Onde arter er et vildspor, så vi mister blikket på noget langt vigtigere

Det er værd at overveje, om vi burde møde arter som bjergfyr med et fredeligt sind al den stund, at den er hjemmehørende i Europa.

Rasmus Ejrnæs, Seniorforsker ved Institut for Bioscience - Biodiversitet, AU
Del artikel:

Den voldsomme prioritering af invasive arter fjerner fokus fra de virkelige udfordringer i vores forvaltning af biodiversitet. Dominante arter kan være tegn på, at naturforvaltningen fungerer mindre hensigtsmæssigt.

Nedenstående faglige essay er så tilpas kontroversielt, at jeg må præcisere, at mit forskningsområde er terrestrisk biodiversitet. Det er derfor op til andre at vurdere, om mine overvejelser også har relevans for akvatiske miljøer.

Definitionen af en invasiv art er teoretisk set enkel og skarp:

Arten skal ikke være naturligt hjemmehørende, i den forstand at den er bragt hertil ved menneskets mellemkomst, og så skal den udgøre et problem ved at fortrænge det naturlige dyre- og planteliv eller udgøre en trussel mod menneskers velstand eller sundhed.

Det er dog ikke alle, som er fortrolige med denne definition - eksempelvis blev der gjort adskillige forsøg på at bortdømme ulven som invasiv art i Danmark, da den genindvandrede efter 200 års fravær.

Nej, ulven er ikke invasiv

Helt frem til 2018 kan man finde debatindlæg om, at ulven skal betragtes som en invasiv art, fordi Danmark har ændret sig så meget, at ingen ulv har levet i det Danmark, vi kender i dag. Rationalet er klart: Ulven er ond og uønsket - og den er tilmed fremmed for det Danmark, som vi er vokset op i.

Selv om vi hurtigt kan indse, at arter som vildsvin og ulv er hjemmehørende i Danmark og dermed aldrig kan blive invasive, så er det ikke altid så let.

Jeg vil i det følgende gennemgå en række problemer med begrebet 'invasive arter' og til slut argumentere for, at den voldsomme prioritering af invasive arter fjerner fokus fra de virkelige udfordringer i vores biodiversitetsforvaltning. Det er i mange tilfælde diskutabelt, om en art er fremmed eller ej.

Klassiske eksempler på arter, som er potentielt fremmede og dominante i vores naturområder, er ahorn, rødgran og dådyr. Alle tre arter er dog hjemmehørende i Europa, så hvis man slår Danmark sammen med Tyskland og Sverige, vil ahorn og rødgran pludselig være hjemmehørende!

Landegrænser er ikke naturlige grænser

Hele idéen om at anvende den danske landegrænse som et sandhedsvidne i forhold til dyr og planters naturlige udbredelse er stærkt problematisk, og derfor bør man være varsom med at bortdømme arter, hvis nuværende naturlige udbredelsesområde er geografisk og klimatisk tæt på Danmark.

Slåen og tjørn er hjemmehørende, men fortrænger artsrig græslandsnatur ligesom rynket rose.

Dådyr eksemplificerer en anden udfordring, som består i, at det landområde, som er Danmark, i dag har været udsat for adskillige istider og mellemistider, hvor arter er uddøde og genindvandret adskillige gange. Vel at mærke fra den samme, fælles eurasiske artspulje. Dådyr var her i sidste mellemistid, men nåede ikke frem i vores mellemistid ved egen kraft.

I stedet blev dådyr introduceret af mennesker, og den føler sig med god grund hjemme. Tilsvarende kan man overveje, om vi burde møde arter som almindelig ædelgran og bjergfyr med et fredeligt sind, al den stund at de er hjemmehørende i Europa.

Måske er disse træer ikke noget væsentligt problem i naturen, hvis man blot adskiller dem fra den forstlige kontekst, de er indført i. En af udfordringerne ved at tage Danmarks landegrænse alt for højtideligt er, at den naturlige indvandring siden sidste istid slet ikke er slut endnu.

