Dansk Magisterforening

Danmarks første astronaut udnævnt til adjungeret professor på DTU

Andreas Mogensen

© Foto: NASA Johnson

Del artikel:

Andreas Mogensen, Danmarks første astronaut og medlem af European Space Agency (ESA), er blevet udnævnt til adjungeret professor på Danmarks Tekniske Universitet (DTU). Han vil primært være knyttet til DTU Space, landets største rumforskningsinstitut, og bidrage til både undervisning og forskning inden for højteknologi og rumfart.

Titlen som adjungeret professor er en hæderstitel, der tildeles personer med kvalifikationer på højt fagligt niveau.

“Det er en ære at blive udnævnt til adjungeret professor på DTU. Jeg glæder mig til at fortsætte samarbejdet både under min mission, når jeg skal udføre tre forskellige forsøg om bord på rumstationen på vegne af DTU og efterfølgende, når jeg er tilbage på Jorden igen”, udtaler Andreas Mogensen.

Udnævnelsen skete forud for hans anden mission til Den Internationale Rumstation (ISS). Under denne seks måneder lange mission vil han indsamle data til tre DTU-forskningsprojekter.

På Andreas Mogensens første mission til ISS i 2015 tog han fotos af lyn som led i DTU Spaces forskningsprojekt THOR. Det kommer han til at gøre igen på den næste mission, men denne gang med et bedre kamera. Han kommer desuden til at teste virtual reality, der skal bidrage til mental velvære for astronauter på lange missioner i rummet, og han får en 3D-printer med, der skal testes for på sigt at kunne printe reservedele i vægtløshed.

Ud over forskning og undervisning vil Andreas Mogensen også bidrage til et større formidlingssamarbejde, Rumrejsen2023.dk, for at fremme interessen for naturvidenskab og teknologi blandt børn og unge.

Ifølge prorektor på DTU Rasmus Larsen vil udnævnelsen styrke DTU’s position som en foretrukken universitetspartner i internationale rummissioner. Han forventer også, at Andreas Mogensens personlighed og store gennemslagskraft vil inspirere flere til at forfølge karrierer inden for STEM-felterne.

Andreas Mogensen er kandidat fra Imperial College London i 1999 og ph.d. ved University of Texas at Austin i 2007.