Er du et vanedyr eller madmodig? Sådan kan du spise mere grønt og klimavenligt

At være ’madmodig’ handler om at være nysgerrig, men det kan samtidig også være en del af ens vane og personlighed, at man godt vil afprøve grænser – også når det gælder nye og ukendte fødevarer.

DM Bio har talt med Annemarie Olsen om, hvilke psykologiske og adfærdsregulerende værktøjer der kan hjælpe både børn og voksne med at ændre vaner.

Ph.d. Annemarie Olsen er professor i forbrugeradfærd ved Institut for Psykologi ved KU. Hun forsker i børns smagspræferencer, og hvordan de påvirkes. 

Hun er også en af forfatterne bag bogen ’Madmodige børn’, som er en guide til forældre, der gerne vil inspirere deres børn til at udvikle madglæde og mod på at prøve ny mad (1).

Frygt eller glæde for det ukendte

To begreber og yderpunkter i den menneskelige psyke kan hjælpe os til at forstå nogle af udfordringerne ift. vores fødevarevalg: 

• Neofobi er at være bange for det nye og ukendte, og i denne forbindelse at prøve nye fødevarer. 
• Neofili er modsat en glæde ved og tiltrækning mod det ukendte – og nye og ukendte fødevarer kan være en del af neofili.

”Gennem livet har alle mennesker varierende grader af neofobi. Typisk ses et højdepunkt omkring 2- til 3-årsalderen, hvorefter graden af neofobien falder igen,” fortæller Annemarie Olsen. 

Neofobi kan have haft en beskyttelsesfunktion i evolutionsmæssig sammenhæng, da børn på det alderstrin begynder at bevæge sig omkring på egen hånd, og så er det hensigtsmæssigt, at de ikke spiser hvad som helst.

”Udbredelsen af neofobi og neofili følger en normalkurve. De fleste mennesker ligger i et midterfelt, mens et mindretal er decideret neofobe eller neofile.

”Det er nemmere for nogle mennesker at skifte fx kødsovs ud med plantefars, som kan ligne og næsten smage som kødsovsen. Andre er mere tilbøjelige til at tage et større spring og prøve noget helt nyt som fx tempeh, der kan laves ved fermentering af fx bønner, ærter eller korn,” siger hun.

Noget, som relativt få neofile first movers på disse breddegrader har taget til sig, er insekter. I vores del af verden ligger det så fjernt fra vores vaner og vækker afsky hos mange. 

”Og dog er der variationer: Der kan være forskel på vores grænser, ift. hvis vi ser en ristet græshoppe eller bliver præsenteret for en forarbejdet udgave, fx en proteinbar med insektmel. Det kan også være nemmere at spise bilarver end græshopper.”

Nye og gamle vaner

Når vi gør noget igen og igen, kan det blive en vane. Et fast mønster, eller en handling, der gentager sig.

”Rigtig mange spisevaner har sociale elementer, og mange vælger at spise sammen. Det giver en social samlingskraft, men de individuelle behov kommer også ofte i spil.” 

”Begrebet ’patchwork pizza’ er et eksempel og dækker over det måltid, hvor der er flere valgmuligheder alt efter smagspræferencer (fx et område uden champignon til børnene og et med gorgonzola til forældrene),” siger Annemarie Olsen og fortsætter:

”Vores spisevaner ændrer sig livet igennem, men grundlægges i barndommen. Det er i høj grad forældrene, som former børnenes spisevaner gennem den mad, der kommer på bordet og i madpakken.

Og vi ved fra forskningen, at børn foretrækker smagen af det velkendte,” forklarer hun og peger på et andet område med potentiale til at ændre vaner:

”De offentlige køkkener og kantiner i virksomheder har et kæmpe potentiale i at udvikle nye vaner hos deres brugere. Den måde, man indretter kantiner på, har også en betydning. Hvis du passerer de grønne retter, før du når til retter med kød, vil du ofte tage mere grønt på tallerkenen.” 

”Der er et stort potentiale i kantinerne ift. grøn omstilling og derfor et behov for kokke, der kan arbejde med velsmagende grønne måltider.”

”Men der ligger også en opgave for både køkkener, kokke, forældre og familie i at geninvitere til at smage på uvante fødevarer. Rigtig mange giver op for tidligt,” pointerer hun. 

Børn skal have forbilleder

Hvordan bygger man en ny vane op? Hvis børn skal inspireres og støttes i at udvikle nye spisevaner, kan familiens voksne begynde med at se på, hvordan de selv spiser.

Det er fx værd at overveje, hvilken rolle kødet spiller i måltidet for dem.

”Det gælder både forældrenes oplevelse af kødets velsmag, hvilke holdninger de har til kød, og hvilke vaner de har – fx om og hvor meget kød de lægger på tallerkenen ved et måltid, både til sig selv og til børnene,” siger Annemarie Olsen.

Man kan se via adfærdsobservationer, at børn påvirker hinanden, og de iagttager ofte, hvad de andre børn spiser.