Og med et formodet varmere klima, skal vi nærmest håbe på, at der indvandrer arter sydfra, som er bedre tilpasset fremtidens klima end de arter, som lever her i dag.

Skal vi også skelne mellem provenienser?

Gyvel er et andet eksempel på en art, som man har forsøgt at rubricere som invasiv. Det kræver lidt behændighed, fordi gyvel sådan set er hjemmehørende. Men man har opdaget, at der ud over den hjemmehørende gyvel også er indført en kraftigere gyvel af italiensk proveniens, som tilsyneladende optræder mere dominerende end hjemmefødningen.

Konsekvenserne ved at begynde at operere med fremmede racer, underarter og provenienser er dog uoverskuelige. Tænk bare på de danske skove, hvor en meget stor del af træerne er af udenlandsk proveniens: Karpaterbøg, hollandsk eg osv.

Eller tænk på alle de kulturformer af rajgræs, hundegræs, rød svingel, rød kløver, kællingetand, fuglekirsebær m.fl. som vokser i hegn og grøfter.

Det er slet ikke let at udpege den onde selv, blandt de gode danske planter. Således måtte vi opgive at skelne mellem gyvlerne i NOVANA's overvågning af habitatdirektivets naturtyper. Har man fået afgjort, at oprindelsen er 'ægte fremmed', bliver det næste problem at afgøre, om en art optræder problematisk - eller i virkeligheden er uproblematisk - eller måske ligefrem er til gavn for andre arter?

Invasive arter kan være en berigelse

Canadisk og sildig gyldenris er eksempler på planter, som helt sikkert er bragt hertil af mennesker fra Nordamerika, og som har forvildet sig i naturen, hvor de kan danne tætte bestande, som kvæler hjemmehørende arter - eksempelvis på Amager Fælled.

Samtidig er de to arter af gyldenris fortrinlige nektarkilder for vilde bestøvere, og de er endda sent blomstrende, så de tilbyder nektar på en tid af året, hvor der ikke er mange blomster tilbage i det danske kulturlandskab.

Synet på en anden 'hot' invasiv art, nemlig mårhunden, spænder lige fra professor Jens-Christian Svenning på Aarhus Universitet, som ikke finder videnskabeligt belæg for, at arten skulle udgøre noget særligt problem over til jægere og ornitologer, som er stærkt bekymrede for, at mårhunden vil udrydde eng- og strandengsfugle.

En af forklaringerne på, at invasive arter nogle gange kan opleves som en berigelse, er, at den danske natur er så ekstremt forandret af mennesker. Ved siden af de knappe nektarkilder er der en enorm mangel på græssende dyr i danske økosystemer, fordi vi har udryddet de fleste store nøglearter og decimeret de få arter, som er tilbage.

Selv om rådyr, dådyr og krondyr har sunde - og gennem mange år voksende - bestande, er tætheden af store planteædere i danske naturområder næppe mere end 10 pc. af bærekapaciteten.

Ud med maskiner - ind med store græssere

For 100 år siden gik der masser af får, heste og køer rundt og græssede i naturen, men den tid er forbi. I det lys kan arter som kanin og muntjak opleves som kærkomne tilskud til en forarmet planteæderfauna, og der tales sågar om at forsøge at genintroducere funktionelle erstatninger for de uddøde arter af elefanter og næsehorn.

Idéen om at anvende den danske landegrænse som et sandhedsvidne i forhold til dyr og planters naturlige udbredelse er stærkt problematisk.

Rasmus Ejrnæs

Hvorfor ikke erstatte de store maskiner som i dag bruges til at rydde buske og slå højstauder med et par store motherfuckere fra savannen? Eller i det mindste forvilde nogle heste eller køer. Det kan vanskeligt blive mere unaturligt end dieseldrevne maskiner?

Hvis nu man skulle lade tvivlen komme de fremmede arter til gode, burde man spørge, om de egentlig udgør en større udfordring for den danske natur end de hjemmehørende arter.

