Spring menu over

Da Anna Vibeke Nielsen fik brystkræft, fik de små ting større betydning

Anna Vibeke Nielsen Kreditering Arla

Tidligere fokuserede Anna Vibeke Nielsen på, hvad hun ikke gad lave eller syntes var fedt på arbejdet. I dag har det ændret sig, og hun spørger i stedet sig selv, hvad der gør hende glad, og hvor hendes kompetencer ligger. Foto Arala

Sofia Tøfting
Del artikel:

Da Anna Vibeke Nielsen fik en brystkræftdiagnose for tre år siden, begyndte hun at sætte mere pris på de små ting, også i arbejdslivet. Det er væsentligt for hende at arbejde med noget, som hun bliver glad af og er god til.

Da Anna Vibeke Nielsen fik brystkræft for tre år siden, var der nogle ting, som ændrede sig for hende i arbejdslivet. 

Hendes identitet var ikke længere bundet op på en jobtitel, fordi hun blev nødt til at sætte arbejdslivet på pause. 

Og så fik de små ting større betydning. 

“Det satte en masse tanker i gang. Man finder ud af, hvad der er vigtigt,” fortæller Anna Vibeke Nielsen, som i dag er erklæret kræftfri.  

Efter hun blev syg og arbejdslivet blev sat på pause, blev det tydeligt for hende, at hun ikke kan sætte lighedstegn mellem sin jobtitel og sin identitet. Når fremmede spurgte hende: ‘Hvad laver du så?’, måtte hun finde en ny selvfortælling. 

“Da jeg fik kræft, var jeg pludselig ikke kommunikationsrådgiver mere. Men jeg havde heller ikke lyst til at være en kræftpatient,” siger hun. 

Kræftdiagnosen har haft stor betydning for måden, som Anna Vibeke Nielsen anskuer meningen med sit arbejdsliv, fordi den gav en anledning til at kigge nærmere på hendes værdier, og hvem hun egentlig var og gerne ville være. 

Min karrierevej

Hvordan havner kommunikatører i et bestemt job eller karriereforløb? Det taler DM Kommunikation med kommunikatører om i denne serie. I artiklen her spørger vi Anna Vibeke Nielsen, hvordan en kræftdiagnose vendte op og ned på arbejdslivet, og hvordan hun finder glæde i de små ting. 

De små ting betyder meget 

Vi går på arbejde som hele mennesker, og dem skal der være plads til, mener Anna Vibeke Nielsen. 

Det blev aktuelt for hende, da hun fik kræftdiagnosen, mens hun arbejdede på sin tidligere arbejdsplads Norlys. 

Anna Vibeke Nielsen oplevede heldigvis en virksomhed, som greb hende med støtte og opfordringer til at blive rask frem for at skynde sig tilbage på arbejde. Hun havde også omsorgsfulde kolleger, som løbende tjekkede ind.  

Før i tiden havde hun en tendens til at fokusere på de ting på arbejdet, som hun ikke var glad for. Efter kræftdiagnosen vendte hun sit fokus og fokuserede bevidst på de ting, som gjorde hende glad. Det startede med de små ting. 

“Jeg er mindre drevet af titler og mere af, om jeg er glad,” siger hun. 

Da hun var syg, havde hun meget angst, som blev forstærket, når hun så tegn på sygdom på sin krop. Det affødte flere af samme slags negative tanker, mærkede hun. 

Men det gør de positive tanker også. ‘Sikke en flot blå farve på kontoret’ eller ‘Ej, en god kop kaffe’. Den slags tanker avler flere af samme slags, og så får man et liv med mere glæde, mærker Anna Vibeke Nielsen. 

Alle har et ansvar for at skabe glæde på arbejdspladsen, mener hun. 

“Jeg er generelt opmærksom og nysgerrig på andre og på, om dem omkring mig har det godt. Jeg prøver at bidrage til en god energi og ikke bare dræne den,” siger hun. 

Tør at sige op 

Før hun startede i sit nuværende job ved Arla Foods som Communications Manager, arbejdede Anna Vibeke Nielsen som Senior Communications Advisor i Norlys. 

Hun elskede kollegerne og var glad for at være der. Problemet var bare, at hun var stoppet med at se en udviklingsvej.  

Det er meget væsentligt for Anna Vibeke Nielsen at kunne se en meningsfuld retning på arbejdspladsen, hvor hendes kompetencer bliver bragt i spil, og hvor arbejdet giver hende energi.  

Hvis hun ikke kan se den retning længere, så har hun modet til at tage en selvvalgt pause, fortæller hun. 

“Hvis jeg finder ud af, at et job ikke længere er et match, så tør jeg godt sige op,” siger hun.  

Det har Anna Vibeke Nielsen gjort tre gange i sit arbejdsliv. Hun synes ikke selv, at hun har været for hurtig på aftrækkeren. Da hun første gang sagde op fra et job, var det efter hun havde arbejdet med presse i tre et halvt år i SAS. 

Et job, som hun, ligesom sine andre tidligere jobs, ser tilbage på med glæde.  

Men i SAS fandt hun ud af, at hendes kompetencer lå et andet sted. Også selvom hun klarede pressearbejdet godt.  

“Arbejdet faldt mig ikke så naturligt. Det gjorde mig stresset. Jeg skulle bruge for meget energi, fordi indsatsen var for stor,” siger hun. 

For Anna Vibeke Nielsen handler det om at ramme et bestemt ‘sweet spot’, hvor hun arbejder med noget, hun er god til, som også gør hende glad. 

Det ‘sweet spot’ er hun heldigvis landet i nu hos Arla Foods. Og her er der masser af små dagligdags ting, som gør hende glad. Som for eksempel at grine med en kollega. 

“Vi tilbringer så meget tid sammen, så de gode relationer betyder meget,” siger hun. 

 

Gode råd, som Anna Vibeke Nielsen kunne have brugt tidligere i sin karriere


Tænk karriere bredere end opad

Karrieren kan bevæge sig til siden eller skråt – eller udvikle sig inden for samme job. Det vigtigste er ikke nødvendigvis at blive chef, men at blive ved med at arbejde med noget fagligt spændende, der føles meningsfuldt. 

Gå efter det, der giver arbejdsglæde og sætter dine kompetencer i spil

Vær opmærksom på, hvad der giver dig energi i arbejdet, og stræb efter at ramme det ‘sweet spot’, hvor du er fagligt stærk og glad. 

Lyt til din mavefornemmelse og flyt dig, hvis et job ikke længere er et match

Hvis du oplever, at dit arbejde ikke længere passer til dig, kan forandringen kræve, at du selv tager initiativ til den. Også selvom det betyder at tage en pause.  

Plej dit netværk

Relationer betyder meget i arbejdslivet. “Uden mit netværk havde jeg nok ikke fået mange af mine jobs,” siger Anna Vibeke Nielsen. 

Lønguide for kommunikatører

Tjek din løn i DM's store lønguide for kommunikatører. Her kan du se, hvad andre kommunikatører tjener. Så er du godt på vej til din næste lønstigning.

Seneste artikler

Læs alle artikler

Akademikerbladet

Akademikerbladet.dk

Genveje