Jeg kan godt lide at synke ned i ormehuller
Da Morten Gade tidligere arbejdede på kommunikationsbureauer, var det en vigtig del af arbejdet, at han vidste mere, end dem han rådgav. Nu arbejder han med ledelse og strategi, og der er det helt anderledes. “Jeg samler på andres idéer og initiativer og prøver at sætte dem i system efter den strategiske retning,” siger Morten Gade. Foto: Stine Heilmann
Morten Gade, generalsekretær i Det Danske Spejderkorps, fortæller, hvordan han holder sig fagligt opdateret – blandt andet gennem det, han kalder “en tænketank af 6.000 frivillige”.
”Jeg er generalsekretær i Danmarks største ungdomsorganisation, Det Danske Spejderkorps, hvor jeg leder cirka 40 medarbejdere på tværs af kontoret og et lille datterselskab. Jeg har også den store glæde at være leder for over 6.000 frivillige spejderledere, heraf omkring 500 i landsorganisationen.
Men man kunne også bare sige, at jeg går og snakker med alle mulige mennesker og hjælper dem med at sætte en retning.
Jeg bliver fagligt opdateret af at tale med utrolig mange mennesker i løbet af dagen. Jeg har en tænketank af over 6.000 frivillige mellem 15-95 år i selve organisationen. Det er vildt fantastisk. En dag kom en af vores frivillige og sagde: Morten, jeg tror, du skal møde Finn. Så næste uge skal jeg mødes med Finn Thorbjørn Hansen, som er en inspirerende filosof med viden om naturdannelse. Det er en stor gave med en organisation, hvor sådan noget sker. Og ret særligt.
Den gennemsnitlige spejder er ti år gammel, så det er særligt vigtigt for mig at være opdateret på, hvad der optager børn og unge. Den tørre udgave er trivselsrapporter, den sjovere del er events, eventyr og naturfilosofi. Jeg har fokus på, hvor der er potentiale: Hvor står voksne i vejen for, at børn bruger tiden på sunde og sjove ting?
Rigtig meget af den kommunikation, vi har til børn og unge, handler om det, man ikke må. Vi sætter grænser for skærmen, i stedet for at gøre det fedt at lave noget andet. Det er for eksempel inspirerende at se, hvilke aktiviteter andre organisationer som Idrætten, Red Barnet Ungdom og Ungdommens Røde Kors skaber for børn.
Det vil være løgn at påstå andet, end at jeg er en nørd. Jeg kan lide at synke ned i ormehuller. Jeg er for eksempel sådan en, der synes, det er hyggeligt at lege med en AI. Claude er fed til at strukturere. Jeg kan prompte den: Her er 5 løse tanker. Hvilke sammenhænge ser du?
Jeg er med i en gruppechat med nogle venner, som jeg har haft i 20 år. Nogle arbejder inden for beslægtede områder, andre gør ikke. De giver mig input til at se verden og problemer anderledes. Det er med til at punktere mit ekkokammer. Når man er en så gammel og stor organisation, som den 100 år gamle spejderbevægelse, er man i fare for at lukke sig over tid og blive irrelevant. Jeg omgås meget med folk, som ved præcis, hvad jeg taler om, når jeg siger ‘adventure løb’ og spejderlejr. Derfor lytter jeg efter, hvad udefrakommende sætter spørgsmålstegn ved.
Og så bilder jeg mig heller ikke ind, at jeg har svaret på alt. De mennesker, jeg snakker med, har hver især nogle dele af svaret.
Skønlitteratur kan jeg bruge til billeder, som er nemmere at fortælle med end PowerPoints med pile og kasser. I det hele taget læser jeg mere skønlitteratur end faglitteratur.
Benjamin Labatut har skrevet bogen ‘When We Cease to Understand the World’. Det er en fortælling om sammenhængen i verdenshistorien. Om videnskabsfolk på kanten af det fornuftige og rigtige. Forfatterens fortælleform er absurd; man bliver nærmest helt stakåndet. Det er en fantastisk bog."
Lønguide for kommunikatører
Tjek din løn i DM's store lønguide for kommunikatører. Her kan du se, hvad andre kommunikatører tjener. Så er du godt på vej til din næste lønstigning.