Spring menu over

Bryd skriveblokaden som Hemingway

Ernest Hemingway. Foto John F. Kennedy Library

Mads Thorup Thomsen
Del artikel:

Hvis du lider af skriveblokader, så mind dig selv om, hvor svært mesterkunstneren Hemingway havde det med at skrive sine romaner. Og fokuser på din første sætning.

Hvis du ikke kan komme i gang med din tekst, så glem teksten som helhed og fokusér på at skrive én sætning. Det er Ernest Hemingways bedste råd til skriveblokader. 

Få én sætning ned på papiret, som du med sikkerhed ved, du gerne vil sige i teksten.

Og bryd arbejdet ned i bittesmå bidder, sætning for sætning. 
For den første sætning fører altid til den næste. Det lyder måske simpelt, men det mantra reddede en af det 20. århundredes største forfattere, når han kæmpede med ordene.

Ernest Hemingway skrev mesterværker som Den gamle mand og havet, og han var også krigskorrespondent i den spanske borgerkrig – en erfaring, der førte til romanen Hvem ringer klokkerne for. I bogen Ernest Hemingway on writing fra 1984 er Hemingways bedste råd om at skrive blevet samlet. På trods af forfatterens eventyrløst og mod, havde han det enormt hårdt, når han skrev.

Det er svært, fordi du stræber efter at blive bedre

Nogle gange kommer skrivningen nemt til dig, andre gange er det som at hugge i sten, skrev Hemingway. Som skribent skal man ifølge Hemingway acceptere, at første udkast måske bliver dårligt. 
Skriv alligevel. Det skal bare nogle gange skrives om. Og hvis det er svært at skrive, er det ifølge Hemingway bare fordi, du hele tiden forsøger at skrive bedre, end du har gjort før. For skrivningen stoppede aldrig med at udfordre ham.

Rejs dig op

Og så stod han efter sigende som regel oprejst, når han skrev på sin skrivemaskine.

Det var før hæve-sænkeborde, men hvis du har sådan et, kan du overveje at hæve dit bord til stående højde, når du går i gang med skrivningen: Både for at markere over for din hjerne, at skriveprocessen starter nu. Og for at få energi i kroppen. 

Så kan du altid sige til folk, at du gør ligesom Hemingway.

Prøv, når du sidder fast:

  • Glem teksten som helhed, og fokusér kun på at få én sætning ned på papiret, som du ved, du vil sige.
  • Accepter at første udkast kan blive dårligt
  • Rejs dig op

Om 'Skriveråd fra de store forfattere'

Har du nogensinde været opslugt af en roman og taget dig selv i at spekulere på, hvordan det skete, hvordan forfatteren gjorde dét, og om du kunne lære noget fra romanen til dine egne tekster?  

I så fald har vi gode nyheder. Hen over sommeren præsenterer DM Kommunikation nemlig gode råd om skrivning fra seks skønlitterære forfattere, som du kan lade dig inspirere af som kommunikatør. 

I serien får du blandt andet svar på:  

Hvad gjorde Hemingway, når han fik skriveblokade?  

Hvorfor mente George Orwell, at du skal rydde ud i fremmedord?  

Og hvordan redigerer Stephen King sine gyserromaner, så der ikke er et ord for meget?  

Mange forfattere som George Orwell og Stephen King har skrevet om det at skrive, og i denne serie har vi kogt deres refleksioner ned til en samling konkrete råd, tips og tekstgreb, som du kan bruge med det samme i dine tekster.  

Fra succesfulde forfattere som George Orwell, Stephen King og Ursula Le Guin kan du her finde inspiration til om at bryde skriveblokader, redigere dine tekster og at fange læseren, som de store forfattere gjorde 

Mads Thorup Thomsen har skrevet artiklerne. Han er uddannet journalist fra DMJX, men også litteraturnørd, der snart er færdig med en kandidat i Nordisk sprog og litteratur. I mange år har han læst forfatteres essays om skrivekunsten og har løbende samlet de bedste råd om skrivning sammen til sig selv og andre. 

Seneste artikler

Læs alle artikler

Akademikerbladet

Akademikerbladet.dk

Genveje