Hvis man ‘ville noget’ med sin karriere dengang, skulle man ankomme som den første og gå som den sidste
Et særligt råd fra en onkel har fulgt Troels Rud, siden han fik det: Gå hjem fra arbejde, i stedet for at blive hængende for overarbejdets skyld. Foto: Büro Jantzen
I starten af karrieren skulle Troels Rud halvløbe til kopimaskinen for at vise, at han havde travlt. Men da han først bed sig fast på arbejdsmarkedet, blev andre ting vigtigere for ham.
Det var ‘åndssvagt’, den måde, man som medarbejder skulle vise, at man havde travlt på Troels Ruds første arbejdsplads.
“Det var en karikeret indsats, hvor unge medarbejdere nærmest løb ud til kopimaskinen for at vise, at man arbejdede hårdt,” fortæller Troels Rud, som i dag arbejder som kommunikationskonsulent i Ny Carlsbergfondet.
Den 46-årige kommunikatør har siden det første job arbejdet som blandt andet kommunikationschef og musikskribent.
Min karrierevej
Hvordan havner kommunikatører i et bestemt job eller karriereforløb? Det taler DM Kommunikation med kommunikatører om i denne serie. I artiklen her spørger vi Troels Rud om, hvordan han sørger for at have det godt på arbejdet, og hvordan han fandt sin mavefornemmelse.
Men på hans allerførste arbejdsplads i Københavns Kommune i starten af 10’erne var kulturen typisk for politiske organisationer dengang. Hvis man ‘ville noget’ med sin karriere, skulle man ankomme som den første og gå som den sidste, husker Troels Rud.
Han ville ønske, at han havde været bedre til at gå hjem, fremfor at sidde tilbage med opgaver, som sagtens kunne vente til dagen efter. På den måde ville han også have haft mere energi til travlere perioder.
“Som nyuddannet ved du ikke endnu, hvad du kan. Så tænker mange måske: ‘Jeg er i hvert fald flittig’. Det er godt at være flittig, men chefer kan også lynhurtigt læse, om du er dygtig eller ej, og det har ikke noget at gøre med, om du sidder på pinden i 7 eller 10 timer,” siger han i dag.
Et benhårdt arbejdsmarked
Da Troels Rud blev færdiguddannet i kølvandet på finanskrisen, husker han, at der var op mod 500 ansøgere per opslået job. Det var en usikker måde at starte arbejdslivet på, og Troels Rud og hans studiekammerater blev opfordret til at søge ulønnet virksomhedspraktik for at få foden inden for på arbejdsmarkedet.
Men det benhårde jobmarked gav ham også en drivkraft til at gøre sit bedste for at ‘bide sig fast’.
Da han fik sit første job i Københavns Kommune, som var både spændende og lærerigt, var læringskurven stejl.
Pludselig skulle han vænne sig til at have ansvar. Han mærkede det hele tiden, fordi nye situationer opstod hver dag. Hvordan ved man, at det går godt? Hvornår skal man bede om hjælp? Hvordan leder man et møde?
“De første år på arbejdsmarkedet brugte jeg meget energi på at tænke tingene igennem. Det er ikke sikkert, at det har virket sådan på kolleger, men jeg observerede alt, hvad andre gjorde, og var ekstremt lydhør over for ledelsens signaler,” fortæller han.
Problemet med den tilgang, som Troels Rud lærte, er, at man godt kan komme til at gøre tingene for generisk. Det kan også være fint i nogle tilfælde, men der er ofte et udviklingsaspekt i kommunikationsopgaver, mener han.
“Hvis du bare gør det typiske, er det ikke særligt godt for kreativiteten. God udvikling kommer ikke, når du er usikker eller overdrevent autoritetstro,” siger han.
Med erfaringen kom både mere mavefornemmelse og modet til at være uenig.
Indflydelse på det næste job
Da Troels Rud ti år inde i sin karriere fulgte sin mavefornemmelse og sagde op fra en arbejdsplads i kaos, blev han efterfølgende kaldt til samtale på fire ud af de fem jobs, han havde søgt. Det gav en fornemmelse af, at han rent faktisk selv kunne være med til at bestemme, hvad han ville arbejde med.
“Det gav en enorm selvtillid og følelsen af, at jeg med min erfaring nu selv kunne have indflydelse på, hvor mit næste job skulle være,” siger han.
Han har aldrig gået til sine jobansøgninger på en særlig måde, men kan konstatere, at han bliver bedre til at skrive dem, jo mere han øver, og at erfaring på CVet gør en stor forskel.
Det med at følge mavefornemmelsen har Troels Rud ikke altid haft let ved i sit arbejdsliv. Han er blevet lidt for længe i dårlige arbejdsmiljøer, indtil det gik op for ham, at man skal flytte sig, hvis man ikke kan ændre arbejdsmiljøet.
“Jeg tror, at drømmejobbet kommer an på, hvilken fase du er i i dit liv. Men det duer ikke, at du går rundt og mistrives 40 timer om ugen,” siger han.
Han er med tiden blevet klogere på, hvilken retning han vil i arbejdsmæssigt. Nu føler han sig heldig at have fundet et sted, hvor område, opgaver og rammer går op i en højere enhed.
Da Troels Rud søgte sit nuværende job, var det også mavefornemmelsen, som bestemte.
“Jeg ville tilbage til kulturområdet, og jeg var så heldig, at Ny Carlsbergfondet lige stod og manglede en profil som mig i forbindelse med strategisk udvikling. Det var god timing,” siger han.
Troels Rud kan ikke forestille sig at skulle lave en konkret plan for sin karriere. Han tror, man risikerer at afskære sig for nogle gode muligheder.
“Man skal være åben, men først og fremmest skal man få sig de første erfaringer. Og dem kan man få hvor som helst, når man er tidligt i karrieren. Så bliver det også lettere at følge sin mavefornemmelse,” siger han.
Sådan sørger Troels Rud for at have det godt på arbejdet
Det er vigtigt for Troels Rud at gøre, hvad han kan, for at have det godt, når han går på arbejde.
Her er de ting, som Troels Rud gør:
- Bidrager til en konstruktiv stemning i arbejdsfællesskabet, hvor der også er tid til at hjælpe hinanden med opgaver.
- Lader være med at bekymre sig om småting.
“Det er dog lettere, når man har 15 års erfaring, end som nyuddannet” siger han. - Er bevidst om, at uanset hvor glad han er for sit arbejde, er det ikke hele hans identitet.
“Jeg skal også have overskud til en koncert eller at hente børnene tidligt nogle dage.” - Laver det, han skal den dag, og går så hjem, i stedet for at blive hængende for overarbejdets skyld.
Lønguide for kommunikatører
Tjek din løn i DM's store lønguide for kommunikatører. Her kan du se, hvad andre kommunikatører tjener. Så er du godt på vej til din næste lønstigning.