Find din panel-debat-power til folkemødet

PROBLEMET

Onde tunger siger, at paneldebatten blev opfundet af en mand, som elskede at sidde højt hævet over alle andre på en scene. Alt imens han talte i timevis i øst og vest med sine tre bedste venner, mens de bevidst ignorerede de 100 mennesker, som lyttede og kiggede fra deres dårlige klapsammen-stole.

Folkemødet nærmer sig. Det er Peak Panel-tiden på året. Det burde derfor med rette hedde panelmødet. Formatet er altdominerende og anvendes til alt af alle i Allinge. Det opfattes, ikoniseres og idealiseres her som det samtalende demokrati i aktion. Hvor end du vender blikket i de dage på klippeøen, sidder der derfor tre djøf'ere på barstole med en hurtigsnakkende Clement Kjersgaard-type som vært. En djøfokratisk panel populisme hersker, hvor det er løsningen på alt debat. 

Populariteten har desværre medført en manglende respekt for, hvad formatet kan og ikke kan. En god paneldebat kræver typisk en større indsats end et solo-interview eller foredrag. Det kræver nemlig dynamisk tilstedeværelse og ping-pong med de andre deltagere og publikum.

Magtfulde mennesker med meget på hjerte elsker paneldebatten, men kærligheden er ikke delt af alle. De fleste almindelige mennesker har oplevet så mange kedelige, energiforladte paneldebatter, at de er kørt sur i formatet og har fået nok. Dødssynderne er mange og kedsomheden har mange udspring. Forberedelsen og iscenesættelsen er ofte gået fløjten. Højt betalte speedsnakkende kendis-moderatorer og afdankede tv-værter farer forvildet rundt og taler kort med deltagerne. Panelet er ofte et uigennemtænkt sammenrend af temaet og organisationens usual suspects og venner af huset.

Energien forsvinder ofte, fordi hverken moderator eller deltagerne lytter og taler sammen. Samtalen er ikke nok i fokus. Deltagerne bygger ikke videre på hinandens pointer eller stiller spørgsmål, men leverer blot deres standardoplæg ude af kontekst og "ser" ikke de andre. Ofte fylder moderatoren for meget, som var han/hun den vigtigste paneldeltager med ubegrænset taletid og mikrofonadgang.

Specielt højpolitiske paneldebatter kan ende som uklædeligt mundhuggeri og konstante afbrydelser, hvor ingen rigtigt får kommunikeret deres holdning. Her tipper debatten over og bliver noget, som minder om en folkedomstol og kongressionel høring. Her råbes mere end der lyttes. Her slår udskamningen og ’det altså for dårligt at’… al dialog ihjel. Andre gange bliver debat-dagsordenen for rigid og dominerende. I misforstået debat-dogmatisme stilles det samme identiske spørgsmål til alle panelets deltagere, velvidende at der sjældent er noget nyt og interessant, som kan svares anden og tredje gang på det samme generiske spørgsmål.

Mange moderatorer elsker at slutte debatten af med et stort hvad-er-dit-budskab-bravournummer-spørgsmål. Problemet er, at deltagerne 9 ud af 10 gange blot gentager det, de allerede har sagt, hvilket er spild af taletid og langt vigtigere tilskuertid. Specielt på Folkemødet kan top-irriterende jovial klovneri- og konceptmageri få frit spil med klappehatte, quizzer og trafiklys-kort, hvilket er en distraktion for et vigtigt emne.

Andre gange fylder moderatorerne for lidt, hvor de fejt og forfejlet undlader at afbryde og styre samtalen. De glemmer her at være tilskuerens og selve oplevelsens advokat og beskytter. Her er moderator, panelister og tilskuerne taget som gidsler. Andre gange har moderatoren tydeligvis en højstatus-kendis-darling i panelet, som får særbehandling og særdeles meget taletid, kun afbrudt af sleske spørgsmål. All-male panels er en PR-katastrofe, som for alt i verden skal undgås.

