Syge forhold for ph.d.-studerende

Når man er i gang med det treårige ph.d.-studie, har man så egentlig ret til at holde fri under sygdom?

Mange vil sikkert undre sig over, at spørgsmålet overhovedet er relevant at stille. I praksis er svaret nok ’ja’, men et ’ja’, der ofte har uoverskuelige konsekvenser for afslutning af ph.d.-projektet, arbejdsliv, karriere.

Gennem mine egne erfaringer med en længerevarende sygemelding og universitetspolitisk arbejde omkring ph.d.-studerendes arbejdsbetingelser, har jeg fået øjnene op for en verden af udfordringer, man stilles overfor, når man bliver ramt af sygdom som ph.d.-studerende. Disse udfordringer stilles der her skarpt på.

Mange ph.d.-stillinger tilegnes under hård konkurrence og mange kan sikkert nikke genkendende til den glæde tildelingen af stillingen bringer; nu kan man endelig få tid til at fordybe sig i et spændende forskningsfelt. For en del ph.d.-studerende er dette samtidig indgangen til en akademisk karriere og første spadestik til et liv som forsker; det er ikke uden grund, at det hedder en ’forskeruddannelse’.

Det særlige ved den danske model er dog, at det samtidig med at være en uddannelse også foretages under overenskomstmæssig ansættelse. Det er formentlig de færreste, der skænker det en tanke, hvordan en ansættelse påvirkes, hvis man rammes af længerevarende sygdom i løbet af den treårige stilling.

Ingen krav på forlængelse

For at finde svar må man starte med at kigge i lovgivningen på ph.d.-området. Her står klart, at universitetet kan forlænge kontrakten ved sygdomsbetinget forsinkelse, men man har som ph.d.-studerende ikke krav på forlængelse:

”Ansættelsesperioden kan ligeledes forlænges ved længerevarende sygdom, når denne påviseligt har forsinket studiet” (Cirkulære om overenskomst for akademikere i staten Nr. 9629 af 28/06/2019 Bilag 5, § 2. Ansættelse)

Det betyder således, at det er op til det enkelte instituttets personaleledelse at beslutte om og hvor meget, man vil forlænge i forbindelse med sygdom og praksis varierer således på tværs af universiteter og institutter. Når man som ph.d.-studerende bliver syg, kan man altså rigtig nok holde fri men uden nogen garanti for, at ens kontrakt forlænges. Man kan altså langt fra være sikker på at få den tabte tid igen. Hvis universitetet ikke giver én en 1:1 forlængelse (en forlængelse svarende til sygdomsperioden), bliver man sat i et dilemma; man kan enten vælge at gå på kompromis med afhandlingens kvalitet, betale den manglende løn selv (givet, at man har råd) eller slet og ret opgive at færdiggøre ph.d.-studiet. Sidstnævnte er det nok de færreste, der vil betragte som en løsning.

Problemets omfang i det enkelte tilfælde afhænger naturligvis af sygdomsperiodens længde. Hvis det handler om et par måneder har man måske midlerne til at dække sine leveomkostninger efter kontraktens udløb. Hvis ens sygeperiode slutter tidligt i forløbet, har man måske mulighed for at aflyse nogle interviews eller anden dataindsamling, der kan nedsætte den nødvendige tid for færdiggørelse.

Usikkerhed forværrer stress

Hvis det drejer sig om en længere sygdomsperiode er problemet større. Her har man grundlæggende tre muligheder;

1) man kan stille sig tilfreds med en halvfærdig afhandling, håbe den kan godkendes og at dens manglende kvalitet ikke får konsekvenser for ens videre karriere,

2) man kan arbejde uden løn i en længere periode og leve af ens opsparing, et lån eller

3) man kan tage et andet indtægtsgivende job, og forsøge at skrive sin afhandling færdig i weekender og aftener, hvis man ikke har andre forpligtigelser.

