Den digitale Geppetto

Eventyret om “Pinocchio” rammer noget centralt hos Anders Søgaard. I to årtier har den danske professor i kunstig intelligens forsket i teknologier, der efterligner menneskelig tænkning. Og ligesom dukkemageren Geppetto betragter Anders Søgaard sin skabning bevæge sig ud i verden med en blanding af fascination og uro.
“Geppetto er et sørgmodigt, kløgtigt portræt af de forskere i kunstig intelligens, der i et halvt århundrede arbejdede på den teknologi, der i dag er blevet bragt til live af internettet og en række multinationale virksomheder,” skriver han i bogen “Maskinerne kommer indefra” fra 2024.

Vi mødes på Søndre Campus ved KUA. Her ligger det nyoprettede Center for Philosophy of Artificial Intelligence, som Anders Søgaard er leder for.  

“Der er mange grunde til at være begejstret for kunstig intelligens,” siger han. “Men der er mindst lige så mange grunde til at være skide bange for den.”

Nyt center bygger bro mellem AI og filosofi

I 20 år har Anders Søgaard arbejdet på sine egne digitale “pinocchioer”: sprogmodeller.

Sprogmodeller er en form for kunstig intelligens, der er trænet på enorme mængder tekst fra internettet og som kan skrive, oversætte og føre samtaler på et niveau, der minder om menneskers. Med lanceringen af ChatGPT i 2022 rykkede AI for alvor ud af forskningsmiljøerne og ind i hverdagen hos millioner af brugere. Siden er udviklingen accelereret.

“Vi er oppe imod en teknologi, der er rundet af input fra en milliard mennesker. Derfor ved sprogmodeller som ChatGPT fx også efterhånden præcis, hvilke knapper, de skal trykke på, for at behage og – potentielt set – manipulere os,” siger Anders Søgaard. 
Center for Philosophy of Artificial Intelligence skal bygge bro mellem kunstig intelligens og filosofi.

 “Det er en tovejs-bro, hvor viden flyder i begge retninger. AI har brug for filosofi. Og filosofi har brug for AI,” siger han og uddyber: “Dataloger kan bruge filosofi til at udvikle mere fair og ansvarlig AI. Omvendt kan AI hjælpe os med at skærpe nogle af de helt store spørgsmål om mennesket, der har optaget filosoffer i årtusinder.”

Fra forfatterskole til maskinoversættelse

Med sit halvlange, rødblonde hår, åbenstående skjorte og armbånd i træperler ligner den 44-årige professor mere en kunstner end en talknuser. Og det er heller ikke forkert. 

Når Anders Søgaard ikke åbner kølerhjelmene på sprogmodeller og udforsker teknologiens matematiske koordinatsystemer, spiller han musik, maler kunst og skriver skønlitteratur. 

“At lave kunst giver mig en kreativ vildskab og en villighed til at stikke en kæp i hjulet på mig selv som forsker, så jeg ikke kører fast i den samme rille i mit arbejde,” siger han. 

Filosofi og kunst har altid fyldt meget hos Anders Søgaard. I barndommen åd han sig igennem forældrenes filosofibøger og fordybede sig i musik. I folkeskolen gættede hans klassekammerater på, at han ville blive filosof og forfatter. Og sådan blev det. 

Som 18-årig blev Anders Søgaard optaget på Forfatterskolen. Kort efter begyndte han at læse filosofi på universitetet i Lund. Senere skiftede han til lingvistik på Københavns Universitet og endte som ph.d. i datalingvistik med speciale i kunstig intelligens, maskinoversættelse og datalogi.

“Under mit filosofistudie blev jeg frustreret over, at der ikke var et mere præcist sprog for at tale om nogle af de mest centrale spørgsmål i filosofien. Min vej ind i datalogiens verden henover logik, matematik og sandsynlighedsregning blev en søgen efter værktøjer, der kunne mejsle mening ud af det liv, jeg har fået tildelt her på jorden,” siger han. 

Internettet som træningscenter

Kunstig intelligens blev første gang brugt som begreb i 1956 af amerikanske forskere. Siden dengang har teknologien haft et overordnet mål: at genskabe alt det særegne ved mennesker i computerkode. 

