Tænk i billeder som Tine Høeg
Tine Høgh. Foto Lærke Posselt
Hvis du mangler sproglig inspiration, så prøv at kigge på billeder, der er relevante for det emne, du skriver om.
Hæng billeder på en opslagstavle foran dig til inspiration, mens du skriver.
Det gør i hvert fald forfatteren Tine Høeg, som en del af sin skriveproces.
Hun samler fotografier, tegninger og små tekststykker på papir, og lader dem hænge foran sig, når hun søger inspiration og opfinder den næste roman.
Den anmelderroste forfatter Tine Høeg har udgivet digtromanen Nye rejsende, og romanerne SULT og Tour de Chambre, og har modtaget BogForums Debutantpris og Edvard P.-prisen. Kollegieromanen Tour de Chambre er blevet til et teaterstykke på Det Kongelige Teater.
Hun har også delt sin skriveproces i interviews med Forlaget Gutkind og i podcasten Forfatterhjørnet, og en rød tråd i hendes proces er at være bevidst om, hvad man selv ser på, læser, inspireres af, i de perioder, hvor man skriver.
Husk at tekster er visuelle
Da hun skrev romanen Tour de Chambre, der foregår på et kollegie, skabte hun alle karakterernes skabslåger på opslagstavlen som en del af processen med at skrive bogen.
På samme måde kan du lade dig inspirere af billeder – både, når du skriver daglige tekster og større tekstprojekter. Fysiske billeder kan minde os om, at vores tekster også skal være visuelle og skabe billeder i læserens bevidsthed. De sproglige billeder gør teksterne mere levende.
Instagram som tekstinspiration
Tine Høeg deler også med os, at hun lader sig inspirere af visuelle fortællinger på Instagram. Både billedkunst og Instagramfotos kan give inspirationer til tekstlige scener, sprogbilleder eller formuleringer.
Så derfor:
Hvis du mangler inspiration til dine tekster og har lyst til at prøve noget nyt, så hent inspiration fra Tine Høeg, og hæng nogle billeder op foran dig, som inspirerer dig og måske handler om det emne, du skriver om.
Om 'Skriveråd fra de store forfattere'
Har du nogensinde været opslugt af en roman og taget dig selv i at spekulere på, hvordan det skete, hvordan forfatteren gjorde dét, og om du kunne lære noget fra romanen til dine egne tekster?
I så fald har vi gode nyheder. Hen over sommeren præsenterer DM Kommunikation nemlig gode råd om skrivning fra seks skønlitterære forfattere, som du kan lade dig inspirere af som kommunikatør.
I serien får du blandt andet svar på:
Hvad gjorde Hemingway, når han fik skriveblokade?
Hvorfor mente George Orwell, at du skal rydde ud i fremmedord?
Og hvordan redigerer Stephen King sine gyserromaner, så der ikke er et ord for meget?
Mange forfattere som George Orwell og Stephen King har skrevet om det at skrive, og i denne serie har vi kogt deres refleksioner ned til en samling konkrete råd, tips og tekstgreb, som du kan bruge med det samme i dine tekster.
Fra succesfulde forfattere som George Orwell, Stephen King og Ursula Le Guin kan du her finde inspiration til om at bryde skriveblokader, redigere dine tekster og at fange læseren, som de store forfattere gjorde
Mads Thorup Thomsen har skrevet artiklerne. Han er uddannet journalist fra DMJX, men også litteraturnørd, der snart er færdig med en kandidat i Nordisk sprog og litteratur. I mange år har han læst forfatteres essays om skrivekunsten og har løbende samlet de bedste råd om skrivning sammen til sig selv og andre.