Truet med fængsel, fyret og så frikendt: Peter endte i retten for at gøre sit arbejde
Det var et chok for skovrider Peter Brostrøm, da han pludselig blev tiltalt med påstand om fængsel i sagen om vanrøgt af kvæg i Mols Bjerge. I fem år måtte han leve i uvished.
”Jeg vil ikke være sur gammel skovrider men i stedet fokusere på, hvad der kan være af læring i denne her sag."
Det siger 64-årige Peter Brostrøm, der indtil januar 2026 var skovrider i Naturstyrelsen Kronjylland. To gange var han i retten for at få afgjort sit ansvar for Naturstyrelsens kvæg, der sultede og blev syge i vinteren 2021.
Peter Brostrøm udtaler sig nu for første gang siden den endelige afgørelse af sagen den 18. maj 2026.
”Den her sag har påvirket mig på rigtig mange måder, og har også givet anledning til nogle voldsomme følelsesmæssige rutsjeture.”
Marts 2021: Politianmeldelsen
Vinteren 2020-2021 var hård. Især for kreaturerne på Naturstyrelsens arealer i Mols Bjerge.
For at pleje og forbedre naturen var der helt tilbage i 1970’erne etableret helårsgræsning med det formål at få græsset vegetationen godt ned, så den unikke overdrevsnatur kunne bevares og udvikles.
Der var skabt en sikker og veletableret praksis, hvor kreaturerne – hovedsageligt ammekvæg – i løbet af vinteren, når den naturlige føde på arealerne blev sparsom, blev samlet og tilskudsfodret forud for kælvningsperioden.
Men i vinteren 2020-2021 blev dyrene i Mols Bjerge hjemtaget og tilskudsfodret alt for sent. Det var en faglig fejlvurdering. Dyrene fik derfor for lidt at spise og det endte med at 76 kreaturer blev syge og afkræftede.
Det går først op for skovrider og leder i Naturstyrelsen Kronjylland, Peter Brostrøm, i marts 2021. Indtil da har han ikke hørt om, at der skulle være problemer i Mols Bjerge.
”Den sidste fredag i februar efter arbejdstid kommer der en mail i enhedens hovedpostkasse. Det er en meget kritisk dyrlægerapport med meget markant sprogbrug efter et kvartalsbesøg. Dyrene har det slet ikke, som de skal have det.”
Her er en sag, og den vurderer jeg, at den bliver grum
Naturstyrelsen bliver politianmeldt den 5. marts 2021.
”Det første, jeg gør, er at tage fat i min centralstyrelse, min direktion, og sige ’Her er en sag, og den vurderer jeg, at den bliver grum.’ Og der gik heller ikke mange timer, før pressen var på.”
Han stiller sig til rådighed for politiet for at hjælpe dem med at finde ud af, hvad der er op og ned i sagen, og hvilke medarbejdere politiet skal snakke med.
”Jeg er helt ærlig fra allerførste gang, jeg snakker med politiet. Det har været min klare tilgang igennem hele det her forløb – at være til rådighed, være åben, fortælle hvad jeg ved og hvad jeg ikke ved og ikke gemme noget under stolen. Altså ikke noget med at begynde at tænke på at hytte mit eget skind.”
Sådan fortsætter Peter Brostrøm samarbejdet med politiet i over to år.
”Jeg bliver afhørt af politiet som besætningsejer, som chef for Naturstyrelsen Kronjylland. Som såkaldt juridisk person. Jeg er ikke sigtet personligt.”
Han svarer på politiets spørgsmål uden at vide, hvad det kan betyde for ham selv.
”Jeg befinder jeg mig jo i et underligt limbo i hele den periode. Jeg har intet indblik i sagen og aner ikke, hvad andre har udtalt og forklaret, eller hvad politiet i øvrigt er ved at samle af oplysninger. Hvis jeg havde været sigtet fra dag ét, vil jeg have fået en beskikket forsvarsadvokat, og advokaten havde haft indblik i sagen og kunne have rådgivet mig.”
Jeg ser slet ikke, at det kunne ende med, at nogen pegede på mig
Juni 2023: Tiltalt personligt
Efter mere end to års efterforskning, som Peter Brostrøm har hjulpet med, får han et ubehageligt telefonopkald.
