”Særligt med den foranderlighed og usikkerhed, der er lige nu, er det vigtigt at være på tæerne”
Mikkel Friis-Thomsen. Foto PR
Mikkel Friis-Thomsen, direktør for kommunikation og marketing i ’Rambøll Energy & Management Consulting’, fortæller, hvordan han holder sig fagligt opdateret.
”Jeg er netop startet i Rambøll, hvor jeg er ansvarlig for kommunikation og marketing i den del, der handler om energi og ’management consulting’. Min opgave er arbejde for, at Rambøll og begge forretningsområder er superklart positioneret, når det kommer til rådgivning af virksomheder og udvikling af energiforsyningen i samfundet. Før Rambøll har jeg været kommunikationsdirektør i PFA og Danfoss.
Som kommunikatør er noget af det allervigtigste at være på forkant med, hvad der sker i verden for at sætte arbejdet i kontekst til det. Særligt med den foranderlighed og usikkerhed, der er lige nu, er det vigtigt at være på tæerne. Derfor følger jeg selvfølgelig meget med i medierne, særligt ’Financial Times’, ’Reuters’, ’Børsen’, ’TV2’ og ’Finans’ og så videre.
Der er en del nyhedsbreve, som med jævne mellemrum lander i min indbakke. Det kan være ’Harvard Business Review’, som for nyligt gav tips til, hvordan man laver en personlig AI-assistent.
På LinkedIn bliver jeg superinspireret af at se, hvordan andre kommunikerer. Det kan være folk fra mit eget netværk eller talspersoner fra virksomheder.
I det hele taget er jeg meget fokuseret på at lære af andre. Der er en del virksomheder og kommunikationsfirmaer, som afholder korte online seminarer. Det er en god måde at blive klogere på. Online masterclasses er også en måde at få ny viden og nye værktøjer på. Det er supergodt at følge for eksempel Schweiziske ’IMD’, hvor nogle af de skarpeste eksperter holder oplæg om emner som bæredygtighed, innovation, ledelse og strategisk kommunikation.
Hvis jeg kører tidligt på arbejde, er det meget givende at koble af ved at høre lydbøger. Som leder var det spændende for mig at lytte til for eksempel Pia Søltofts ’10 ting ledere kan lære af Kierkegaard’. Det er en relativ kort og værktøjsorienteret lydbog, som er en kombination af noget meget konkret fagligt og noget, der giver én noget at tænke over.
Podcasts er gode, for dem kan du have med overalt, og når jeg hører dem, bliver jeg inspireret til, hvordan virksomheder kan bruge podcasts i strategisk og intern kommunikation. Jeg bliver meget inspireret af podcasten ’In Good Company’ med Nicolai Tangen, som er CEO i Norges Bank Investment Management. Podcasten handler om alt fra kommunikation og marketing til innovation og forretning. Han trækker spændende profiler ind såsom Elon Musk og Jens Stoltenberg.
En anden podcast, jeg hører, er ’Jagtradio’. De tre gutter Henrik Povlsen, David Carsten Pedersen og Mark Stokholm er meget passionerede jægere, og fortæller om deres oplevelser med jagt. Måske er det svært at få øje på, hvordan det er relateret til min faglighed, men faktisk inspirerer jagt mig rigtig meget. Som kommunikatør skal du kunne agere hurtigt og sætte dig ind i nyt og kompliceret stof. Det er det samme, jeg var udsat for, da jeg tog jagttegn hen over vinteren med min søn. Det er faktisk sværere, end man lige skulle tro at lære at genkende forskellige vildttyper. Jeg fik absolut både noget fagligt og personligt ud af at terpe det kæmpe pensum.