Spring menu over

DM-medlem hædret for sit bidrag til AI: Jeg troede, det var en fejl

BOS7506

Katrine Sila Rose blev overrasket, men meget glad for at blive fremhævet som en af "100 kvinder i AI" i 2026, et initiativ fra Connected Women in AI. Foto: Jakob Boserup.

Af Amanda Frisk
Del artikel:

Katrine Sila Rose er udvalgt som en af 100 danske kvinder, der definerer kunstig intelligens, på trods af, at hun aldrig havde regnet med, at hun skulle arbejde med AI. Der er stærkt brug for humaniora i AI-udviklingen, mener hun.

"Det må være en fejl”

Sådan tænkte Katrine Sila Rose, da hun åbner en mail, hvor der står, at hun er fremhævet som en af 100 kvinder i AI i 2026. 

- Jeg blev helt utrolig stolt og ydmyg, fordi jeg har set de 99 andre kvinder, og det er godt nok en utrolig flot liste - og virkelig, virkelig seje kvinder at være blandt, siger hun.

100 women i AI er et initiativ fra Connected Women in AI, for at sætte spot på kvinders bidrag til udviklingen af kunstig intelligens, og hylder 100 danske kvinder på tværs af brancher og fagligheder.

Læs artiklen: 100 kvinder i AI hyldet

Det betyder rigtig meget, at jeg er blevet nomineret af nogen, der mener, at jeg gør en forskel.

Bindeled mellem teknik og fag

Katrine Sila Rose er cand.mag. i historie og dansk, og arbejder som digitaliseringskonsulent i Klima-, Teknik- og Miljøforvaltningen i Københavns Kommune. Og da hun startede på sin uddannelse, havde hun ikke regnet med, at hun skulle ende med at arbejde med kunstig intelligens. 

Men for halvandet år siden blev det besluttet, at området for bygninger skulle have et nyt AI-system, der skal understøtte og optimere godkendelsen af byggesager. Og Katrine Sila Rose blev bindeled mellem udviklerne af løsningen på den ene side, og ledelsen og sagsbehandlerne på den anden.

- Først tænkte jeg: Det har jeg ikke prøvet før, så det kan jeg nok ikke finde ud af, sådan lidt ”anti-Pippi-agtigt”. Men ret hurtigt fandt jeg ud af, at det kunne jeg godt, siger hun.

Katrine Sila Roses opgave er at være understøttende i udviklingsarbejdet. Hun laver compliance- og governancebeskrivelser, instruksen for hvordan AI’en må anvendes og et setup for stikkeprøvekontrol, så systemet bliver brugt inden for de rigtige rammer.

- Man skal være lidt en blæksprutte, der får sagt formålet højt, har fokus på rammer og retningslinjer og holder snor i alle de løse ender, siger hun.

Hun har lært at stille de mange og rigtige spørgsmål og bede teknikkerne forklare tingene, så hun kunne formidle det videre til sagsbehandlerne.

- Min opgave er at få andre mennesker til at shine. Og det er nogle gange ved at stille mange spørgsmål og læne sig ind i, at det er andre mennesker, der har fagligheden, og at jeg skal være katalysator for, at opgaven lykkes på den bedste måde, siger hun.

BOS7112
- Jeg tror, at AI kommer til at ændre mange opgaver, så man bliver nødt til at forholde sig til AI på en eller anden måde.

Mere menneske end maskine

Katrine Sila Rose har fundet ud af, at arbejdet med AI handler mere om de mennesker, der skal bruge systemet, end om selve løsningen. 

Uanset om hun skal formidle sagsbehandlernes bekymringer til udviklerne, eller hun taler med chefen om at gøre udrulningsplanen mere realistisk, så kommer hendes uddannelsesbaggrund, som cand.mag. i historie og dansk, hele tiden i spil.

- Det handler om at lytte og skabe et rum, hvor der er plads til usikkerhed og skepsis. Derudover gør jeg meget ud af at give tid og respektere andres faglighed, siger hun. 

Arbejdet med AI er meget mere end at kode, og der er brug for folk med en humanistisk baggrund inden for AI, mener hun.

- AI kommer til at betyde store forandringer, og det kræver, at virksomhederne har blik for det humanistiske, holistiske og de bløde værdier, som ikke kan måles i en businesscase eller en effektiviseringscase, men som er altafgørende for, at man kan nå i land med alle de KPI’er, man har stillet op.

Tro på din egen faglighed, den gør en kæmpe forskel

Vi skal hylde hinanden 

Indtil videre er systemet i kommunen blevet udviklet på et lille område, men klar til at blive rullet ud på et større sagsområde.

Det er lidt ligesom at sende sit barn ud i verden. Jeg tror på, at vi har givet det kærlighed nok til, at det kan godt begå sig. Men det er da sindssygt spændende, siger Katrine Sila Rose, der så får travlt med at understøtte de mange kollegaers brug af AI-løsningen. 

Og inden sommerferien modtog hun altså en mail om, at hun var udvalgt som en af 100 kvinder, der definerer udviklingen af kunstig intelligens i Danmark.

- Det betyder rigtig meget, fordi jeg er blevet nomineret af nogen, der mener, at jeg gør en forskel. Jeg er meget beæret over at være med på listen, og det var en stor overraskelse, at jeg blev nomineret, og endnu større, at jeg blev udvalgt, siger hun.

I alt blev 700 kvinder nominerede. Det er anonymt, hvem der nominerer kvinderne, men Katrine Sila Rose vil fra nu af være med til at nominere andre kvinder. 

BOS7237

Katrines tre råd til at bruge AI

  1. Kast dig ud i det, og vær nysgerrig.
  2. Man skal leve med, at man ikke kender alle svarene, og det er helt okay. Det er der ikke nogen, der gør.
  3. Tro på din egen faglighed, den gør en kæmpe forskel, selvom det måske ikke først er tydeligt, hvordan den kan bruges.