De 10 mest misforståede emojis. Ved du, hvad de betyder ? 😉
Vi kaster om os med emojis, men kender du den oprindelige intention, og hvordan andre opfatter dem? F.eks. tolker ældre og yngre emojis forskelligt. Her får du listen over de ti mest forvirrende emojis.
🙂 Navn: Slightly Smiling Face (let smilende ansigt)
Den gode gamle klassiske smiley er stadig en af de mest brugte emojis i verden.
For de ældre generationer er ansigtet et udtryk for venlighed og bruges med positive intentioner, men for de yngre generationer ses den typisk helt modsat, nemlig som nedladende eller passiv-aggressiv, hvis ikke den bruges ironisk.
🙏 Navn: Folded Hands (foldede hænder)
Som regel bruges foldede hænder-emojien som tak – bare tænk på, hvordan man i flere asiatiske lande samler hænderne foran brystet som et udtryk for taknemmelighed.
Emojien kan dog også ses som bedende hænder og dermed bruges som et udtryk for håb eller et ”please”.
På de sociale medier kan man med jævne mellemrum læse, at emojien ikke er et par foldede hænder, men derimod en high five. Det er en misforståelse. Bevis: ærmerne er i samme farve (hvad er sandsynligheden for, at de ville være det, hvis det var to forskellige hænder?). Og: Hvis det var en normal high five, ville man kunne se en tommelfinger på den ene hånd.
💀 Navn: Skull (kranium)
Mange i de ældre generationer opfatter denne emoji som mørk og dyster, mens de yngre generationer ser den mere symbolsk, som at man dør af grin, skam eller noget tredje.
🙃 Navn: Upside-Down Face (omvendt ansigt)
I Danmark er det denne emoji, der forvirrer os mest. I hvert fald ifølge sitet word.tips, der har undersøgt, hvilke emojis der er de mest forvirrende over hele verden ved at se på, hvilken emoji der er den mest googlede sammen med ordet ”betydning”.
Og der er da også god grund til forvirringen: Nogle bruger den som et udtryk for, at noget er fjollet, mens andre bruger den til at understrege, at det, de skriver, er sarkastisk - som hvis man er på campingferie i regnvejr og sender beskeden ”her går det godt” efterfulgt af det omvendte ansigt.
😤 Navn: Face with Steam From Nose (fnysende ansigt)
Mange ser denne emoji som vred og bruger den derfor som et udtryk for frustration, men det er ikke dens oprindelige betydning. Oprindeligt hed denne emoji ”ansigt med triumfudtryk” – og var altså et udtryk for sejr, og at man havde overkommet noget.
👍Navn: Thumbs Up (tommelfinger op)
Igen er der blandede meninger om betydningen mellem generationerne. For de ældre er den klassiske tommeltot et udtryk for, at man er enig, eller at man har en aftale, men for de yngre er emojien passiv-aggressiv, og kan ses bl.a. som et udtryk for, at man ønsker at en samtale bliver afsluttet hurtigst muligt.
🥺 Navn: Pleading Face (bønfaldende ansigt)
Den mest forvirrende emoji i verden, hvis man skal tro word.tips – faktisk så forvirrende, at den topper i hele 51 lande, bl.a. i USA, store dele af Afrika og Mellemøsten.
Nogle bruger den som et udtryk for at være skuffet eller trist, andre som et udtryk for, at man er berørt. Derudover bruges den også til at udtrykke længsel eller tiggen (af og til også med lumre undertoner). De yngre generationer bruger den som regel mere ironisk.
😥 Navn: Sad but Relieved Face (skuffet, men lettet ansigt)
Dette ansigt ser umiddelbart trist ud, men der er mere på spil. Faktisk er denne emoji et udtryk for et mere komplekst scenarie, hvor man har været udsat for noget negativt, men trods alt er lettet over, at det ikke gik værre, end det gjorde - og ja: der er tale om en sveddråbe og ikke en tåre.
😭 Navn: Loudly Crying Face (stortudende ansigt)
Også af de mest brugte emoji i verden og de yngre generationers svar på ”ansigt med glædestårer”. Men de bruger den dog ikke kun til at vise, at noget er sjovt, men også når de er overvældede af andre følelser, f.eks. stolthed eller glæde.
For de ældre generationer bruges ansigtet mere bogstaveligt, altså som et udtryk for sorg.
😂 Navn: Face with Tears of Joy (ansigt med glædestårer)
En af de allermest populære emojis i verden, og den bruges selvsagt for at vise, at noget er sjovt. I hvert fald af nogle. For spørger man Generation Z, altså dem der er født mellem 1997 og 2012, så er den outdated og en kliché.
Kilder: Emojipedia.com, Unicode.org, Goco.io, word.tips, bestemojis.com og makeuseof.com
Skarp pris på forsikringer
Som medlem af DM får du op til 27,8 % i rabat på privatforsikringer hos Alm. Brand