Digi:talk24: Værdien af at være humanist på det digitale felt

Foto Simon Klein Knudsen

Af Berit Villadsen
Del artikel:

Hvad sker der inden for det digitale område lige nu og særligt med AI? Hvilke muligheder kan vi med fordel gribe? Og hvad med mine kompetencer? Det var nogle af de spørgsmål, som optog de godt 80 deltagere på DM Digis konference Digi:talk 24.

DM Digis konference Digi:talk24 Menneske i en digital verden blev afholdt for første gang i Akademikertårnet i København den 14. maj.

Deltagerne blev præsenteret for faglige oplæg - fra forskningsverdenen var Louise Harder Fischer fra IT-Universitetet, fra erhvervslivet Christine Sørensen fra Google i Norden og Pernille Hertel fra it-virksomheden Salesforce, og fra det politiske felt kom formand for Udvalget for Digitalisering og It Lisbeth Bech-Nielsen. Desuden gav journalist Nicolai Sonne en gennemgang af udviklingen af AI. (se boks, red.) 

Udover de faglige oplæg skulle deltagerne vælge to ud af fire såkaldte Digi:dates, hvor de fik korte oplæg fra DM-medlemmer, der fortalte, om deres arbejde og om at være humanist i et digitalt felt. Her fik medlemmene også mulighed for at tale med hinanden og netværke.

De fire repræsenterede virksomheder var teknologivirksomheden Digital Science, Vejle Kommune, rådgivningsvirksomheden Devoteam Consulting og Khora, som er et virtual reality (VR) og augmented reality (AR) produktionsstudie.

Brian Kirkegaard Lunn - Head of Data Governance and Quality for Dimensions hos Digital Science.
Malene Seifon, principal colsultant hos Devoteam.

DM Digi har spurgt tre medlemmer om deres indtryk af dagen:

Adam Aisen, projektleder i Københavns Kommune i Kultur og Fritidsforvaltningens digitaliseringsenhed.

Hvorfor er du her i dag?

- Fordi jeg arbejder i en digitaliseringsenhed og er medlem af DM. Jeg så konferencen og tilmeldte mig, fordi jeg synes, at det er vigtigt, hvordan vi i en digitaliseringsproces sikrer at have mennesket i fokus både i forhold til borgerne og medarbejdere.

 Hvad tager du med dig fra i dag?

- Der er på mange måder en stor optimisme i forhold til, hvad man kan bruge AI og data til – sikkert med rette. Men det er vigtigt, at man også får klædt folk godt på og sikrer, at det der kommer ud af det også har gavnlige effekter for både medarbejdere og borgere. Det er ikke altid, man har blik for balancen mellem trivsel og effektivisering.

Mie Elm, digital projektleder hos belysningsvirksomheden Signify 

Hvorfor er du her i dag?

- For at få inputs fra verden udenfor den virksomhed, jeg arbejder i. Jeg vil gerne opretholde min digitale viden om, hvad vi som belysningsvirksomhed med fordel kan gribe ud efter af digitale løsninger. Derudover er det også fedt at komme ud og møde andre og connecte med folk, der er interesseret for det samme emne som mig.

 Hvad har du taget med dig indtil videre?

- Jeg blev meget inspireret af Louises oplæg (lektor fra ITU Louise Haarder, red.) med, at det, vi arbejder med, skal give mening, og at man skal vende det med at bruge AI til noget positivt. Jeg har været lidt forbeholden over for AI, for tænk nu hvis AI laver alle vores opgaver, og vi mister det, vi er sat i verden for. At Louise så siger, at man f.eks. kan bruge AI som en sparringspartner til at forbedre det arbejde man laver, var godt at høre og huske mig selv på.

Emma Nitz, virksomhedspraktikant hos Cabana, som laver CMS til kommuner og andre off. instanser.

Hvorfor er du her i dag?

- Jeg er meget interesseret i det digitale og menneskets møde med det digitale. Som en, der søger job, ser jeg det også som en mulighed for at netværke med nogen, der har en karriere, jeg måske selv kunne tænke mig. Det er fedt at kunne spejle sig i, hvad andre arbejder med. Det giver mig input til, hvad jeg egentlig selv kan, og hvordan jeg kan oversætte mine kompetencer fra det akademiske til det digitale felt.

Hvad tager du med dig fra i dag?

- At der er rigtig mange veje ind i tech-branchen for folk med en humanistisk eller samfundsfaglig baggrund. Jeg har fået indblik i, hvad folk laver, og hvordan man kan gøre det. Jeg har også fået indsigt i, hvordan man kan arbejde med at sætte mennesket i fokus i det digitale, som jeg synes er spændende.

Emne og talere på Digi:talk 24:

  • Teknologi og menneskelig trivsel – en balanceret fremtid ved Louise Harder Fischer, ph.d., lektor og forsker fra IT-universitetet
  • Fremtidens kompetencer - en samtale mellem Pernille Hertel, Director Solution Engineering hos Salesforce Danmark og Christine Sørensen, politisk chef for Google i Norden
  • Det digitale set fra Borgen ved Lisbeth Bech-Nielsen, medlem af Folketinget for SF og formand for Udvalget for Digitalisering og It
  • Tænkemaskiner, ChatGPT og digitale kolleger ved Nikolaj Sonne, journalist, foredragsholder og tænkehat
}