”I bagklogskabens krystalklare lys, har det været dumt af mig at sidde i den uafklarede situation. Jeg ser slet ikke, at det kan ende med, at nogen peger på mig.”
”Hvis jeg havde haft den tanke, var der ingen tvivl om, at jeg meget, meget tidligere havde prøvet at sikre mig og fået professionel juridisk bistand. Den bistand kommer alt for sent.”
Fra Naturstyrelsen får Peter Brostrøm heller ingen advarsler om sin rolle i sagen. Han udtaler sig også til medierne i flere omgange på vegne af Naturstyrelsen Kronjylland om sagen.
Det ændrer sig brat.
”Lige pludselig bliver jeg ringet op af politiet i juni 2023. De siger, at nu er du tiltalt personligt i en straffelovssag. Jeg tror det kom som et lige så stort chok for min arbejdsgiver, som det gjorde for mig.”
Juni 2024: Anklageskrift – påstand om fængsel
Et år efter kommer endnu en ubehagelig overraskelse, da Naturstyrelsen som arbjdsgiver, Peter Brostrøm som chef og hans medarbejder med det daglige ansvar for dyreholdet bliver præsenteret for anklageskriftet mod dem den 20. juni 2024.
Anklagemyndighedens påstand er bøde til arbejdsgiveren og ubetinget fængselsstraf til såvel Peter Brostrøm som medarbejderen for overtrædelse af dyrevelfærdsloven. Desuden skal de to personligt tiltalte frakendes retten til at eje, bruge, passe eller slagte dyr eller i det hele beskæftige sig personlig med dyr i fem år.
Indtil det tidspunkt er Peter Brostrøm blevet behandlet som uskyldig af Naturstyrelsen, og der har ikke været nogle tjenstlige handlinger ift. ham.
”Jeg har igennem hele forløbet frem til juni 2024 haft et glimrende forhold til arbejdsgiveren, altså den centrale styrelse og til HR-chefen. Og vi havde også løbende en helt åben og god dialog.”
Men nu bliver han indkaldt til tjenstlig samtale og hjemsendt.
”Det har jeg det grundlæggende ikke ret godt med. Fordi jeg synes sådan set, at jeg har passet mit arbejde.”
Alligevel kan han godt forstå det professionelt set.
”Jeg har været chef i ministeriet i 30 år. Jeg kan godt se, at direktionen bliver nødt til at sende mig hjem. Men om jeg synes det var retfærdigt eller rimeligt, det er jo en anden sag.”
”Jeg tænker nu, at hjemsendelsen nok også var en nødvendighed for mig. Det er svært at forestille sig, at jeg kunne have fortsat mit arbejde med den nødvendige fokus, mens der lå et anklageskrift, hvor anklagemyndighedens tilgang var, at jeg skulle idømmes ubetinget fængsel.”
Herefter sidder Peter Brostrøm i mange måneder i sin skovriderbolig ved Fussingø ved Randers og venter på retssagen. Han får fuld løn undervejs og står til rådighed for Naturstyrelsen men tegner ikke på nogen måde styrelsen i forhold til omverdenen.
De første uger hjælper han med at overlevere de arbejdsopgaver, han har siddet midt i, hvorefter han sætter sig ind i sin egen straffesag og er løbende i kontakt med sin forsvarsadvokat.
Han prøver også at få tiden til at gå med alsidige interesser. Han bruger megen tid i naturen, ser på fugle, og når pulsen skal op, står den på mountainbike med en god ven.
”I perioder har jeg været rigtig ked af det. Jeg har heldigvis ikke på noget tidspunkt været gal på den grimme måde, altså sådan råbt og skreget eller været ubehagelig på anden vis.”
”Jeg har primært været ked af det. Med den der følelse af at stå meget alene og være uretfærdigt behandlet.”
Jeg ville have det svært ved resten af mine dage at skulle acceptere en dom, som jeg syntes, var dybt uretfærdig
Maj 2025: Byretsdommen
Forud for retssagen erkender Naturstyrelsen sit ansvar og betaler en bøde på 800.000 kr.
