Fire undervisere fra professionsrettede uddannelser får Undervisningsprisen
Gry Segoli (øverst til venstre), Lars Plauborg Pedersen (øverst til højre), René Kirk Johansen (nederst til venstre), Lene Krogstrup Jakobsen (nederst til højre) Foto: Ole Blegvad
Fire undervisere fra professionshøjskoler, erhvervsakademier og maritime uddannelser er blandt årets syv modtagere af Undervisningsprisen. De hædres for deres engagement og arbejde med at skabe undervisning tæt på de studerende og deres kommende arbejdsliv.
Fire af de syv modtagere af Undervisningsprisen 2026 underviser på professionshøjskoler, erhvervsakademier eller maritime uddannelser.
Prisen uddeles hvert år af Forsknings-, Uddannelses- og Digitaliseringsministeriet for at anerkende inspirerende og engagerede undervisere og sætte fokus på betydningen af god undervisning på de videregående uddannelser.
Årets priser blev overrakt 22. september i Operaen af H.M. Dronningen og forsknings-, uddannelses- og digitaliseringsminister Christina Egelund. Hver prismodtager får 500.000 kroner. Heraf er 200.000 kroner en personlig hæder, mens 300.000 kroner skal bruges til at udvikle undervisningsaktiviteter på prismodtagerens institution.
Lektor og programleder Gry Segoli fra Københavns Professionshøjskole er indstillet af rektorkollegiet for professionshøjskolerne. I indstillingen fremhæves især hendes evne til at engagere studerende med forskellige faglige baggrunde og koble forskningsviden og egne erfaringer fra den kommunale ældresektor til undervisningen.
Hendes didaktik er holistisk og tager udgangspunkt i det, de studerende er optaget af. Læring foregår ifølge Gry Segoli ikke kun intellektuelt, men involverer også kroppen og sanserne, og hun inddrager både praksis og følelser direkte i undervisningen. Hun ser modstand som en aktiv stillingtagen og lægger vægt på at skabe et læringsrum, hvor det er tilladt at begå fejl. Samtidig bruger hun sin egen forskning og praksiserfaring til at bygge bro mellem teori og den virkelighed, de studerende møder.
Lektor Lene Krogstrup Jakobsen fra UC SYD er indstillet af rektorkollegiet for professionshøjskolerne. Hun underviser på pædagoguddannelsen, og i indstillingen fremhæves især hendes evne til at skabe et trygt læringsrum og inddrage de studerendes egne erfaringer og feedback i undervisningen.
For Lene Krogstrup Jakobsen handler undervisning om at forene "hjerne og hjerte". De studerendes erfaringer fra praktikken er omdrejningspunkt, og hun bruger blandt andet en paneldiskussion kaldet "Sara og Monopolet", hvor de studerende arbejder med konkrete etiske dilemmaer fra pædagogisk praksis. Hun inddrager samtidig sin egen forskning og lægger vægt på at give de studerende et fagligt sprog, som gør dem i stand til at reflektere over deres erfaringer, handlinger og valg.
Lektor Lars Plauborg Pedersen fra Syddansk Erhvervsakademi er indstillet af rektorkollegiet for Danske Erhvervsakademier. Han underviser på bygningskonstruktøruddannelsen, og i indstillingen fremhæves især hans evne til at bygge bro mellem uddannelse og arbejdsliv og skabe et undervisningsmiljø præget af ro, tryghed og høj faglighed.
Lars Plauborg Pedersen ser sig mere som vejleder end som traditionel underviser og bruger blandt andet sit netværk i byggebranchen til at give de studerende indblik i den virkelighed og det fagsprog, de møder som nyuddannede. Han betragter fejl som en vigtig del af læringen og arbejder på at skabe et undervisningsrum, hvor de studerende tør stille spørgsmål og begå fejl. Samtidig forsøger han at give sin egen nysgerrighed og lyst til fortsat at lære videre til de studerende.
Lektor René Kirk Johansen fra MARTEC er indstillet af rektorkollegiet for de maritime uddannelsesinstitutioner. Han underviser i ledelse og kulturforståelse på skibsføreruddannelsen, og i indstillingen fremhæves hans evne til at kombinere høj faglighed med praksisnær undervisning, hvor de studerende arbejder med autentiske problemstillinger fra det maritime erhverv.
René Kirk Johansen arbejder med undersøgelsesbaseret undervisning og ser sig selv som facilitator snarere end den, der leverer facit. Han erstatter traditionel klasseundervisning med virkelighedsnære problemstillinger, hvor faggrænserne opløses, og de studerende selv skal erkende, hvilken viden de har brug for. De bestemmer selv både hastigheden og rækkefølgen i deres læring, mens deres spørgsmål, nysgerrighed og vej gennem problemet er vigtigere end selve svaret. Målet er at uddanne skibsførere, der kan reflektere over deres handlinger og træffe fagligt begrundede valg.