Det er ikke bare børnenes digitale liv, det er deres liv
Skærme skaber også fællesskaber. Foto Getty Images
Skærmdebatten er ofte unuanceret, mener psykolog med speciale i digital trivsel, Mathias Nimgaard. Ifølge ham bør vi i højere grad fokusere på, hvad der foregår på skærmen.
Aktiv eller passiv skærmbrug? Der er forskel, og debatten skal nuanceres.
Hvis vi skal tage stilling til, hvordan børn og unges skærmforbrug skal tackles, må vi forholde os til, hvad der rent faktisk foregår på skærmen, mener Mathias Nimgaard, der er psykolog med speciale i digital trivsel og børn og unges udvikling og ansat i den selvejende institution Center for Digital pædagogik.
Derudover er han netop startet på en ph.d. med fokus på børns digitale liv.
- I stedet for at forholde os til, om vi skal have skærm eller ikke skærm, er der heldigvis ved at komme større fokus i debatten på de helt konkrete aktiviteter, der foregår på skærmen. Og det glæder mig. For det er så forskelligt, så fokus bør være på, hvem der bruger dem, hvorfor og hvornår, fremfor om man er ”for eller imod skærm”.
- Det er f.eks. et reelt problem med børn, der bliver udsat for scams, når de gamer, eller som på de sociale medier bliver præsenteret for incel-kulturen. Det er problemstillinger, vi skal tage hånd om, men som ikke handler om skærm eller ikke-skærm, siger Mathias Nimgaard.
Han mener derfor ikke, at de problemer, børn og unge kan opleve i forbindelse med skærmene, løses ved, at man fjerner dem - f.eks. i folkeskolen.
- Jeg tror ikke, at den mobilfri skole løser udfordringerne i børns digitale liv. Hvis en gruppe børn har været involveret i en konflikt på skærmen, så løser den sig jo ikke, når man tager skærmen fra dem. Børnene er stadig i konflikten. Derfor skal man hellere lære børnene at passe på sig selv, også i det digitale liv.
Og som han påpeger, gælder det på flere niveauer.: Det kan være alt fra, at et barn er kommet til at dele noget ulovligt, og håndteringen af dette, til diskussioner om, hvordan man er en god ven på de sociale medier, og om man f.eks. skal være synlig hele tiden?
Skærme skaber os fællesskab
Derudover minder Mathias Nimgaard også om, at der foregår mange gode ting på skærmene.
- De sociale medier skaber fællesskaber og er en lim, der holder dem sammen i hverdagen. Hvis du f.eks. interesserer dig for basketball, kan du se videoer og få inspiration til nye øvelser, chatte online og møde andre, der også har basket som interesse. Gaming kan også være en hobby på linje med så meget andet og er samtidig også godt eksempel på en fællesskabsopbyggende aktivitet. Vi har haft grupper, hvor unge, som har det svært, kan komme og game, og som på den måde får bygget et fællesskab op. Det handler ikke om gaming, men om fællesskab og forpligtelse. Gaming er også en indgang til, at man som voksen kan forstå, hvad ens barn interesserer sig for, og hvis man først spørger ind til det med ægte interesse, kan barnet ofte ikke stoppe med at snakke, siger han og minder om, at skærmen også kan bruges i kreative sammenhænge til f.eks. at lave videoer og musik, og så er den også en kilde til hygge. F.eks. talte Mathias Nimgaard på et tidspunkt med pige, der fortalte, at noget af det, hun holdt allermest af, var ”at ligge med telefonen og stene med sin veninde”.
Som voksen kan man helt glemme de unges handleevne i forhold til skærmene.
Det digitale liv
Udfordringen er dog, ifølge Mathias Nimgaard, at de ting, der f.eks. skaber sammenhold, også ofte er de ting, der bliver brugt til at holde andre udenfor, til at skrive grimme ting og til at blive inspireret af de forkerte.
- Det er ikke sort/hvidt. Det er gråt, mudret og ambivalent. Men en god tommelfingerregel er: the rich gets richer, and poor gets poorer. Det vil sige, at hvis du har det godt og har gode fællesskaber, så forstørrer de sociale medier, de positive sider, men hvis du føler dig udenfor, oplever du i højere grad de negative sider. Men man kan ikke sige, at skærmen ikke skal være der. For hvis man taler om børn og unge om deres digitale liv, så er det ikke bare deres digitale liv, det er deres liv, siger han og minder om, at de unge også selv er kritiske over for skærmene.
- Som voksen kan man helt glemme de unges handleevne i forhold til skærmene. Men når vi er ude og tale med de unge selv, er der f.eks. flere, som synes, det er irriterende, når deres venner tager deres telefoner frem. Og de laver deres egne strategier i forhold til skærmforbrug. Bl.a. var der en drengegruppe, der havde den regel, at hvis man tog telefonen frem, mens man var sammen, måtte de andre læse de sidste tre beskeder, man havde skrevet, siger han.
Hvad kan man gøre som forældre?
Som forældre kan det være svært at se sit barn sidde konstant med telefonen, men det er som om, at det er endnu mere svært at tage den fra dem ... som regel kan man jo ikke engang finde ud af at tage den fra sig selv. Men hvornår skal man gøre noget?
- Det handler ikke så meget om, hvorvidt skærmen er god eller dårlig i sig selv. Det handler nok mere om, hvordan den bliver brugt: Trives barnet? Har det venner? Er det sammen med familien? Går det til sport? Laver det sine lektier? Så er der ikke nødvendigvis noget i vejen for, at det f.eks. bruger tid på gaming, hvorimod billedet ser anderledes ud, hvis barnet virker ked af det og bruger skærmen til at håndtere svære følelser, forklarer Mathias Nimgaard, der også foreslår, at man skelner til, om der er tale om aktiv eller passiv brug af skærmen.
- Spiller barnet eller skriver det med andre? Eller sidder det bare passivt og scroller reels?
Og så påpeger han, at man som forældre også agerer forbillede.
- Skærmforbrug har ingen alder, og de voksne kan jo tit heller ikke håndtere det, så man kan også spørge sig selv, om man selv har gode strategier til at lægge skærmen væk.
Interesserer du dig for data, IT, AI og den digitale omstilling?
Så markér feltet "DM Digi" på Mit DM, så får du alt det DM laver på området - artikler, arrangementer, netværkstilbud m.m.
