Spring menu over
Dansk Magisterforening

Carlsbergfondet støtter RUC-forskning i privatisering af socialområdet

Anders Bach Mortensen

 Foto: Privat

Del artikel:

 Anders Bach-Mortensen, lektor i social omsorg og politik ved Roskilde Universitet, har modtaget 6,7 millioner kroner fra Carlsbergfondet til et forskningsprojekt, der skal undersøge, hvordan privatisering af sociale ydelser i Danmark påvirker kvaliteten og tilgængeligheden af tilbuddene. 

Projektet fokuserer på de senere års øgede udlicitering af sociale tilbud, herunder bosteder, til private aktører. Ifølge Anders Bach-Mortensen rejser denne udvikling spørgsmål om, hvordan kvaliteten og reguleringen af sociale ydelser sikres. 

Forskningsprojektet vil blandt andet undersøge ændringer i udbuddet af sociale ydelser over tid, kommunernes beslutningsprocesser ved udlicitering, og hvordan ejerskab og kontraktvilkår påvirker omsorgskvaliteten. Målet er at producere viden, der kan bruges til bedre regulering og politikudvikling. 

Anders Bach-Mortensen har tidligere forsket i lignende problematikker i England, hvor privatisering ifølge ham har ført til lavere kvalitet og øget ulighed. Hans forskning skal nu afdække, om lignende mønstre gør sig gældende i Danmark. 

Projektet søger også at finde svar på, om udfordringerne skyldes selve privatiseringsmodellen eller visse ydelsers egnethed til privat drift.