtidig efterspørger vores offentlige og private kunder stadig mere datakapacitet i Danmark og Europa. Vi har en god og løbende dialog med både myndighederne og Energinet om, hvordan vores anlæg bedst tilpasses kapaciteten i elnettet – og den dialog fortsætter, uanset hvordan lovforslaget lander."

Befolkningen er dog i stigende grad skeptisk, og et flertal mener, at datacentre bør betale en højere afgift, fordi de belaster elnettet.

En masse job?

Det er denne befolkning – de almindelige, kritiske borgere – jeg havde håbet at møde i Officeparken, men den er tilsyneladende ikke særlig velbesøgt. Den fungerer primært som gennemgangsområde i kraft af den gang- og cykelsti, der slynger sig gennem parken. Og der er ikke bænke og opholdssteder, hvilket måske skyldes, at konceptet er, at den er en park-in-progress over mange år. Som en parodi på en voxpop-journalist går jeg rundt med min lydoptager i vinden og forsøger at finde den almindelige borger, der kan fortælle mig, hvordan det er at være nabo til et datacenter.

Efter en times tid lykkes det mig at standse en yngre udenlandsk kvinde, Elena, henne ved de affaldscontainere, der hører til boligblokken. Og lidt senere en midaldrende kvinde, Camilla, der går tur med sin hund og sin søn. De har begge samme fortælling: De er lidt skuffede over parken, som de forventede ville rumme legepladser og være mere indbydende til ophold, men selve datacenteret har de ikke så meget at sige om. Camilla kalder det dog for en ‘øjebæ’. Men der er åbenbart ingen lokale diskussioner om datacenteret, ingen protester eller bekymringer – i hvert fald ingen, de har hørt om. Som den tredje, jeg møder, en yngre mand, lakonisk påpeger: “Det er jo i forvejen et industriområde, så det gør ikke det store fra eller til.”

Altså snarere skuldertræk end Sauron-frygt fra de lokale. Det står i kontrast til de steder i landet – og i det hele taget mange steder i Europa og USA – hvor bølgerne går højt, og hvor folk vil have klare svar fra lokalpolitikerne på, hvad der foregår og hvilke konsekvenser, centrene har.

Et af de løfter, som ofte ender med at skuffe, handler om jobskabelse. Firmaerne bag datacentrene lover, at der er udsigt til hundredevis af jobs, men flere steder viser realiteten sig at være en helt anden. 

Det mest groteske eksempel er fra Foulum ved Viborg, hvor borgmesteren i 2015 (det var dengang, man generelt hyldede opførelsen af datacentre) meldte ud, at det nye Apple-datacenter ville skabe 10.000 job i kommunen. Det har skabt 80. Det skal siges, at Apple senere korrigerede borgmesteren og korrekt angav 300 job i anlægsfasen og 80 permanente job. Brit Ross Winthereik kommenterer: “Når en formentlig fornuftig mand hopper på det, handler det nok om måden industrien opererer på, gennem uformelle netværk, hvor der ikke er offentlige konsultationer og gennemsigtighed. De kan love ting, som de ikke bliver stillet til ansvar for senere.”

Hun ser generelt ikke den store jobskabelsesfidus i datacentrene: “For eksempel har de i Stovstrup (nær Tarm) givet et ‘konservativt’ bud på 150-250 job. Så er der en borger, der rejser sig op og siger, “vi kan ikke engang få én læge til byen. Altså, hvor skal vi få alle de ingeniører fra? Hvorfor tror I, de vil komme og bo her?”” Winthereik påpeger også, at de midlertidige job ikke hjælper kommunerne; det er kun dem, der bosætter sig permanent, der for alvor batter. Og de tal mangler.

Skræmmeeksemplet fra Viborg Kommune har da tilsyneladende også betydet, at kommunerne er blevet mere forsigtige med at melde ud, hvor mange job, datacenteret vil skaffe. Det er nu også sjældent det primære argument fra politikernes side for at opføre datacentrene. Microsoft fortæller, at der i deres tre sjællandske datacentre (Køge, Roskilde og Høje Taastrup) tilsammen arbejder 120 mennesker.

Vores data

Langt de fleste store datacentre ejes af amerikanske techgiganter som Microsoft, Google, Meta og Apple. Det hænger selvfølgelig sammen med, at vi i høj grad benytter os af disse tjenester, både i vores arbejde og i fritiden. Det meste af vores digitale hverdag er simpelthen lagret hos amerikanske firmaer. Både den frivillige, den vi selv vælger, og den mere skjulte, der samler og gemmer data om (for-)brugere. I disse tider melder spørgsmålet sig: Er det nu også sikkert?

