Navn: Ditte Ingemann
Uddannelsesretning: Kultur- og Sprogmødestudier & Internationale Udviklingsstudier, RUC
Uddannelsessted, år: 2015
Stilling: Politisk Rådgiver, SDG & Inequality
Arbejdsplads, 2019: Mellemfolkeligt Samvirke
LinkedInprofil: https://www.linkedin.com/in/ditteingemann/
En typisk arbejdsdag hos mig…
Jeg møder typisk omkring kl. 8.30 og slutter omkring kl. 17.00. Mine dage varierer meget, afhængigt af om jeg er på kontoret eller til møder i byen. Dagene går sjældent stille for sig, for selvom jeg har mine primære arbejdsopgaver, kan der ofte opstå noget nyt, der skal håndteres. Det kan være alt fra udefrakommende henvendelser om FN’s verdensmål til nyheder i medierne, vi måske skal forholde os til.
Helt konkret består mit arbejde for eksempel i at følge og rådgive om de politiske processer for FN’s verdensmål, repræsentere vores organisation og bidrage med input til målene i forskellige fora. Vores fokus er især på Verdensmål 10: Mindre Ulighed.
Til hverdag sidder jeg sammen med resten af policy teamet. Min nærmeste verdensmålskollega er placeret i Myanmar, så arbejdet kræver god koordinering i forhold til skype og tidszoner. På kontoret i København arbejder vi også på tværs af teams, så arbejdet foregår på forskellige niveauer – og skal sammenkæde globale politiske processer med lokale forandringspotentialer.
På mit arbejde er det vigtigt, at du kan…
Arbejde i forlængelse af politiske processer på globalt og nationalt plan, så din organisations fokus passer ind. En af fordelene ved verdensmålene er at vi, som civilsamfund har fået en fælles platform at arbejde ud fra, på tværs af organisationer og missioner. Men det er vigtigt at bevare sin egen dagsorden - som i mit tilfælde er ulighed. Så man skal også kunne prioritere mellem de mange samarbejdsmuligheder og gode initiativer, for bedst muligt at sikre, at det er til gavn for ens sag.
Hvis du vil ind i min branche…
Skal du kunne agere i et hektisk arbejdsmiljø. Branchen kræver, at man kan levere på mange arbejdsopgaver på en gang og at man er til rådighed hvis noget nyt dukker op. Det er værdsat at kunne tænke ud af boksen, vende tingene på hovedet og bidrage til, at de kan gøres endnu bedre. Det fantastiske ved dette er, at det er et brud med hierarkier, og at der i stedet er en stemning af at selv nye og unge medarbejdere kan byde ind med ideer og et forfriskende syn på tingene.
Det er en fordel, hvis…
Du har et bredt netværk af beslutningstagere, civilsamfundsorganisationer, medier og andre vigtige aktører, der kan fremme sagen bedst muligt. Det at netværke er en stor del af stillingen og man kan ligeså godt kaste sig ud i det med det samme.
Min vej til jobbet...
Har været meget målrettet. Siden jeg i 2014 var praktikant for Mellemfolkeligt Samvirke som politisk rådgiver, vidste jeg, at det ville være min drømmestilling. Da jeg blev nyuddannet søgte jeg som alle andre vidt og bredt, og endte med at arbejde med flygtninge hos Røde Kors. Selvom jeg værdsatte det meget aktuelle og spændende arbejde med asyl, og var bevidst om, hvor afgørende det var at få nogle års arbejdserfaring, vidste jeg jo, at jeg ville arbejde med policy. Så ved siden af min toårige ansættelse hos Røde Kors lavede jeg en masse frivilligt arbejde, der trak mig i den rigtige retning og formede min profil. Det gavnede mig på flere måder– både i forhold til at blive udvalgt da de endelig slog drømmestillingen op - men også i ansættelsesprocessen. Derudover tror jeg, at det har betydet noget, at jeg altid har husket at bevare relationerne til mit netværk og tale højt om, hvad jeg søgte og hvor jeg gerne ville ende. Det er der ingen skam i. Det viser blot målrettethed og et højt ambitionsniveau.