Ved Retten i Randers falder der den 21. maj 2025 dom over Peter Brostrøm og medarbejderen med ansvaret for dyreholdet i Mols Bjerge.
De bliver begge idømt tre måneders betinget fængsel for vanrøgt af kreaturer i Mols Bjerge pga. uagtsomhed ved manglende instruktion om fodring og tilsyn i vinteren 2020/2021.
Peter Brostrøm bliver fundet skyldig i byretten, da "der ikke forelå klare retningslinjer fra hans side ...” Og dermed var der "… udvist en sådan grad af uagtsomhed, at han var strafferetligt ansvarlig".
Den anden medarbejder erkendte sine fejl og sit ansvar, og han modtog sin dom. Læs hans historie her
Peter Brostrøm er meget overrasket over ikke at blive frifundet.
Dommen er knap nok læst op inde i byretten, før han via sin advokat anker sagen til landsretten. Det er der to gode grunde til:
”For det første vil jeg have det svært ved resten af mine dage at skulle acceptere en dom, som jeg syntes, var dybt uretfærdig.”
Den anden ting, som fylder hos ham, er præcedens.
”Jeg bliver nødt til at have tillid til, at mine kompetente medarbejdere med 20-30 års erfaring med dyrene på Mols bruger deres faglighed og passer dyrene ordentligt. Og at de ville komme til mig, hvis de bliver usikre, eller hvis der er noget, som ikke fungerer. Derfor kan det ikke være mit ansvar, når det så ikke sker.”
”Hvis jeg accepterede dommen i byretten, kunne den få store konsekvenser for andre offentlige chefer og sende bølger af usikkerhed ind i ledelseslaget, ift. at konsekvensen kan være fængsel for lederen, når medarbejdere begår fejl.”
Peter Brostrøm bliver først bekendt med, at der er noget galt på statens arealer i Mols Bjerge, da han modtager dyrlægerapporten, og Naturstyrelsen bliver politianmeldt.
”Der var ikke medarbejdere, der havde ringet til mig i vinteren 2020-2021. Der var ikke eksterne, der havde ringet til mig. Der var overhovedet ingen, som havde fat i mig. Som i overhovedet.”
”Det klart, at hvis jeg var blevet advaret om at der var noget galt og ikke havde ageret, ville jeg kunne være strafferetligt ansvarlig.”
Derfor er han lodret uenig i byrettens konklusion og dom.
August 2025: Opsigelsen
Peter Brostrøm venter på, at ankesagen skal komme for landsretten, for at han kan blive frikendt.
Men det gør Naturstyrelsen ikke. I august 2025 bliver han fyret efter at have været ansat siden 1987.
Han skal også fraflytte sin skovriderbolig i Naturnationalpark Fussingø, hvor han har boet i 15 år.
Og det til trods for, at direktøren i Naturstyrelsen senere under ankesagen i landsretten i sit vidneudsagn udtaler, at styrelsen ”har behandlet tiltalte (Peter Brostrøm, red.) som uskyldig, indtil der foreligger en afgørelse i ankesagen”
Jeg turde ikke åbne dommen. Jeg havde jo haft den fuldstændig urimelige oplevelse i byretten
Maj 2026: Ankesagen
Peter Brostrøm har en helt anden positiv oplevelse af forløbet under ankesagen i Vestre Landsret i Viborg sammenlignet med forløbet i byretten.
”Forløbet i landsretten var grundlæggende ordentligt.
Der blev lyttet til præciseringer og yderligere dokumentation, og der var flere vidner, som understøttede det, jeg havde sagt til byretten og havde gentaget i Landsretten.”
Der er afsat seks retsdage, men det bliver der ikke brug for, konkluderer dommeren på fjerde dag.
Peter Brostrøm og hans advokat har en god fornemmelse af, at det må ende med en frifindelse. Imidlertid bliver dommen ikke som planlagt afsagt fysisk i landsretten dagen efter anklagerens og forsvarsadvokatens afsluttende indlæg. Den kommer først elektronisk en uge senere.
Han må vente en uge på at få afklaret sin skæbne – og får besked via e-Boks.
”Jeg turde ikke åbne den. Jeg havde jo haft den fuldstændig urimelige oplevelse i byretten og tænkte, at det kan sgu måske gå galt igen.”