Der er ingen officielle tal på, hvilke typer data, der fylder mest på datacentrene. Så opgørelser over, hvilke data, der fylder og bruger strømmen derude, baserer sig på estimater. En af dem, der har estimeret er Caroline Salling, som i Genstart på P1 fortæller, at den type data, der fylder mest ikke er vores egne dokumenter og billeder, men derimod de data, der indsamles om os, når vi færdes på internettet, især fra kommercielle aktører. 

En enkelt cookie (eller lignende spor) fylder ganske vist meget lidt, men mængden af cookies, der indsamles er enorm. Visse hjemmesider indsamler 300 cookies, når vi besøger dem, omend gennemsnittet er noget lavere. Et norsk studie har målt, at et besøg på en netavis udløser mellem 100 og 200 cookies. Hvis man så overvejer, hvor mange hjemmesider, der globalt besøges, er antallet af cookies ikke milliarder, men billioner hver dag, og derfor fylder det samlet rigtig meget. Mens nogle cookies handler om brugervenlighed, har en stor del et kommercielt markedsføringsformål.

Men der er andre typer data, der fylder meget. Firmaers cloud computing, altså tjenester de benytter til bl.a. drift, administration, regnskab osv. fylder også meget. Og så naturligvis AI-tjenester, som stormer frem og kan forventes at fylde hovedparten i fremtiden.

Men når nu alle de data ligger i det netværk af servere, vi poetisk kalder ‘skyen’, er det så ikke lige meget, hvor de servere er placeret? Ikke helt. Microsoft fortæller, at placeringer af deres datacentre i Danmark gør en forskel, særligt for visse typer data: “Med et datacenter i Danmark kan Microsofts danske kunder opbevare og behandle deres data på dansk jord under fuld europæisk retsbeskyttelse — det er bl.a. vigtigt for myndigheder og for virksomheder med kritisk infrastruktur eller følsomme data. Den fysiske nærhed giver tilmed kortere svartider, hvilket har reel betydning for latensfølsomme arbejdsopgaver," skriver Nicolai Gravers Nielsen.

Det viser sig at være noget kompliceret noget, det her. Men grundlæggende gør det ikke den store juridiske forskel, hvor datacentrene fysisk står. EU-regler som GDPR gælder allerede for europæiske brugeres data, uanset hvor serveren står. Du ejer dine data, men når de ligger hos et amerikansk firma som Microsoft, kan amerikanske myndigheder stadig lovligt forlange dem udleveret, også uanset hvor serveren står.

Microsoft har til gengæld specifikt lovet at bestride sådanne krav juridisk, og EU's Data Act fra 2025 forpligter faktisk cloud-udbydere til at modsætte sig anmodninger fra myndigheder i tredjelande. Ingen af delene kan dog garantere, at man i praksis kan afvise et amerikansk krav om udlevering, hvis en amerikansk domstol insisterer. Da EU og USA ikke har en aftale om, hvordan dette skal håndteres, er det noget, der skal afprøves i praksis, formentlig ved en amerikansk domstol.

Der er nogle små juridiske fordele ved at data er placeret i EU. Man undgår blandt andet de besværlige regler om dataoverførsel til lande uden for Europa. Men tilbage står først og fremmest de tekniske fordele, såsom hurtigere adgang til data.

EU forsøger nu at være proaktive i forhold til IT-suverænitet for at undgå den amerikanske dominans og gøre os mere uafhængige. Et af tiltagene er at opføre 7 AI-gigacentre i Europa, og digitaliseringsminister Christina Egelund fortæller, at Danmark har tilbudt at investere i et af dem. Rygraden i sådanne ‘fabrikker’ er kæmpemæssige specialiserede datacentre.

Det store dilemma

Vi står altså i en situation, hvor datacentre på den ene side er uundværlige, med mindre vi skal ændre vores digitale infrastruktur radikalt. Og hvis EU skal gøre alvor af at være mere IT-uafhængige af USA, kræver det mange nye, europæisk ejede datacentre. På den anden side er de potentielt ødelæggende for den grønne omstilling. Man kan håbe på, at især energiproblemet kan løses med tiden, men håb er som bekendt ikke en strategi. Der skal massive indsatser til for at få energipolitikken til at følge digitaliseringen. Og energimæssige omstillinger er bare meget langsommere end den digitale teknologiske udvikling.

Den konflikt er massiv, men virker sært formildet i den vilde natur i Officeparken i Høje Taastrup. Sivene i vandhullet svajer i vinden. Datacenteret er på alle måder fredeligt. Folk i boligerne på den anden side passer deres hverdag. Jeg cykler afsted gennem industrikvarteret i retning mod stationen og er nødt til at orientere mig på kortet på min telefon. Igen bruger jeg data. Og må stille mig spørgsmålet, om jeg i sidste ende er tættere forbundet til datacentre, end jeg er til naturen.