Studerende kræver transparente klimaregnskaber på alle universiteter

I en række artikler bragt før påske har Akademikerbladet redegjort for, hvor grelt det står til med de danske universiteters klimaregnskaber.

Langt fra alle institutioner har en offentligt tilgængelig opgørelse af deres CO2-udledninger, og dem, der har, viser stagnerende tendenser.

Det er under al kritik, at universiteternes klimaregnskaber viser så dårlige tegn på nedbringelse af emissioner. Universiteterne skal være forkæmpere i klimakampen og vise vejen for resten af samfundet. Det ønske er stillet bredt, både fra undervisere og ansatte på alle landets universiteter.

Desværre møder det også en del modstand. Ifølge økonomiprofessor Mogens Fosgerau fra KU er det ”en dum ide at kaste sig ud i selvbestaltede klimapolitikker, som savner fagligt grundlag”.

Hans bekymring er kort fortalt, at de høje emissionstal er naturlige følger af flere hjembragte forskningsmidler, og at en regulering af CO2-udledning vil medføre, at forskere vil tvinges til at sige nej til midlerne.

Universitetets fokus, må vi forstå, skal alene være på forsknings- og undervisningspraksis – og så må EU ellers tage sig af klimaproblematikkerne.

Den indstilling, som Fosgerau utvivlsomt ikke er ene om, er en fejlbehæftet fortolkning af universitets rolle i samfundet. For et kritisk klimaregnskab vil ikke være ødelæggende for forskningspraksis, det vil derimod være informerende for forskningen og den følgende undervisning.

I Danske Studerendes Fællesråd er vi meget enige med lektor Laura Horn fra RUC, som fremhæver vigtigheden af offentlige klimaregnskaber ”af hensyn til transparens og accountability”.

Det er klassisk akademisk praksis at være kritisk over for egen praksis, og et universitet skal kunne holde til at se sin egen træghed i øjnene.

Omvendt vil et klimaregnskab der viser nedbragte CO2-emissioner uden tvivl tiltrække nysgerrige studerende, som selv ønsker at medvirke til at imødegå den verserende klimakrise.

Et pædagogisk argument for transparente klimaregnskaber

Kravet om offentligt tilgængelige klimaregnskaber er ikke kun et organisatorisk anliggende. I lige så høj grad er det vigtigt for kvaliteten af de uddannelser, universiteterne udbyder.

Hele uddannelsessektoren har i stigende grad fokus på uddannelse for bæredygtig udvikling, ikke kun som et fokuspunkt, men som et udgangspunkt. Vores uddannelser for fremtiden skal være rodfæstet i et økologisk og socialt bæredygtigt perspektiv. For bedst at understøtte og drive denne bevægelse, må den enkelte uddannelsesinstitution have en omfattende strategi.

Der findes heldigvis allerede en model for dette: Helskolen.

Helskoleperspektivet er kort fortalt, at alle dele af en uddannelse –pædagogik, curriculum, miljø, professionel udvikling, bygningsdrift – skal forholde sig til hinanden og til en central vision der stiller spørgsmålet: ’Hvorfor, og til hvad, lærer vi lige nu?’. 

Helskolemodellen viser, at hvis universiteterne ønsker et uddannelsesmiljø, hvor bæredygtig udvikling er et grundlæggende element, så er de nødt til at lave offentligt tilgængelige klimaregnskaber.

Modellen stiller eksempelvis spørgsmål til, hvor vi lærer, og hvem vi lærer fra, hvilket er spørgsmål som begge bliver stærkt informeret af en indsigt i den klimapris, man betaler for at modtage sin undervisning. 

Lige nu ties sandheden væk. Den manglende transparens fra universiteternes side vil føre til studerende, som oplever at blive holdt uden for indflydelse på deres egne klimaforhold. Den slags oplevelser fører klimatræthed med sig. Det er fuldstændig uacceptabelt.