Spring menu over

Sådan holder jeg mig fagligt opdateret

Anne Nimb
Del artikel:

Julie Bremholm Sørensen, kommunikations- og marketingansvarlig hos WTC advokaterne | advokataktieselskab, hvor hun har været ansat siden 2020, fortæller, hvordan hun holder sig fagligt opdateret. Julie er cand. comm fra RUC:


"Jeg er den eneste, der arbejder med kommunikation og marketing hos WTC advokaterne, som er et full-service advokatfirma med kontorer i Hillerød, Helsingør og Nykøbing Falster. Jeg har arbejdet her i 5 år nu, og har i løbet af årene fået bygget min egen ’afdeling’, hvor jeg løser mange forskellige kommunikations- og marketingopgaver, der skal skabe kendskab, skaffe flere henvendelser til vores firma og i sidste ende flere kunder.

Da jeg blev ansat, var det fordi de mente, de havde brug for en medarbejder, der kunne lægge indhold op på sociale medier, men det har udviklet sig i løbet af de 5 år, så jeg nu ikke bare passer de sociale medier, men også al anden kommunikation, som hjemmesiden og vores interne kommunikation.

LinkedIn er den platform, jeg bruger mest tid på for at følge med i mit fag. Jeg er selv forholdsvis aktiv, og lægger en del opslag op, f.eks. om tips og tricks til brugen af LinkedIn, eller opslag, hvor jeg kobler små hverdagssituationer med noget fagligt. For eksempel, hvordan man kan se, hvilken medarbejdertype man er, på den måde, man fylder sin opvaskemaskine på.

Jeg følger også sider og personer, der skriver noget om kommunikation. Det har været Kommunikation og Sprog og K-Forum, og nu skal det jo så være DM Kommunikation. Jeg går blandt efter at følge med i, hvilke arrangementer og webinarer, der er på vej og hvad der ellers er af nyt.

Og så følger jeg mange af dem, der arbejder med kommunikation og som deler gode, nemme og håndgribelige tips og tricks om vores fag. Jeg følger f.eks. Simon Linde, Ditte Marie Bro Pedersen og Julie Torp Rehn.

Richard van der Blom er også værd af følge på LinkedIn, hvis man ønsker at holde sig opdateret med ”Algorithm Insights”.

Instagram bruger jeg meget til det mere personlige, men det er også interessant som inspirationskilde. Jeg følger en del, som jeg synes er gode til at skrive tekster og så lærer jeg af dem. Jeg kan godt lide at læse tekster, hvor jeg kan afkode, hvilke greb, der er brugt for at fastholde læseren. Det synes jeg for eksempel, at en som Michella Meier-Morsi er god til. Det må der også være andre, der synes, for hun har over en halv million følgere.

Webinarer bruger jeg mest til at holde mig fagligt opdateret, ofte er det værktøjskurser. Det er især nødvendigt i min stilling, hvor jeg har mange kasketter. Og med den teknologiske udvikling, der er indenfor kommunikation, er det praktisk at kunne blive opdateret på et par timer. Jeg har været glad for at følge og deltage i blandt andet Markable. De har nogle gode tips.

Jeg bruger AI ret meget til tekster og idegenerering – ChatGPT er næsten som at have fået en god kollega, jeg kan sparre med i det daglige. Jeg har været på en del kurser om AI, for eksempel SEO optimering med AI, eller kurser om, hvilke værktøjer indenfor AI, der er bedst.

Jeg er glad for at lytte til lydbøger – ’Jytte fra marketing’ hørte jeg som lydbog og også podcasts, mest DR’s – det er mest samfundsorienterede og historiske programmer, og nyhederne går jeg også op i at følge.

 

Seneste artikler

Læs alle artikler

Akademikerbladet

Akademikerbladet.dk

Genveje