Den sidste spydkaster

Lyset fra projektørerne fanger glimmeret, før de første toner af ’Smoke on the Water’ når øret i idrætshallen på Nørre Allé. En pailletjakke, et segboard, en elguitar og tændte stjernekastere klistret fast på en glimmerfarvet styrthjelm er blandt de rekvisitter, studielektor Mikkel Sørensen benytter, når han underviser i atletik på Institut for Idræt og Ernæring på Københavns Universitet.    

At opleve en underviser komme drønende ind i idrætssalen på et segboard iført glimmerkostume er langtfra det eneste, de studerende er blevet udsat for af 68-årige Mikkel Sørensen, gennem årene. På et tidspunkt peppede han en forelæsning op ved at rappe i MC Einar-stil, andre har set ham danse i gladiatorkostume under opvarmning, mens andre igen har udført strækøvelser til radioprogrammet Giro 413 eller øvet tilløb til spydkast, mens han spillede på en tromme.

Men for Mikkel Sørensen handler det ikke om sjov og spas, men om, at god undervisning begynder med indbyrdes relationer, motivation og i modet til at gå forrest og være anderledes. Han kalder det limbisk læring efter det område i hjernen, der er hjemsted for følelser og hukommelse, og bruger det målrettet til at skærpe effekten af læring.

”Hvis man kan skabe nogle stærke følelser omkring noget, husker man det bedre. Stærke indtryk giver store aftryk,” skriver han i sin egen artikel om at turde være anderledes.

Et andet eksempel på brugen af dette læringsprincip er, at han benytter YMCA-dansen, når de studerende skal lære ligningen F·t = m·Δv (kraft × tid = masse × ændring i hastighed). Han lader de studerende forme bogstaverne F T M V med armbevægelser for at huske ligningens symboler og lader på den måde rytme og bevægelse fremme forståelsen for teorien. 

Mikkel Sørensen har undervist i atletik i 41 år, men med udgangen af januar i år var det slut. Han var blandt de mange ansatte på SCIENCE-fakultetet, der blevet fyret i forbindelse med den store sparerunde på Københavns Universitet, som blandt andet skyldes øgede udgifter til det skandaleramte Niels Bohr-byggeri.

Efter et mindre succesfuldt ophold som engelskstuderende på Københavns Universitet Amager tog han idræt som sidefag på den daværende Danmarks Højskole for Legemsøvelser (DHL) i begyndelsen af 1980’erne. Han gik bogstaveligt talt ud ad døren i eksamenslokalet og ind igen og blev underviser samme sted i 1984.

Han var dansk mester i tikamp og længdespring og havde været træner for juniorlandsholdet i atletik, hvilket gav ham en eftertragtet kombination af praktisk eliteerfaring og faglig indsigt.

I 1997 blev DHL lagt sammen med August Krogh Instituttet ved Københavns Universitet og blev til Institut for Idræt, og efter endnu en fusion blev det til Institut for Idræt og Ernæring. Han har på egen krop oplevet den faglige og organisatoriske udvikling, som idrætsuddannelsen har gennemgået gennem fire årtier. Han fortæller, hvordan faglige miljøer blev slået sammen, og hvordan administrative strukturer blev lagt om, hver gang med nye intentioner om effektivisering eller samling – men også med en pris. 

”Der forsvinder altid kultur, når man fusionerer, i form af nærhed, de små traditioner og de tavse vaner. Man kan samle organisationer, men det kommer altid med en pris,” siger Mikkel Sørensen. 

For ham handler kultur ikke om noget nostalgisk, men om den tavse viden, den gensidige omsorg og den sammenhængskraft, der får et fag til at blive et miljø og ikke bare en uddannelse.

De studerende på bacheloruddannelsen i idræt kalder ham i deres brev til institutlederen, hvor de klager over fyringen, for ”en sand legende på studiet og en vigtig kulturbærer”. 

Mikkel Sørensens erfaring som elitesportsudøver gjorde det naturligt for ham at tænke bevægelse som indgang til forståelse, længe før begreber som kropslig læring blev moderne. Allerede fra første undervisningsår stod det klart, at hans undervisning ikke bare bestod af teknikker og repetition – men af et blik for, hvordan kroppen kan være en nøgle til både personlig udvikling, læring og fællesskab. 
Hans helt overordnede filosofi er, at ”kærlighed og respekt giver læringen effekt”.

”Jeg opfordrer de studerende til at være fokuserede og give noget af sig selv til fællesskabet, for det mentale har altid fyldt lige så meget som det fysiske,” siger han. 

Han var tidligt optaget af, hvordan attitude, fokus, mod og mental balance kan trænes – ikke som noget udenom, men som noget, der gør den teoretiske forståelse og den praktiske udførelse bedst mulig.
Det er også derfor, de studerende beskriver hans timer som både trygge og udfordrende – og hvorfor de vender tilbage til de samme ord i evalueringerne: energi, klarhed, overblik, koblingen mellem teori og praksis.

