Det kan vi lære af Hollands tilgang til naturbeskyttelse: Forbilledlige principper, men siksakkurs i praksis

Holland blev af flere danske eksperter i naturbeskyttelse fremhævet som et land, det kunne være værd at skele til, da aftalen om Grøn Trepart herhjemme blev præsenteret og senere politisk vedtaget i 2024.

Hovedelementer i den hollandske tilgang harmonerede nemlig med grundlæggende ideer ved fødslen af Grøn Trepart. 

De tre mest forbilledlige hollandske principper for omlægning af landbrugsareal til natur var følgende i relation til den begyndende proces i Danmark:

• Decentralisering af processen og mere lokal forankring,
• landmanden som naturforvalter og
• offentlig støtte til jordejere til omlægning til natur.

Siden har Holland to gange gennemgået regeringsskifter, hvor det første skifte førte til en brat opbremsning i de politiske bestræbelser for naturbeskyttelse, mens det andet skifte har sat ny fart i indsatsen for at beskytte natur.

Ansvar flyttet ud til provinser

I Holland er decentralisering af naturbeskyttelse en af konsekvenserne af en naturbevarelseslov, som trådte i kraft i 2017.

Herefter skulle landets 12 provinser fastsætte regler og regulering om naturbeskyttelse i deres egen provins – selvfølgelig under hensyntagen til den nationale målsætning og internationale forpligtelser.

Flere hollandske eksperter bifalder ønsket om at give provinserne flere beføjelser, og meget af naturbeskyttelsen foregår gennem landskabsplanlægning. 

Blandt dem er Louise Vet, som var mangeårig leder af Hollands Institut for Økologi under Det Kongelige Hollandske Akademi for Kunst og Videnskab.

”På den ene side er det godt at være tæt på interessenterne, men på den anden side øger det faren for eftergivenhed,” siger Louise Vet. 

Hun mener, at decentraliseringen skal ledsages af en forpligtende national handleplan.

Caspar Verwer er seniorrådgiver i den hollandske del af naturbevarelsesorganisationen IUCN. Han er også positiv over for decentralisering, men opfordrer til at være opmærksom på risikoen for en uensartet implementering set i et nationalt perspektiv.

Jordejere bliver naturejere i Holland

I Holland er der flere måder, hvorpå landmænd og andre jordejere kan bidrage til naturbeskyttelse og dermed bliver naturforvaltere.

Marlies Sanders er forsker i biodiversitet og naturbeskyttelsespolitik på Wageningen Universitet. Hun påpeger, at landmændenes indsats er særlig aktuel, når det gælder store, artsrige græsarealer og enge.

”Der er kriterier for forvaltningen med hensyn til antal kvæg og andet, der påvirker naturen på en gunstig måde. Disse landmænd forpligter sig til, at deres jorder aldrig igen bliver til landbrugsjord. De bliver således snarere naturejere end landmænd,” siger Marlies Sanders.

Jelle Behagel, lektor i naturbevarelse på samme Wageningen Universitet, observerer, at især i den centrale del af Holland har der været succes med at etablere naturbeskyttelsesområder på privat jord. 

”Det er først og fremmest godser, som har gjort brug af den ordning, fordi de har meget skov og gerne vil understøtte jagt,” siger Jelle Behagel.

Udviklingen er også drevet af en dalende rentabilitet ved kommerciel skovdrift, tilføjer han.

I Danmark fastslås det i Grøn Trepart-aftalen om landmanden som naturforvalter, at landbruget spiller en helt central rolle i den forestående fremtidige arealforvaltning, også på naturområder.

Det hedder, at landmanden i højere grad skal placeres i centrum som arealforvalter – uanset om det er skov, natur eller marker. 

Det hedder videre, at ”ud over at være producenter af livsvigtige fødevarer er de danske landmænd også forvaltere af det danske landskab”.

Vifte af støtteordninger til hollandske lodsejere

I Holland er der oprettet en bred vifte af økonomiske støtteordninger, som skal stimulere til at forvandle landbrugsjord og kommerciel skov til beskyttet natur. 

Landmænd og andre jordejere er berettiget til erstatning, hvis deres jord falder i værdi som følge af omlægningen til et formelt ’naturreservat’.

Jordejerne kan også få støtte til den løbende drift af naturområderne bagefter. Ydermere kan de opnå støtte til naturgenopretningsindsatser.

Desuden findes der en national fond for grønne investeringer, som ligeledes tilgodeser projekter til gavn for natur, skov og landskab.

De hollandske eksperter hæfter sig ved, at hollandske landmænd, som drager fordel af støtten, er de mest villige til at gå ind i en omlægningsproces, og at landarealet i Holland med beskyttet natur er vokset gennem den seneste årrække.

Men de hidtidige incitamenter rækker næppe, fordi ekspropriation stort set ikke har været brugt som redskab, påpeger eksperterne.

I Danmark understøttes arealomlægningen gennem Danmarks Grønne Arealfond, hvor det afsatte beløb er ca. 43 mia. kr. i den politiske aftale om Grøn Trepart. 

