Fire tips: Sådan får du de unge ud i naturen, så de får bedre trivsel

Lasse Skole Hansen, kommunikationskonsulent
Del artikel:

Forskningen viser, at naturoplevelser kan styrke vores trivsel. Desværre tyder meget på, at unge mennesker har fjernet sig fra naturen, hvilket er en udfordring for både natur, klima og deres trivsel. Så hvordan hjælper vi de unge ud i naturen? Få fire tips fra Center for Børn og Naturs leder, Søren Præstholm.

”Naturen er et forventningsfrit rum for os. Her føler vi os i kontakt med noget større end os selv og kan føle os som dem, vi egentlig er. Naturen stiller ingen krav og understøtter dermed et opgør med præstationskulturen.” Sådan siger Søren Præstholm blandt andet, når han skal forklare, hvorfor naturen kan styrke børn og unges trivsel.

Han giver disse fire tips til, hvordan du selv understøtter de unges naturglæde.

  1. Fjern barriererne

    ”Mange børn vil gerne mere ud, men oplever begrænsninger. Det kan være begrænset tid, deres lektier, andre fritidsaktiviteter og til dels vores brug af elektronik,” forklarer Søren Præstholm. Vores naturforvaltere skal fx sørge for lettilgængelig natur. De unge er enormt socialt orienterede, så man bør bringe naturen ind der, hvor de unge er: Skab fysiske mødesteder, hvor de unge kan komme i berøring med naturlige elementer, der hvor de i forvejen er – fx byens pladser, idrætsområder, områder omkring skoler og uddannelsessteder, og gerne uden der er voksne med på sidelinjen, sådan at man kan gemme sig lidt væk.

  2. Vend klimaangsten på hovedet

    ”Husk på, at et fænomen som klimaangst jo også er udtryk for en søgen efter naturen,” uddyber Søren Præstholm. Se det som de unges interesse for den store natur, og brug det til at skabe tilknytning til den lokale natur. Man skal skabe en ramme for en samtale om naturen og klimaangsten, og så er det vigtigt, at man gør det konkret. Det fører til tip nummer tre:

  3. Gør naturen konkret

    Når klimaangsten tynger, kan det bringe trivsel at pege på de handlemuligheder, man har. Det kan for eksempel være ved at indføre kompostering på skolen, arbejde med drivhuse, etablere et kulstofkredsløb via plantedyrkning eller nedsivning af regnvand. På den måde viser man vejen til handling på de uddannelsessteder, hvor de unge er.

  4. Klæd voksne, der underviser unge på til at give naturoplevelser

    ”De seneste årtier har uddannelsen af vores pædagoger og undervisere bevæget sig i en mere teoretisk retning og væk fra det praktiske. Hvis det fx kun er 10-20 %, der på pædagoguddannelsen har haft hands-on erfaring med pædagogisk aktivitet i naturen, hvordan skal de så give naturoplevelser videre?” Sådan spørger Søren Præstholm og opfordrer til mere udeskole – også på uddannelserne – eller at man systematiserer at rykke undervisningen ud af klasseværelset. Det er udfordrende, men det er i de helt unge år, at glæden ved naturen plantes hos vores børn og unge, så det må også afspejles i uddannelsen af fagprofessionerne.

Kilder: Ungetrivselsrådet, 2022 og Psykologer i Danmark

}