Nu bliver Meta sagsøgt i Danmark - skal du være med i søgsmålet?
Forældre, som mener, at de har mistet deres børn til sociale medier holder en banner med deres børns navne uden for retten, hvor Meta og Google blev fundet skyldige i sagen, hvor Google. Meta og YouTube var anklaget for at skade børns mentale helbred gennem afhængighedsskabende platforme. Los Angeles 25. marts 2026. Foto: Mike Blake/Reuters/Ritzau Scanpix
Organisationen SOMI lægger sag an mod Meta for udnyttelse af børn og unge i Danmark. Det er muligt at tilmelde sig gruppesøgsmålet, hvor SOMI går efter en erstatning på minimum 25.000 kr. pr. person.
I foråret blev en 20-årig amerikansk kvinde tilkendt en erstatning på 6 millioner dollar af Meta og YouTube for at være blevet gjort afhængige af sociale medier. Nu bliver der også anlagt en sag mod Meta i Danmark. Det er et gruppesøgsmål, som den hollandske non-profit organisation SOMI står bag.
- Meta begår overtrædelserne overalt i Europa, så det er vores strategi at lægge pres på dem ved at føre retssager i flere lande, fortæller Jullaya Vorasuntharosoth, der er kampagnechef i SOMI.
SOMI besluttede at anlægge en retssag i Danmark efter samtaler med en dansk børnepsykolog og den Nationale høring om sociale medier og søgemaskiner i Danmark.
Udover Danmark har SOMI på nuværende tidspunkt gang i kollektive sagsanlæg mod Meta i Tyskland, Holland og Belgien. Ingen af dem er afgjort endnu.
Har dit barn lidt skade?
I Danmark er det muligt for børn og unge, der har brugt Facebook eller Instagram efter den 28. februar 2023, og som var under 18 år på daværende tidspunkt, at deltage i søgsmålet – ligesom deres forældre eller værger også har mulighed for at gøre det på deres vegne. Melder man sig til søgsmålet koster det 800 kroner, og man bliver bl.a. bedt om at forholde sig til, hvilken skade Instagram og Facebook har haft på ens liv - f.eks. i forhold til ens mentale sundhed, kropsopfattelse, skolepræstationer osv.
- Hvis du er forælder til et barn, der kan deltage i søgsmålet, og føler, at dit barn har lidt skade ved f.eks. ikke at få nok søvn eller præstere dårligere i skolen, og du mener at det kommer fra en afhængighed af de sociale medier, vil du kunne deltage, siger Jullaya Vorasuntharosoth.
Meta begår overtrædelserne overalt i Europa.Jullaya Vorasuntharosoth, kampagnechef i SOMI
Ikke millionerstatning
Målet med retssagen i Danmark er at få en erstatning på minimum 25.000 kr. per person. Der er altså ikke udsigt til millionerstatninger, som man har set med retssagen i USA.
- Retssagerne mod Meta i Europa er baseret på bl.a. EU’s Databeskyttelsesforordning, Digital Services Act, og AI Act. Der har tidligere været nogle individuelle sager om bl.a. immateriel skade i Europa, hvor erstatningerne har været på det niveau, så det er derfor, at vi går efter et beløb i den størrelsesorden, forklarer Jullaya Vorasuntharosoth.
Forstå SOMI’s retssag mod Meta i Danmark på to minutter
Hvad er SOMI?
SOMI (Stichting Onderzoek Marktinformatie - Fonden for markedsinformationsforskning) er en hollandsk nonprofitorganisation, der bl.a. er forpligtet til at beskytte de grundlæggende rettigheder hos forbrugere og mindreårige, der bruger onlinetjenester.
Hvad mener SOMI, at Meta gør galt?
Ifølge SOMI er Facebook og Instagram ved hjælp af psykologiske adfærdsdesigns skabt til at være vanedannende. Børn og unge er særligt sårbare over for Metas vanedannende funktioner, fordi deres hjerner stadig er under udvikling. Kombinationen af disse funktioner skaber betydelige psykologiske konsekvenser for unge brugere herunder depression, angst, problemer med kropsopfattelse, søvnproblemer og nedsat akademisk præstation, skriver SOMI på siden Metaclaim.dk.
Hvilke love mener SOMI, at Meta overtræder?
SOMI hævder, at dele af Metas praksis overtræder flere europæiske og danske love, herunder EU's AI-lov, EU's lov om digitale tjenester, den generelle databeskyttelsesforordning (GDPR), den danske lov om markedspraksis og den danske produktansvarsforordning.
Hvad kræver SOMI af Meta?
Kravet mod Meta er, at de skal ”standse alle aktiviteter, der overtræder loven og ikke beskytter mindreårige mod psykisk skade og manipulation”. Ligesom, at Meta ”skal yde erstatning til danske ofre, dvs. danske børn og unge, hvis rettigheder og velbefindende er blevet skadet af ulovlig praksis”. Og derudover ”at Meta skal implementere stærkere sikkerhedsforanstaltninger for at beskytte børn og unge mod skadeligt indhold og platformafhængighed”.
Hvem kan deltage i søgsmålet, og hvordan gør man?
Børn og unge, der var under 18 år på det tidspunkt, hvor de brugte Facebook eller Instagram, hvor brugen er sket efter 28. februar 2023. Forældre og værger kan også deltage på vegne af dem. Man melder sig til på Metaclaim.dk, og det koster 800 kr. Man kan også støtte kampagnen ved at donere 55 kr.
Hvad er tidshorisonten?
Lige nu venter SOMI på, at den danske ret vurderer sagen og kommer med en tidsramme. Det vil have betydning for perioden, hvornår folk kan tilmelde sig. Retssagen forventes ikke afgjort før tidligst i 2027.
Kilder: Metaclaim.dk og Somi.nl
Dansk ekspert om retssagen: Nyt territorium
For fem år siden skrev juraprofessor fra Aalborg Universitet Jan Trzaskowski fagbogen: Your Privacy Is Important to Us! Restoring Human Dignity in Data-Driven Marketing, der bl.a. handler om, at vi i Europa og Danmark ikke håndhæver de regler, vi har på området i forhold til bl.a. Meta.
- Der er ikke sket meget siden, og der er mange ubekendte som kunne give mening at få en domstol til at forholde sig til, siger han.
Jan Trzaskowski er ekspert i markedsføringsret og databeskyttelsesret, og det er inden for de områder, SOMI mener, at Meta har overtrådt reglerne bl.a. i Danmark.
- I retssagen i USA, hvor Meta og YouTube blev pålagt at betale erstatning, er søgsmålet anlagt med afsæt i markedsføringsretlige regler, herunder med fokus på platformenes afhængighedsskabende design. Du kan også sagtens finde gode argumenter for, at det er i strid med markedsføringsloven herhjemme, siger Jan Trzaskowski, der dog tvivler på de store erstatninger, hvis SOMI skulle vinde.
- Det er nyt territorie, og jeg vil ikke udelukke, at der kan blive tale om erstatninger, men med mit kendskab til danske domstole, vil jeg tro, at man vil være er tilbageholdende. Udfordringen i Danmark i en sag som denne er f.eks., at der ikke er tale om et økonomisk tab, men immateriel skade - det der hedder ”tort”, og der er vi i dansk ret tilbageholdende med de helt store kompensationer. Han understreger dog, at europæisk databeskyttelsesret (GDPR) er gældende i Danmark, og indeholder egne erstatningsregler, som EU-Domstolen i sidste ende kigger til.