Spring menu over
Dansk Magisterforening

Fremtidens fleksjob: "Tænk, hvis det var en simpel løsning, alle nemt kunne forstå"

Debat Per Starup Sennicksen
Del artikel:

Debattøren, der har personlig erfaring med fleksjobsystemet, kommer her med sine ønsker til en anden, lettere og mere tillidsbaseret fleksjobmodel: ‘LET med Fleks - hele livet.’

Endelig, tænkte jeg, da jeg i Akademikerbladet så overskriften ”7 løsninger: Sådan fikser vi problemerne med fleksjob”.

Skuffet blev jeg dog hurtigt. Beskrivelsen af forskningsprojektet afslørede, at man ikke tænkte ud af boksen, og var lige så afgrænset som titlen: ”Hvordan skabes et mere velfungerende fleksjobmarked?” 

Men også skuffet fordi jeg mener, at netop fleksibilitet kan løse den gordiske knude, hele beskæftigelsesindsatsen er blevet, kompleksitet har avlet ineffektivitet og mistillid for- og mellem alle parter. 

Herunder min ønskeliste til et mere simpelt og tillidsbaseret system: Velfærdsnettet: Den Danske Fleks Model – Let med fleks, hele livet

Tænk hvis fleks var en simpel løsning, alle nemt kunne forstå

Tænk hvis …

Tænk, hvis det var anerkendt, at vores individuelle samfundsbidrag afhænger af vores personlige livssituation, nemlig LET:

  • Lyst – motivation og drivkraft
  • Evne – kvalifikation og kapacitet
  • Tid – timer og tidsrum

Tænk, hvis alle igennem hele livet havde rettigheden til fleks, så fleks var tænkt ind i velfærdsnettet.

Tænk, hvis alle stolede på, at vi individuelt selv ved bedst.

Tænk, hvis fleks var en simpel løsning, alle nemt kunne forstå. 

Tænk, hvis der ikke var diskussion om deltid eller fuldtid, en eller flere arbejdspladser, barsel eller ej, sygdom eller ej, tidlig pension eller ej.

Tænk, hvis fokus var på antal timer, timeløn og eventuelle skånehensyn.

Tænk, hvis fokus var på at hjælpe de få, som har behov for ekstra hjælp og skånehensyn.

Om Per Starup Sennicksen

Født i 1960.

Har arbejdet 20 år hos A.P. Møller-Mærsk, hvor han og familien var  udstationeret i USA, Japan, England og Indien.

Per Starup Sennicksen har deltaget i ledelseskurser på flere universiteter i USA.

Lovgivning med få ord

Tænk, hvis man udbyggede den nuværende fleksjobmodel sådan:

  • Løn udbetales af arbejdsgiver baseret på en timeløn.
  • Fleksløntilskud udbetales af kommunen, afhængig af løn fra arbejdsgiver.
  • Bruttoløn kan ikke overstige ”normal” fuldtidsløn.

Tænk, hvor nemt det ville være at implementere det, eftersom de nødvendige administrative processer for beregning og udbetaling af fleksløntilskud allerede eksisterer i kommunerne.

Tænk, hvis tusinde siders lovgivning kunne erstattes af få ord.

Tænk, hvis der kun var én ydelse og ikke længere 10+ variationer af kontanthjælp, dagpenge, sygedagpenge, førtidspension, pension.

Tænk, hvis alle borgere blev behandlet ens. 

Tænk, hvis alle arbejdsgivere fik nemmere ved at tilknytte de nødvendige resurser.

Kom med jeres indspark

Ovenstående er min ønskeliste, som jeg for flere år siden sendte til ministre og partiledere, først i relation til diskussion omkring beskæftigelsesindsatsen og senere i forbindelse med krisehåndteringen af corona-epidemien.

Jeg har stor personlig erfaring med systemet. I 2007 fik jeg konstateret en sjælden hjertesygdom, og i 2014 blev jeg klassificeret som ‘udsat borger.’ Bivirkningerne fra en hjerteoperation og efterfølgende blodprop i hjernen betød, at jeg havde mistet min fulde arbejdsevne.

En længere tur rundt i jobcenter-hamsterhjulet fulgte. Her stødte personligt initiativ og virketrang konstant mod stive regler og mistillid

En længere tur rundt i jobcenter-hamsterhjulet fulgte. Her stødte personligt initiativ og virketrang konstant mod stive regler og mistillid. Men i 2017 lykkedes det mig så endelig -  med bistand fra en privat socialrådgiver - at blive godkendt til et fleksjob.

Jeg har været igennem tre forskellige jobcentre i tre forskellige kommuner, været i praktik hos en anden-aktør og har forsøgt at starte virksomhed, der skulle hjælpe fleksjobbere

Mine ønsker til et nyt og lettere fleksjobsystem er tænkt som et oplæg til debat, og jeg håber, at andre vil dele deres tanker.