LØSNINGEN

Det gode ved paneldebatter er, at niveauet er ekstremt lavt. Årtiers oplevelse af dårlige og kedsommelige paneldebatter betyder, at selv den mindste omtanke og energi bliver modtaget med kyshånd. Altså man bliver knuselsket som folkehelt, blot man ikke keder tilskuerne til døde.
Ergo: Lyt, lyt og atter lyt på, hvad de andre stemmer siger i panelet. Det er præmissen og fundamentet for, at samtalen opstår for såvel panelist som tilhører. Her udvises respekt og lydhørhed, gerne efterfulgt af opfølgende, ægte nysgerrige spørgsmål eller parafraser over de andres udsagn. Hvad der styrker ikke blot den fælles debat, men også den panelist og moderator, som udviser denne dialogiske styrke. En styrke, som blot bliver endnu stærkere, hvis man som panelist ikke altid tager ordet som den første, men giver plads til de andre i panelet. Jo mere lyttende og lydhør, jo mere sympati får man fra salen. Det handler ikke om at vinde paneldebatten i et hundeslagsmål, men at tage ansvar for at afdække og belyse problematikken, så det bedste argument vinder.
Ikke blot lydhør dialog, men også mere energi og mere humor, er vejen til en bedre paneldebat. Når det lykkes, er det en super dynamisk, begavet, vittig og uforudsigelig, høj-energisk samtale mellem begavede mennesker, som anerkender tilskuernes begavelse og vid.
Den gode debat sikres ved, at moderatoren tager ansvaret for at starte og lukke. Det vil sige ser sig som oplevelsens instruktør i ethvert tilfælde og for enhver pris, selvom det betyder at lukke top-CEOs, kendisser og politikere ned hårdt og brutalt, når de taber tråden. Det betyder, at man skal ofre paneldeltagernes ego for tilskuernes krav og forventninger. Hvis du som moderator føler, det er langtrukket, har tilskuerne samme oplevelse gange 100.

Den gode debatinstruktør kaster ikke et uadresseret spørgsmål ud til hele panelet. Her opstår ofte tavshed, forvirring eller kaos, efterfulgt af, at den mest dominerende kendis-panelist tager ordet. Her skal styringen være direkte med en designeret svarperson, fordi moderatoren er det bedste svars beskytter og ambassadør.

Drop millimeterdemokratiet som moderator. Det er ikke en dødssynd, hvis nogle fylder mere end andre, hvis det, de siger, er mere interessant. Det betyder også, at moderator godt må afbryde for at skabe dybde, og bringe dialogen og oplevelsen det rette sted hen med afklaring og uddybende spørgsmål.

Kom gerne tidligt som både moderator og paneldeltager. Det er en enestående mulighed for at samtale og skabe relationer omkring temaet med dine vigtigste stakeholders. Lad aldrig panelisterne introducere sig selv. Det er og skal altid være moderatorens job. Hvis de selv præsenterer sig, kan det hurtigt blive for langt og for irrelevant.

En paneldebat er performativ. En iscenesat samtale. At sætte scenen er også at anerkende tilskuerne. Ergo inden for de første minutter viser den gode moderator, at tilskuerne er set og kan føle sig set. En god paneldebat kan, som et godt skuespil, forandre dit liv og erkendelse. Det er den sokratiske dialog i sin eneste nulevende form. I sin reneste form er den en invitation til fælles tænkning, hvor panelister lytter aktivt til hinanden og bygger videre på hinandens perspektiver.
Som panelist bliver du efter debatten som en subtil anerkendelse af tilskuerne og resten af panelet, og giv mulighed for dialog. Hvis muligt, nævn det eksplicit i din taletid, at man kan tale med dig efterfølgende. Vær også digital tilgængelig, og link op på LinkedIn med alt og alle som vil. Dette bygger relationer, som kan være guld værd for dig og organisationen længe efter debatten.

I forlængelse af den gode forberedelse bør moderator bede panelisterne om at forberede og stille spørgsmål til hinanden. Spørg ind til, hvad de vil spørge de andre om. Altsammen for at sikre, at dialogen sker på scenen og er i fokus. Typisk er disse spørgsmål skarpere og mere vinklede, fordi de repræsenterer positioner, hvor moderatoren jo er per definition skal være mere kedelig og neutral i sine mulige spørgsmål.

Anerkend som panelist de andres standpunkter, og byg broer mellem deres standpunkter og dine standpunkter, så du fremstår som brobyggeren, ikke ødelæggeren og den egoistiske foredragsholder. Det er den vigtigste etiske regel. Med brobyggerens optik åbner du for en debat, som kan leve videre på tilskuernes sociale medier og skabe bølger ud over paneldeltagerne. Det er nemlig den ultimative succes. At en paneldebat bliver en samtale, som fortsætter længe efter, at lyset er slukket i teltet.

Halleluja, har man bare så meget lyst til at råbe fra sin panelist-barstol til de to djøffere på barstole og den hurtigsnakkende Clement Kjersgaard-agtige vært. Upassende, sjovt og lidt skævt, men det er jo netop det som skal give paneldebatten den tabte energi tilbage.