Jordejere har mulighed for at søge støtte hos fonden til

• skovrejsning,
• permanent ekstensivering,
• etablering af vådområder,
• minivådområder og
• udtagning af lavbundsjorde,

samt hvor der kan gennemføres faciliterende jordsalg og jordbytte.

Holland har 27 pct. beskyttet natur – Danmark 15 pct.

Andelen af beskyttet natur i Holland er på 26,5 pct. af landarealet ifølge en oversigt fra EU’s Biodiversity Information System for Europe. I Danmark er andelen af beskyttet natur på 15,4 pct. i samme EU-opgørelse.

Det hører med til sammenligningen, at noget af den beskyttede hollandske natur nærmest pr. automatik udgøres af vådområder, søer, floder og diger. Over en fjerdedel af Hollands areal ligger under havoverfladen, og oversvømmelser er en vedvarende trussel, som blot forstærkes af klimaændringer.

Marlies Sanders fra Wageningen Universitet anslår den beskyttede natur i Holland til ca. 20 pct. Der er kun én procent strengt beskyttet natur, vurderer Louise Vet, som tidligere var leder af Hollands Institut for Økologi.

Biodiversitetsrådet i Danmark har tidligere opgjort, at kun omkring to pct. af landarealet i Danmark kan betragtes som beskyttet natur.

Plan for hollandsk naturgenopretning på vej

De seneste to år har Holland været på en politisk siksakkurs med hensyn til naturbeskyttelsen.

En højrefløjsregering kom til i juli 2024 under ledelse af Frihedspartiet (PVV) fra det yderste højre og med deltagelse af blandt andet Bonde-Borger Bevægelsen (BBB), som står landbruget nær, og BBB fik posten som landbrugsminister. 

Konsekvensen var, at mål for kvælstofbelastning blev sløjfet, og at provinserne fik adgang til at sætte naturforvaltnings- og kvælstofindsatser i stå. Det udløste konflikter med domstole i Holland og EU.

Marlies Sanders fra Wageningen Universitet påpeger, at Holland er så godt som tilbage på det gamle spor, efter at en centrum-højre-regering uden PVV og BBB kom til magten i februar 2026.

Regeringen har sat et mål om, at kvælstofbelastningen skal reduceres med 42 procent inden 2035 sammenholdt med belastningen i 2019. Landmændene må selv bestemme, hvordan de begrænser brugen af kvælstof, så længe de har kurs mod dette mål. 

Ydermere er der oprettet en fond på 20 mia. euro (149 mia. kr.) til at støtte arealomlægningen fra landbrug til natur.

”Politikerne i Holland er ved at udarbejde en ny plan for naturgenopretning, som ventes at ligge klar i andet halvår af 2027,” fortæller Marlies Sanders. 

Hun tilføjer, at planen skal være med til at imødekomme EU-forordningen om naturgenopretning, som kræver, at EU-landene – herunder også Danmark – træffer effektive genopretningsforanstaltninger, der dækker mindst 20 procent af EU’s land- og havområder senest i 2030.

EU-landene skal desuden i henhold til vandrammedirektivet sikre en god økologisk tilstand i søer, floder, kystvande og grundvandet senest i 2027 – en indsats, der bl.a. er knyttet til kvælstofbelastningen.

Behov for normændring blandt hollandske landmænd

De hollandske forskere siger, at nok er politiske beslutninger og økonomiske incitamenter afgørende for at fremme naturbeskyttelse, men kulturelle faktorer og tværgående samarbejde fra neden kan også udrette noget.

Judith Westerink, seniorforsker i landskabsforvaltning på Wageningen Universitet, siger på baggrund af egen forskning, at det kan være med til at skubbe til landmænds normer om godt landmandskab, hvis de bliver introduceret til naturforvaltning som led i fælles projekter.

”Der er god grund til at stimulere, at landmænd får viden om at medtage hensynet til biodiversitet i deres forvaltning af jorden, og at de får hjælp til at omsætte denne idé til praksis. Det handler i tilsvarende grad om at styrke landmænds motivation til at tage hånd om naturen,” siger Judith Westerink.

Hun mener, at etablering af ’biodiversitets-venlige’ grupper blandt landmændene og ansættelse af landbrugskonsulenter, som kender til naturbeskyttelse, kan fremme det ønskede skifte.

Arjen van Hinsberg, seniorforsker i økologi ved Hollands Miljøvurderingsinstitut, fremhæver den positive effekt af at inddrage landmænd i naturbeskyttelsesinitiativer.

Et eksempel på et initiativ, som han og andre fremhæver som forbilledligt på vejen mod mere biodiversitet i Holland, er 'Sammen om Biodiversitet'. Det er et tværgående samarbejde, som favner natur- og miljøorganisationer, forskere, landbrugsorganisationer, virksomheder i fødevaresektoren og banker.

”Samtidig kan landmænd lære af hinanden med hensyn til naturforvaltning i en sådan proces,” siger Arjen van Hinsberg.