Med sprogmodeller har forskere bygget en teknologi, der beviser, at sprog ikke er unikt menneskeligt, som filosoffen Descartes hævdede det for 400 år siden. Sprog kan derimod rekonstrueres matematisk.  

Når Anders Søgaard og hans kolleger træner sprogmodeller, fodrer de dem med tekstbidder hentet fra milliarder af ord på internettet. 
På trods af sprogmodellernes enorme regnekraft har de ikke kapacitet til at huske alle ord. Derfor træner forskerne dem i populært sagt at forudsige de næste ord i rækken. 

Anders Søgaard illustrerer med et eksempel fra den bogreol, der står i kontoret.

“Forestil dig, at jeg beder dig tage en bog, slå op på en vilkårlig side og læse 200 ord. Uden at læse videre skal du nu fortælle mig, hvilket ord, der kommer som nr. 201.”

For at løse opgaven perfekt, skal du have lært samtlige bøger udenad ned til hvert eneste ord. Det har din hjerne ikke båndbredde nok til. Derfor vil du ty til kvalificeret gæt ud fra din forståelse af verden, grammatik osv., forklarer Anders Søgaard. 

“Hvis du læser sætningen: “Manden gik ud ad…”, ved du, at det manglende ord sandsynligvis er “døren” og i hvert fald ikke “leverpostejen” eller “toiletkummen”. Den samme intelligente strategi tyer sprogmodeller til. Og det indikerer, at denne form for AI forstår verden på samme vis som os, uden at vi har trænet dem til det,” siger han. 

Bliver vi dummere? 

Sprogmodeller og AI i det hele taget er seneste skud på stammen af nye teknologier, der lader os udlicitere opgaver til maskiner, som vi tidligere selv udførte. Det samme skete med lommeregneren, vaskemaskinen og computeren. 

Når vi omfavner nye teknologier, vinder vi noget i effektivitet, men mister samtidig nogle færdigheder, forklarer Anders Søgaard. 

“Da skriftsproget blev til, frygtede den græske filosof Sokrates, at det ville svække menneskets hukommelse, hvilket det sandsynligvis også gjorde. Til gengæld fik vi store fordele ud af det, så det var en god byttehandel. Spørgsmålet er, om det også gælder denne gang: Er vi ved at udlicitere noget væsentligt med kunstig intelligens? Og hvis vi er, kan vi så kompensere for det, vi mister?,” spørger han retorisk.

Anders Søgaard står ikke alene med frygten for, at menneskeheden er ved at indgå en faustisk pagt med kunstig intelligens.  Amerikansk forskning viser, at intelligens (IQ) for første gang siden industrialiseringen er faldende i den vestlige verden. I artiklen “The End of Thinking” giver journalist Derek Thompson AI skylden for menneskets tiltagende dumhed: 

“Jeg frygter, at vi forbereder os på den påståede ankomst af en superhjerne ved at give os selv det hvide snit og lulle os ind i en tilstand af uopmærksomhed og manglende nysgerrighed, kendetegnet ved mindre læsning, mindre skrivning og mindre tænkning.” 

AI-professoren er et paradoks

Anders Søgaard er ikke fan af at polarisere debatten om kunstig intelligens. Han tillader sig at indtage synspunktet, at AI både kan være godt og skidt samtidig. 

“Kunstig intelligens har gjort information tilgængelig for flere mennesker end nogensinde før, herunder ordblinde og blinde. Omvendt har teknologien også midlerne til at destabilisere demokratier og gøre os til endnu større slaver af vores skærme,” siger han.

AI brager lige nu ureguleret afsted med hjælp fra techmilliardærer med meget dybe lommer. Hvis ikke vi tager de nødvendige samtaler om, hvad teknologien skal bruges til, risikerer vi, at den løber os af hænde, advarer Anders Søgaard.

“Lige nu eksisterer der et vindue for at handle. Og vi har ikke lyst til at sidde på bagkant, som med sociale medier, hvor vi i dag føler, vi kunne have sat ind noget tidligere,” siger han

Ligesom de fleste forældre har Anders Søgaard indført en skærmpolitik i familien. Før sengetid lægger hans tre børn deres telefoner i en boks.