Der er jo tusindvis af nytilflyttede arter i Danmark, som ikke gør nogen stads af sig - de har måske etableret sig i et hjørne af et baneterræn, er flyttet ind i vores huse eller indgår fredeligt i naturlige økosystemer.

Ser vi fx på, hvilke plantearter som formår at invadere vores internationalt mest truede levesteder - habitatdirektivets naturtyper - så finder vi både invasive arter som rynket rose og mårhund, men endnu oftere hjemmehørende arter som bølget bunke, blåtop, brombær, lysesiv, bjergrørhvene, gyvel, birk og rødel.

Fokus på det dominante frem for det invasive?

Spørgsmålet er altså, om den danske naturforvaltning ville miste noget vigtigt ved at betragte fremmede og hjemmehørende arter efter samme målestok? Og neutralt overveje, hvornår den ene eller anden dominante art er tegn på, at naturforvaltningen fungerer mindre hensigtsmæssigt?

Lad os prøve denne hypotese af med en af de invasive arter, som betragtes med den største alvor, og hvor bekæmpelsen lægger beslag på væsentlige resurser, nemlig rynket rose. Rynket rose er kommet til Danmark som prydplante fra Japan, hyppigt plantet i sommerhusområder og derfra forvildet til strande og klitter langs hovedparten af den danske kystlinje.

Rynket rose formår at danne store, tætte bevoksninger, som fortrænger hjemmehørende plantearter og tilknyttede insekter. Men selv om der ingen tvivl er om, at rynket rose har fortrængt hjemmehørende biodiversitet, så er det heller ikke svært at finde hjemmehørende plantearter, som i samme periode har fortrængt lige så sjældne arter fra Danmarks kyster.

Slåen og tjørn er oplagte kandidater, idet de har udnyttet udstykningen af sommerhusgrunde og den ophørte græsning af kystnaturen til at danne tætte krat på kystskrænterne, hvor der førhen fandtes ekstremt artsrig græslandsvegetation.

Hvis man således betragtede rynket rose som symptom på buske og højstauders voksende dominans i vores forstyrrelsesbetingede, artsrige kyst-økosystemer som strandenge, kildevæld, rigkær, græsland, heder og klitter, så ville det være naturligt at skifte fokus fra udryddelseskampagner rettet mod onde urter til en vildere naturforvaltning, hvor man satser på naturlige processer frem for arts- og racehygiejne.

Fordelen ved dette sporskifte ville indlysende være, at man kunne slå flere fluer med et smæk. De forstyrrelser, som i dag mangler i klitnaturen, bliver jo ikke genskabt ved, at man sender maskiner ind for at grave rynket rose op af sandet eller mandskab ind for at sprøjte rosen med roundup.

Det virkelige problem

Der findes isolerede øer og kontinenter, hvor utilsigtet eller misforstået indførsel af fremmede arter har haft katastrofale konsekvenser for den hjemmehørende flora og fauna, og her kan udryddelseskampagner være meningsfulde, hvis evidensen er på plads.

Men Danmark hører ikke til i denne kategori og set gennem mine briller som biodiversitetsforsker, virker de invasive arter som en magnet for vores urgamle og tvangsprægede opdeling af verden i gode og onde arter.

Der er for mig ingen tvivl om, at kampen mod de onde invasive arter nok så meget næres og styres af frygt og vrede som af rationelle, videnskabelige argumenter.

Skellet mellem nyttige og skadelige arter giver mening i landbrug og skovbrug, men det er næppe hensigtsmæssigt i biodiversitetsforvaltningen. Her er det langt vigtigere, at vi koncentrerer os om det virkelige problem for biodiversiteten i Danmark:

At vi ikke har disponeret arealer, hvor der er plads til, at naturen kan fungere på egne præmisser med naturlig hydrologi, kystdynamik, successionsprocesser og nøglearter - og uden at vi hele tiden skal nyttiggøre, kontrollere, styre og korrigere alt det, som foregår.

 

Artiklen blev oprindeligt udgivet på JA Aktuelt i 2019, men er tjekket af forfatteren inden genudgivelsen på BIO.

}