Så Peter Brostrøm venter, til hans advokat ringer til ham for at læse dommen op.
”Landsrettens dom og argumentationen for frifindelse, den er krystalklar og fuldstændig ligesom, jeg hele tiden har ment at det burde falde ud.
At jeg ikke kan bebrejdes, når den mangeårige praksis med pasningen af dyrene var overladt til erfarne og fagligt kompetente medarbejdere, og jeg ikke fik indikationer om, at dyrene ikke blev passet korrekt.”
Frikendt, men får ikke job igen i Naturstyrelsen
Peter Brostrøm bor nu i nærheden af Roskilde og er i gang med at søge nyt job.
Til trods for frifindelsen, kommer han ikke tilbage til Naturstyrelsen
”Det er jo underligt at blive fyret, når man bliver frikendt.”
”Men jeg vil ikke være sur gammel skovrider, for jeg har haft et pragtfuldt arbejdsliv i Miljøministeriet og Naturstyrelsen, og min direktion har jeg også altid været glad for.
Og så har der været to år, som var noget lort. Det skal ikke skygge for det andet.”
Direktøren for Naturstyrelsen fortæller under sit vidneudsagn i ankesagen, at styrelsen og Peter Brostrøm havde dialog om en ny stilling i organisationen for skovrideren, men at parterne ikke kunne blive enige.
Direktøren udtaler, at ”den store offentlige bevågenhed omkring sagen vil gøre, at der er nogle funktioner i styrelsen, som det vil være svært for tiltalte at varetage”.
To ting har hjulpet ham igennem en grim rejse
Peter Brostrøm betegner selv de seneste godt fem år som ”en grim rejse som blot blev værre og værre”. Og han peger på især to årsager, der har fået ham igennem:
”Det har været den ubetingede støtte fra fagforeningen og min tillidskvinde i vores statsskovriderforening. Juristen i DM har fuldstændigt støttet mig igennem hele sagen. Og det har været ekstremt vigtigt.”
”Ellers havde jeg virkelig følt mig enormt alene, selvom jeg selvfølgelig hele tiden har haft støtte fra min nære og kærlige familie.”
Han råder andre – både medarbejdere og chefer – til straks at tage fat i deres fagforening og få juridisk hjælp, hvis de bliver ramt af en politisag igennem deres arbejde. Som han egen sag viser, kan det udvikle sig helt uforudsigeligt og måske ende på den grimme måde.
”Det har været et ualmindeligt ubehageligt forløb for mig. Når jeg kigger tilbage, har jeg måske været grænsende til det naive, tossegode. Jeg burde have haft fat i min fagforening for at sikre spidsskarp juridisk bistand fra starten.”
Læs også: Fængselsdom skaber nervøsitet blandt medarbejderne i Naturstyrelsen
Kommentar til sagen fra Naturstyrelsen
DM Bio har spurgt Naturstyrelsen, hvorfor styrelsen opsagde en medarbejder midt i en ankesag om hans arbejde, samt hvorfor han ikke kunne vende tilbage til Naturstyrelsen efter frifindelsen.
Naturstyrelsen har svaret:
”Sagen fra Mols var en ulykkelig og alvorlig enkeltstående sag, som Naturstyrelsen har taget dybt alvorligt, og som vi har lært meget af. Vi står derfor et helt andet sted i dag.
Vi har noteret os afgørelsen i ankesagen.
Naturstyrelsen kommenterer ikke på personalesager og har derfor ikke yderligere kommentarer til forløbet.”
Sådan kan DM hjælpe medlemmerne juridisk
DM’s juridiske chef, Helene Grarup Smidt betegner forløbet med Peter Brostrøm som en meget atypisk sag.
”Normalt er det arbejdsgiver, som hæfter, hvis en medarbejder begår fejl eller forsømmelser. Det er meget sjældent, at der bliver rejst tiltale mod en embedsmand for udførelsen af arbejdet.”
DM bistår medlemmer i ansættelsesretlige sager.
Skarp pris på forsikringer
Som medlem af DM får du op til 27,8 % i rabat på privatforsikringer hos Alm. Brand