“Min mor forskede i alkoholmisbrug, så jeg er meget bevidst om, hvor irriterende man kan være som forælder, når man tager sit arbejde med hjem til sine teenagebørn. Derfor forsøger jeg at begrænse indspark som ‘har du overvejet at lægge den telefon væk’. Spørger du mine børn, vil de sikkert sige, at jeg har svært ved det,” griner han.

Kunstig intelligens har indtaget kommunikationsbranchen

Der er noget paradoksalt over Anders Søgaards forhold til den digitale verden. Selvom han har viet sit arbejdsliv til AI, er Anders Søgaard ikke på sociale medier, ser sjældent fjernsyn og lever så analogt som muligt uden for universitetets mure. 

“Jeg forsøger at indrette mit liv, så jeg kan være mere til stede i det. Vores tid på jorden er meget begrænset, og jeg har altid været optaget af, hvorvidt det er muligt at nå et sted hen, hvor jeg fatter noget som helst af, hvad pokker der foregår,” siger han med et smil. 

Det lyder som en Gajolpakke-sandhed, indrømmer Anders Søgaard, men jo mere han forstår, jo mere indser han, at han ikke forstår. “Og det er der også noget smukt i,” siger han. 

Kunstig intelligens breder sig hurtigt i samfundet, og i nogle brancher er den allerede blevet hverdag. Det gælder ikke mindst i kommunikationsbranchen. 

I en K-fags undersøgelse fra 2025 svarede 88 procent af respondenterne, at de bruger AI-værktøjer til tekst, billede, sprog eller marketing. 68 pct. af de adspurgte kommunikatører, der har AI som arbejdsopgave, tror, at de opgaver, de løser i dag, vil blive udført af AI inden for fem år. 

Anders Søgaard forstår godt, hvis nogle kommunikationsfolk er bange for, at de med brugen af AI-værktøjer er ved at save den gren over, de sidder på.

“Vi taler typisk om kommunikationsfolk som nogen, der primært laver omstillingsarbejde. Altså: de udvælger noget information, fx. et interview eller en rapport, redigerer i indholdet og hælder det ud i outputkanaler som tekst, lyd, billeder eller video. Og lige præcis den form for arbejde, er sprogmodeller gode til at løse,” siger Anders Søgaard. 

Det er dog en reduktionistisk måde at anskue kommunikationsbranchen på, mener han:

“Hvis AI-værktøjer bliver brugt med omtanke, kan de reducere omstillingsarbejdet og skabe plads til det, der har størst værdi. Sprogmodeller kan fx. hjælpe med at skærpe dit fokus som kommunikatør, så du lettere kan finde frem til det, du er dygtigst til,” siger han. 

“AI risikerer at tage arbejdsglæden fra os”

Frem for at frygte kunstig intelligens bør kommunikatører spørge sig selv, hvad de egentlig holder mest af i deres arbejde. Hvis glæden ligger i at stirre på et blankt dokument og lade tankerne vandre, indtil en stærk indledning tager form, giver det ikke mening at overlade den del til en sprogmodel, siger Anders Søgaard.

“En af de største risici ved AI er, at teknologien tager arbejdsglæden fra os. Hvis du udliciterer alt dit arbejde, hvad står du så tilbage med? Det kan godt være, at din artikel bliver dårligere af, at du selv kæmper med den. Men jeg er overbevist om, at verden bliver et bedre sted, hvis den form for hjernegymnastik ikke går tabt.”

Arbejdsglæden har han stadig selv intakt. Som Geppetto arbejder Anders Søgaard videre med at give liv til sine digitale “dukker” i form af sprogmodeller. Men hvor historien om Pinocchio ender lykkeligt, er udfaldet med virkelighedens AI langt mere åbent.

Som Anders Søgaard skriver det i “Maskinerne kommer indefra”: “Vi står ved en skillevej. På den ene side en verden med større frihed og flere muligheder. På den anden side en verden, hvor kunstig intelligens udnytter vores skrøbelige biologi. Så hvilken vej går vi?”