Spring menu over

Forretningsudvikler og procesejer

Del artikel:


 

Navn: Brian Duborg Ebbesen

Uddannelsesretning: Idræt

Uddannelsessted, år: Aalborg Universitet, 2015

Stilling: Forretningsudvikler og procesejer

Arbejdsplads, 2019: Motorstyrelsen

LinkedInprofil: linkedin.com/in/brianduborgebbesen

 

En typisk arbejdsdag hos mig…
Varierer meget. Jeg er involveret i flere længerevarende store projekter, der har til formål at udvikle Motorstyrelsens evne til at sikre korrekt registrering af køretøjer i Motorregisteret. En arbejdsdag starter typisk kl. 8 og slutter halv fire, men det afhænger af mødeaktivitet på dagen. Min rolle som procesejer i Forretning- og Datateamet fører mig på tværs af hele organisationen, hvor mine arbejdsopgaver strækker sig fra forberedelse af høringssvar til direktøren og politikerne over koordinering af opdateringer til Motorregisteret på tværs af forskellige teams internt og eksternt til udviklingsarbejde af nye politiske tiltag.

Mit team sidder typisk som ”det bindende lim”, der koordinerer, planlægger og udfører opgaver. Vi involverer såvel alle dele af organisationen samt andre styrelser i Skatteforvaltningen som eksterne tekniske leverandører.

Mine arbejdsopgaver består udover udviklingsopgaver og ad hoc besvarelser, af arbejdet med pludseligt opståede udfordringer, der kan have konsekvenser for Motorstyrelsens virke hos kunderne. I både udviklings- og ad hoc-opgaverne arbejder jeg databaseret. For mig er det rigtige svar databaseret, så jeg ved, at de besvarelser, jeg giver min chef, er foretaget på et faktabaseret grundlag.

På mit arbejde og i min rolle er det vigtigt, at du kan…
Det er vigtigt, at du formår at navigere i et politisk styret miljø, hvor du kan samle tråde på tværs af organisationen sammen med relevante samarbejdspartnere. Derudover skal du hurtigt kunne opnå en forståelse for den maskine, der er med til at drive hele registreringsprocessen bag Motorstyrelsen. Man behøver ikke være bilnørd, men det hjælper at have en teknisk forståelse, der kan hjælpe til at forstå registreringsafgiften og beregningerne, der ligger bag.

Det er således nødvendigt, at du er i stand til at balancere og prioritere arbejdsopgaverne, så du er i stand til at smide vigtige opgaver til side, når en politisk hasteopgave pludseligt sætter dagsordenen.

Hvis du vil ind i min branche…
For at blive en del af min branche skal du have interesse i at ville kunden det bedste. Det handler om, at kunden skal betale den registreringsafgift, han eller hun skylder; hverken en krone mere eller mindre. Du skal derfor være i stand til at være så objektiv som muligt i din tilgang til arbejdet Dette er en kunstart i sig selv, da hver enkelt opgave lovbestemt har en vis grad af skøn involveret.

I min stilling specifikt samarbejder jeg ofte med mange parter både internt og eksternt. Derfor skal du i mit job være i stand til at tale det sprog, den person overfor dig taler, således at du kan drive en udviklingsproces uden at der opstår misforståelser.

Det er en fordel, hvis du er i stand til hurtigt at sætte dig ind i komplicerede systemer og sætte dem i en politisk kontekst, står du i en stærk position.

Min vej til jobbet...
Ligner ikke de andres. Gennem min idrætskandidat arbejdede jeg benhårdt på at opnå en ph.d. Grundet økonomi blev det i sidste øjeblik desværre ikke til noget, og jeg måtte ud på et arbejdsmarked, jeg ikke var forberedt på. Efter en del søgen lykkedes det at få et job som Customer Experience Manager i en lille privat virksomhed i Aarhus, hvor jeg fandt ud af to ting. For det første fandt jeg ud af, at uddannelsen ikke behøver at være branchebestemmende for jobbet, og for det andet kunne jeg se, hvordan mine akademiske kompetencer kunne komme i spil i en anden kontekst. Siden da har jeg været projektledende dataindsamler i verdens største kulturevent – Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017 – inden jeg endte i min nuværende stilling. I Aarhus 2017 stod jeg med ansvaret for at indsamle, koordinere og analysere data vedrørende KPI’er, events, publikumsdata samt samarbejde med en forskningsafdeling på Aarhus Universitet.

Fælles for alle stillinger har været, at jeg har kunnet bruge mine akademiske kompetencer til at lave dataindsamling og -analyse, navigere i komplekse sammenhænge og lede projekter. Disse evner, som jeg tillærte mig under studiet, har jeg bygget videre på gennem faglig udvikling, så jeg i dag sidder i en stilling, jeg ikke havde troet muligt.