Spring menu over

Per B. Christensen fortsætter som formand for ny bestyrelse ved VIA University College

VIAs nye bestyrelse samt rektor, Gitte Sommer Harrits og prorektor Helle Kruuse-Andersen på det konstituerende bestyrelsesmøde mandag d. 11. maj. Forrest er rektor Gitte Sommer Harrits, fortsættende formand Per B. Christensen og fortsættende næstformand Hanne Roed. (To af bestyrelsens i alt 15 medlemmer er fraværende på billedet.)

VIAs nye bestyrelse samt rektor, Gitte Sommer Harrits og prorektor Helle Kruuse-Andersen på det konstituerende bestyrelsesmøde mandag d. 11. maj. Forrest er rektor Gitte Sommer Harrits, fortsættende formand Per B. Christensen og fortsættende næstformand Hanne Roed. (To af bestyrelsens i alt 15 medlemmer er fraværende på billedet.)  Foto: VIA

Udnævnelser
Del artikel:

VIA University College har konstitueret en ny bestyrelse, hvor Per B. Christensen fortsætter som formand, mens Hanne Roed fortsætter som næstformand. Den nye bestyrelse blev formelt sammensat på et møde den 11. maj 2026 og skal i de kommende år stå i spidsen for en række centrale opgaver, herunder implementeringen af professionshøjskolernes nye reform og realiseringen af en ny strategi frem mod 2030.

Bestyrelsen består af i alt 15 medlemmer, hvoraf to er medarbejderrepræsentanter og to er repræsentanter for de studerende. De resterende 11 medlemmer er udpeget af eksterne aktører, herunder Aarhus Universitet, erhvervsorganisationer som Dansk Industri, Dansk Erhverv og Dansk Mode & Textil, Fagbevægelsens Hovedorganisation, regionsrådet og kommunalbestyrelserne i Region Midtjylland samt ved selvsupplering. Per B. Christensen er blandt de medlemmer, der er udpeget ved selvsupplering.

Den nye bestyrelse får ansvaret for at føre VIAs strategi for 2026-2030, "Ansvar for fremtiden", ud i livet. Strategien er udarbejdet af den afgående bestyrelse og sætter retningen for institutionens udvikling i en tid præget af forandringer, grøn omstilling og teknologisk udvikling. Bestyrelsen skal blandt andet styrke det strategiske fokus på praksisnær forskning og udvikle samarbejdet med kommuner, regioner, virksomheder og andre uddannelsesinstitutioner.

En væsentlig opgave for bestyrelsen bliver at sikre implementeringen af den nye reform for de erhvervs- og professionsrettede uddannelser. Reformen indebærer blandt andet, at flere studerende skal uddannes, samtidig med at kvaliteten af uddannelserne løftes. Desuden skal bestyrelsen arbejde for en succesfuld opbygning og implementering af den nye Professionsmasteruddannelse, hvilket kræver både intern organisering og samarbejde på tværs af professionshøjskolerne.

Per B. Christensen har været formand for VIAs bestyrelse siden 2022 og har en lang karriere inden for uddannelsesområdet. Han har blandt andet været medlem af flere centrale kommissioner og råd, herunder Reformkommissionen, Robusthedskommissionen og Lærerkommissionen, samt formand for Akkrediteringsrådet. Siden 2023 har han desuden været formand for formandskollegiet for Danske Professionshøjskoler. Tidligere har han været børne- og kulturdirektør i Næstved Kommune og har omfattende erfaring med bestyrelsesarbejde og ledelse af uddannelsesinstitutioner.