I et studie blev der arbejdet med en bordplan, hvor et ’target’-barn, der ikke kunne lide en given fødevare, sad til bords med tre andre, der godt kunne lide den.

Resultaterne viste, at de fleste target-børn spiste mere af fødevaren, som de oprindeligt ikke kunne lide, og illustrerede vigtigheden af børnenes indbyrdes påvirkning. 

Den såkaldte flavour-flavour-læring – eller ’smagsparring’ i Annemarie Olsens oversættelse – går ud på at kombinere en smag, barnet gerne skulle lære at kende, med en smag, det kender i forvejen og godt kan lide.

”Et eksempel kan være at lade barnet hælde smørsovs på broccolien. Eller ketchup. Eller noget tredje. Prøv at spotte, om der er noget, børnene godt kan lide eller synes er sjovt at øse op,” lyder Annemarie Olsens råd.

Hvad kan børn kan lide eller er sjovt at øse op?

Præsentationen af en fødevare kan også have afgørende betydning. Serverer du fx hele frugter eller frugt skåret i mundrette stykker?

”Størstedelen af børnene i en af vores undersøgelser foretrak klart at få deres snacks skåret ud, mens det var mindre vigtigt, hvordan de blev skåret ud,” beskriver hun.  

Inspiration til ny mad kan også gå på tværs af generationer. Begrebet ’reverse socialization’ refererer til, hvordan de yngre generationer kan socialisere ældre generationer til nye vaner ved fx at introducere dem for nye måltider eller fødevarer.

Mulighederne for forandring

Der er flere tilgange til at udvikle den enkeltes fødevarevalg til et nyt og bredere sortiment.

Gentagne eksponeringer er en effektiv metode. Det går simpelthen ud på at smage på noget mange gange, typisk 8-15 gange for børn, viser flere undersøgelser.

”Ældre børn eller voksne kan have brug for at møde fødevaren op til 15-20 gange, før man har lært at kunne lide den,” forklarer Annemarie Olsen og fortsætter:

”Det afgørende er ikke nødvendigvis, hvor meget man spiser, men at man smager.”

Et andet greb til forandringsparathed er at tilføje ingredienser, der giver ekstra mæthed. Man kan tilføje ekstra energi, fx i form af olie, smør eller lignende (flavour nutrient learning).

”Princippet her er, at ’parringen’ med den ekstra energi giver en positiv oplevelse i form af øget mæthedsfølelse, og at man ligeledes efter et antal måltider vil lære at kunne lide fødevaren, der var i fokus – også når den præsenteres uden den ekstra energi.”

Andre greb er ’social facilitering’, hvor fx venner eller forbilleder introducerer nye valgmuligheder, opskrifter eller lignende.

 Det kan også være nudging, hvor man forsøger at ændre og påvirke valget i givne situationer som fx ved at placere de grønne fødevarer forrest på en buffet.

”Information er også en mulighed, men kan ofte ikke stå alene. Eksempelvis kender mange danskere til kostrådene, men har ikke nødvendigvis ændret deres kostvaner betydeligt. Tilsvarende kan man sætte spørgsmålstegn ved, om danskerne vil begynde at spise mere klimavenligt udelukkende som følge af klimaråd,” siger Annemarie Olsen.

Tør du udfordre dig selv?

”Det er selvfølgelig vigtigt, hvordan vi italesætter måltidet. Nogle mennesker kan være bange for at miste ’noget’. Det er ikke ligegyldigt, om vi omtaler måltidet som kødfri dag eller en grøn ret,” betoner hun.

”Mange har mellem femten og tyve middagsretter på deres liste af retter, de skifter imellem, og ofte er det kødet, som er omdrejningspunktet og hovedbestanddelen.” 

”Mad er en kilde til nydelse. En løsning for de forbrugere, der gerne vil spise mere klimarigtigt, men har svært ved at spise fx en ren grøntsagslasagne, kan være at lave en mindre kødrig lasagne med måske halv hakket kødfars og halv plantefars.”

En barriere for mange husstande er, man ikke nødvendigvis ved eller har erfaring med, hvordan man laver velsmagende plantebaseret mad. 

Man kan spise sundere og grønnere på mange måder. Ud over de klassiske grønne retter kan erstatninger for kød som fx plantebaserede kødanaloger tages i brug.

”Alt i alt er der mange muligheder, og det er i bund og grund et spørgsmål om ikke at give for hurtigt op. Hvornår har du sidst udfordret dig selv? Måske skulle du genbesøge nogle af de retter, som du ikke har haft succes med i første omgang,” siger Annemarie Olsen.

"I et studie fulgte forskerne de samme børn, fra de var små til tyveårsalderen. Kendetegnende var, at selvom der skete ændringer, var der også en række madvaner, der var stabile.” 

”Generelt vil jeg sige, at der er flere tidspunkter i livet, hvor man typisk er mere åben for at ændre vaner, fx når man som ung flytter hjemmefra, når man får børn, eller når man får en ny partner."