De studerende har i årevis givet ham nogle af de stærkeste evalueringer på instituttet. Når man læser dem samlet, danner de et mønster:

”Han har knækket koden for at undervise.”

”Det mest lærerige forløb, jeg har haft.”

”Han skaber et trygt rum.”

”En legende.”

For mange står mødet med ham som en formende erfaring, hvor de begynder at se sig selv som en del af et fagligt fællesskab. Det var også pointen i det brev, som hele 2. årgang sendte til institutlederen efter opsigelsen. Her beskrev de ikke bare et fagligt tab, men et tab af kultur: af en underviser, der satte retning og energi for hele årgangen.

I 2022 modtog han fakultetets pris som Årets Underviser – kulminationen på mange års konsekvent fremragende evalueringer, hvor årgange efter årgange krediterede hans timer for at gøre svære ting begribelige og fællesskabet stærkere. 

Mikkel Sørensens frustration over at være blevet afskediget handler ikke kun om beslutningen i sig selv, men om den manglende klarhed over årsagerne. Han har ikke fået et samlet billede af, hvorfor fakultetet netop nu skærer så dybt.

En af årsagerne, der bliver nævnt, er de øgede driftsudgifter i kølvandet på Niels Bohrbyggeriet, hvor forsinkelser og tekniske problemer har gjort driften dyrere end forventet.

Han valgte i sin tid undervisningen som sin primære opgave – med fuldt åbne øjne og uden at have forskningsret og -pligt. Det var her, han havde sin passion, og her, han mente, han kunne gøre størst forskel.

Men han er ikke i tvivl om, at valget også har gjort ham mere sårbar i et system, hvor forskningsmeritter vejer tungere i mange prioriteringer.

”Undervisningen har ikke helt samme status som forskning i det her system. Hvis jeg havde forsket, havde jeg nok haft bedre muligheder for lige at få et par år mere og selv bestemme, hvornår jeg skulle stoppe,” siger han. 

Mikkel Sørensen frygter, at kommende studieordninger vil udhule netop de forløb, der kræver tid, plads og fysisk tilstedeværelse – og dermed udhule den praktisk-teoretiske del, som er afgørende for, at kommende idrætslærere kan undervise med sikkerhed og kvalitet. 

Samtidig er han også bekymret for instituttets øvrige kerneområder som forskning og vejledning af de studerende. 
Mikkel Sørensen siger, at det er strukturerne og de politiske rammer, han er kritisk over for – de forhold, som har bragt fakultetet i en situation, hvor det overhovedet er nødvendigt at fyre et stort antal nøglemedarbejdere. 

”Jeg har forståelse for, at der har været nogle svære valg, som institutlederen har været nødt til at træffe. Det forfærdelige er, at vi er blevet bragt i en situation, hvor instituttet må skille sig af med en masse talent, erfaring og kultur i en tid, hvor samfundet har ekstremt meget brug for viden om idræt og ernæring,” siger Mikkel Sørensen. 

I de uger, der fulgte efter hans opsigelse, blev han mødt af en strøm af sympatitilkendegivelser fra studerende og kolleger. Flere skrev, at det føltes, som om man fjernede en del af uddannelsens identitet. En tidligere studerende formulerede det således: ”Man kan da ikke skille sig af med det allerpureste guld, man har.” En kollega skrev, at det var ”meget trist for NEXS, de studerende og den fremtidige idrætsuddannelse”.

Han havde forestillet sig nogle år endnu på Nørre Allé, hvis knæ og fysik ellers ville. Men nu åbner et andet felt sig – nemlig psykiatrien, hvor fysisk træning bruges som en del af behandlingen. Han fortæller, at overgangen til psykiatrien ikke kommer ud af det blå. I flere år har han haft en indre stemme, der hviskede, at han burde arbejde med psykisk syge og bruge fysisk træning som en del af behandlingen, men han overhørte den, fordi han var så glad for sit arbejde på Institut for Idræt og Ernæring.  

Det er først nu, hvor han er blevet skubbet i en ny retning, at han har handlet på det. Og det har vist sig, at der er gode muligheder for at komme til at arbejde inden for området, fortæller han.

Han understreger, at den nye retning ikke føles som en nødløsning, men som en ny spændende udfordring.

”Det er dejligt at arbejde med de her skønne unge mennesker, men hvis jeg kunne gøre noget for folk, der har psykiske udfordringer, så ville det i hvert fald ikke være mindre meningsfyldt,” siger han. 

Han ser psykiatrien som en mulighed for at kombinere sin erfaring som underviser og atletiktræner med et sundhedsfagligt miljø. 

”Det virker først chokerende og trist at blive fyret, men det kan sagtens vise sig også at være en gave. Jeg glæder mig til at lære nyt og bruge det, jeg kan, i nye rammer,” siger han.