Fleksjob skaber et rummeligt arbejdsmarked: Flere af dem, tak!
"Har man som borger ikke lysten eller overskuddet til selv at kontakte en arbejdsgiver, gør vi det meget gerne," siger jobkonsulent Jens Keis Kristensen. © Foto: Privat
Jobcentrene har fuldt fokus på at matche kompetencer med jobtype, når der skal findes fleksjob, skriver jobkonsulent Jens Keis Kristensen.
Dette er et debatindlæg. Teksten er udtryk for forfatterens egen holdning.
Da jeg så, at Akademikerbladet havde et større tema om fleksjob, blev jeg enormt glad. Jeg arbejder nemlig som jobkonsulent i et sygedagpengeteam i et jobcenter. Og lige netop afklaringsforløb til fleksjobordningen er et sted, hvor jeg i den grad oplever at vi i jobcentret kan gøre en forskel.
En af de interviewede i temaet bruger ordet ”grænseoverskridende” om at skulle kontakte en virksomhed og forklare om sin helbredsmæssige situation. Hun gjorde det alligevel, og er efterfølgende kommet i job. Skøn historie!
Men har man som borger ikke lysten eller overskuddet til selv at kontakte en arbejdsgiver, gør vi det meget gerne. Vi bruger vores beskæftigelsesfaglighed til at matche den enkelte borgers kompetencer og skånehensyn med virksomheder, der efterspørger kompetencerne.
Vi forsøger selvfølgelig at finde virksomheder, der er indstillet på, at der skal tages hensyn til nedsat og/eller fleksibel arbejdstid. Og at der måske er arbejdsopgaver, en ordinært ansat i samme jobfunktion laver, som den ansatte i fleksjob ikke kan udføre.
Har man som borger ikke lysten eller overskuddet til selv at kontakte en arbejdsgiver, gør vi det meget gerne
Ikke fejedreng-job
En anden interviewet i temaet udtaler, at: “ Jobcentrene forsøger at sælge et fleksjob som en slags fejedreng-job, hvor man løser småopgaver ingen andre gider lave”. Det er ikke et billede, jeg kan genkende. Har den borger, jeg arbejder sammen med, en faglig kompetence vedkommende har lyst til at udfolde, er det noget jeg meget gerne vil opfylde.
Tænker jeg tilbage på nogle af de fleksjob, jeg har været med til at etablere, er der ofte god sammenhæng mellem kompetencer og ønsker hos borgeren og indholdet i jobbet.
Her et par eksempler: En borger var god til at lave mad og kunne også godt lide børn, og blev ansat som køkkenmedhjælper i en daginstitution.
En anden kunne - på grund af kognitive problemer - ikke længere arbejde i en akademisk stilling (og havde i øvrigt heller ikke lyst), men var rigtig god til at arbejde struktureret og systematisk.
I dag er hun en vigtig medarbejder i administrationen på et lille sekretariat. Det er bestemt ikke mit indtryk, at hun oftere laver kaffe end sine kolleger. Eller fejer for den sags skyld…
Fleksjob er en vigtig brik
Fleksjobordningen er et vigtigt redskab i forhold til at skabe rum til, at mennesker, der på en eller anden måde er helbredsmæssigt udfordret, kan fastholde en plads på arbejdsmarkedet.
I forbindelse med, at beskæftigelsesindsatsen skal retænkes, og jobcentrene lukkes, vil jeg derfor bede en stor bøn om, at der afsættes ressourcer, så vi kan fortsætte med at fastholde mennesker med kroniske sygdomme og handicaps på arbejdsmarkedet. Det er en vigtig brik i forhold til at få løst rekrutteringsproblemer, og det betyder uendelig meget for den enkeltes identitet og livskvalitet.
Arbejde giver identitet, selvværd og livsglæde. Det gælder for både syge og raske
Jeg husker, da beskæftigelsesindsatsen blev genåbnet efter den første corona-nedlukning. Her havde jeg en borger i røret, der trods en alvorlig kronisk lidelse, ønskede hjælp til beskæftigelse hurtigst muligt. Han ønskede ikke processen forhalet med så meget som ét sekund. For arbejde giver identitet, selvværd og livsglæde. Det gælder for både syge og raske. Derfor er det vigtigt med fleksible ordninger, så vi rummer så mange som overhovedet muligt på arbejdsmarkedet.
Og så lige et OBS til DM’s medlemmer her til sidst:
Har du eksempelvis været delvis sygemeldt i længere tid og ser det ikke ud til at det er realistisk, at du kan vende tilbage på fuld tid, er der mulighed for at du kan blive visiteret til et såkaldt fastholdelsesfleksjob.
Kontakt dit lokale jobcenter eller DM for at høre mere om ordningen.
Læs også
Rekordmange er i fleksjob, men 30.000 bliver stadig ikke ansat
Fleksjobbere mister bonus, tillæg og pension: ”Enhver lønstigning bliver ædt op”
Ny undersøgelse: Mange i fleksjob skammer sig
Dorthe græd, da hun blev tildelt fleksjob efter et voldsomt cykelstyrt. Men så indså hun, at uheldet kan ramme alle
Fleksjob er løbet løbsk, mener arbejdsgivere: De arbejder for lidt
Fleksjob er en særlig dansk succes. Det er også jobcentrenes fortjeneste
Søger du fleksjob? Her er eksperternes 5 tip
Hver anden virksomhed ansætter ikke fleksjobbere: "Den barriere skal nedbrydes"
Katrine har sklerose og fleksjob: ”Folk tror, vi kun kan lave kaffe”