Spring menu over

Mod til at gøre op med ’plejer’ har solgt Carlsberg Byen

Del artikel:

Opgaven er løst, den sidste mursten i Carlsberg Byen er næsten lagt, snart er hele området overdraget, og Udviklingsselskabet Carlsberg Byen lukker. Så marketingchef Anette Langberg skal snart se sig om efter et nyt job.

For otte år siden trådte Anette Langberg ind i en verden, hun ikke kendte meget til. Som ny i marketing i Carlsberg Byen, stod hun over for en enorm opgave: at markedsføre og brande et helt nyt bykvarter i København.

Carlsberg Byen nu så godt som færdig, men da Anette blev ansat, var området en kæmpe byggeplads, og det kunne være svært at forestille sig det endelige resultat. 

"Vi sad i gamle barakker, og jeg forstod nok i virkeligheden ikke helt omfanget af det, vi var ved at skabe," fortæller hun. 

Men Anette har en baggrund i modebranchen, og den kunne hun bruge i sin tilgang til markedsføring i ejendomsbranchen, der er en ret traditionelt tænkende branche, hvor man ofte gør som man plejer. Men Anette begyndte ret hurtigt at udfordre de traditionelle metoder. 

"Jeg havde ingen erfaring med ejendomsmæglerbranchen eller klassisk marketing, men jeg vidste, hvordan man kunne skabe interesse og engagement. Også fra min uddannelse som kandidat i Medievidenskab fra Aarhus Universitet," siger Anette.

Langsigtede visioner 

En af de vigtigste strategier har været at have de lange briller på. 

"Vi har arbejdet strategisk på tværs af medier og platforme for at vende stemningen omkring Carlsberg Byen," siger Anette. Denne langsigtede tilgang har resulteret i, at boligerne nu stort set er udsolgt, udlejningen af erhverv er langt, byen er levende - og kvarteret bliver hyldet i internationale medier.

 "For otte år siden var der ikke meget ros til udviklingen af Carlsberg Byen, men med et langt, sejt træk har vi formået at skabe en positiv fortælling, der resonerer både lokalt og internationalt," forklarer hun.

Anette og hendes team har ikke været bange for at bryde med normerne, og det har ført til innovative markedsføringsgreb som influencer-samarbejder og virtual reality-projekter, der har skabt opmærksomhed omkring Carlsberg Byen som det nye boligområde og bykvarter i i København. 

"Vi indgik et samarbejde med en influencer, der flyttede ind i en af vores lejligheder og bl.a. delte sine oplevelser på sociale medier. Det var en stor succes og hjalp os med at nå ud til en bredere målgruppe, vi ikke havde succes med at få fat i via de mere traditionelle medievalg." fortæller Anette. 

Helhedsorienteret branding 

Alt i Carlsberg Byen er en del af brandingen. 

"Ejendommene, lejerne, træerne, butikkerne – alt influerer folks opfattelse af Carlsberg Byen," forklarer Anette. Denne holistiske tilgang har skabt en intern forståelse for, hvordan alle dele spiller sammen og bidrager til helheden. 
 
Alle dele af udviklingsselskabet har været vigtige sparringspartnere i forhold til at sikre, at brandingen og markedsføringen var i tråd med den overordnede vision for Carlsberg Byen.

"I marketing har vi haft et stærkt team, der har taget sig af det kreative og været tovholdere. Og samarbejdet med specialister som fx vores mediebureau, har også spillet en vigtig rolle.” 

En af de udfordringer, Anette mødte i begyndelsen, var at ændre kollegernes opfattelse af kommunikation og marketing som fag. 

" I starten var der en tendens til, at mange godt kunne se marketing som en serviceafdeling, hvor man kunne bestille ting," siger Anette, der gennem årene har arbejdet målrettet på at vise værdien af sin afdelings arbejde. 

"Jeg har brugt meget tid på at forklare resultaterne af vores indsatser og vise, hvordan de har bidraget til forretningen," forklarer hun. 
Det har skabt en større forståelse og respekt for marketing som en vigtig del af organisationen. "Nu ser mine kolleger marketing som en strategisk partner, der bidrager til helheden," siger Anette.

Fremtidige udfordringer 

Nu, hvor projektet nærmer sig sin afslutning, ser Anette frem til at finde nye muligheder og fortsætte sin karriere et andet sted med en blanding af vemod og spænding. 

"Jeg føler, at jeg har gjort mit job i Carlsberg Byen. Det har været en fantastisk rejse, og jeg er stolt af, hvad vi har opnået," afslutter hun.

CV Anette Langberg

Marketingchef i Udviklingsselskabet Carlsberg Byen P/S 2018 - nu

Marketingkoordinator i Udviklingsselskabet Carlsberg Byen P/S 2016-17

Digital redaktør costume.dk 2015-16

Content Manager, Benjamin Media 2013-14

Web assistant Eurowoman 2012

Uddannelse: Cand.mag i medievidenskab fra Aarhus Universitet og tilvalgsfag i journalistisk formidling fra Danmarks Journalisthøjskole.

 

Seneste artikler

Læs alle artikler

Akademikerbladet

Akademikerbladet.dk

Genveje