Kort sagt: man står i en situation, som koster dyrt enten på ens karrieremuligheder, pengepung eller begge dele.

Når man samtidig ser, at et stigende antal ph.d.-studerende rammes af stress, bliver det ekstra tydeligt, at der må gøres noget ved problematikken.

Når man som stressramt ph.d.-studerende ikke gives de betingelser, der skal til for trygt at kunne lægge tidspresset til side og tage vare på ens helbred, risikerer man at ende i en ond cirkel. I sidste ende kan de usikre ansættelsesvilkår således være med at forværre og forlænge sygdomsperioden. Samtidig bør problematikken ses i kontekst af, at den gennemsnitlige gennemførselstid i forvejen overskrider ansættelsens 3 år.

På Århus Universitet er den gennemsnitlige gennemførselstid fx 3 år og 2,4 måneder, hvilket svarer til knap 7 % længere end den treårige ansættelse. Hvis man ender med at måtte betale sin egen løn i denne periode, svarer det således til at den i øvrigt overenskomstmæssigt fastsatte løn falder med 7 %. Når man rammes af sygdom som ikke forlænges tilsvarende, vil ens løn i praksis blot falde yderligere.

Manglende retssikkerhed

I tillæg til dette sygdomsdilemma kommer, at der på de fleste institutter landet over er tæt på ingen faste praksisser er på området for den sygdomsramte ph.d.-studerende. Institutledelserne har måske taget stilling til, hvem der træffer afgørelser ift. forlængelser af kontrakt, men ikke hvilke forhold der afgør, hvor meget forlængelse man kan få; spiller det fx en rolle, hvor meget lønrefusion universitetet får fra kommunen? Hvor mange eksterne midler ens vejleder har? Hvor langt man er kommet med forskningen? Hvordan man kan dokumentere forsinkelsen? Når disse processuelle spørgsmål er uafklarede, betyder det eksempelvis at en evt. ny institutleder kan se bort fra en evt. præcedens og beslutte nærmest hvad som helst. Det siger sig selv, at dette forhold skaber utryghed for sygdomsramte ph.d.-studerende og resulterer i manglende retssikkerhed.

Det er dog vigtigt at understrege, at sygdom blandt ph.d.-studerende ikke kun er et problem for den enkelte ph.d.-studerende; strategisk og økonomisk set udgør det store tab for universitet, hvis ph.d.-projektet ikke færdiggøres.

Ekstra tid ved barsel

Hvis man som universitet vælger at ansætte en ph.d.-studerende og investerer 1,5-2 millioner i dennes forskning, har man selvsagt interesse i, at denne investering ikke går tabt. I forbindelse med barsel, som på samme måde er en livsbegivenhed, som forsinker ens forskning, har man på lovgivningsniveau besluttet, at man har ret til en tilsvarende forlængelse, således at man ’netto’ har 3 år til fuldførelse lige som alle andre.

Dette har man antageligt besluttet for at stille barslende lige med andre ph.d.-studerende og sikre muligheden for at gennemføre ph.d.-studiet trods den medførende forsinkelse.

Til trods for de åbenlyse ligheder, har man ikke sikret tilsvarende rettigheder for sygdomsramte ph.d.-studerende. I de sager, hvor institutterne vælger at ikke at tildele lønmidler for de sygemeldte måneder, sendes de ph.d.-studerende ud i at lægge et økonomisk puslespil, som man må antage for nogle ender med at hele projektet falder på gulvet (I 2017 var drop-out raten 10 % ifølge Uddannelses- og Forskningsministeriets rapport Ph.d.-uddannelsens kvalitet og relevans, s. 8).

Fra instituttets side sparer man ganske vidst nogle midler, men man risikerer samtidig, at de investerede millioner ender i et sort hul og vigtig forskning i skraldespanden. Dertil kommer, at manglende færdiggørelser har negative konsekvenser for universitetets tildeling af basismidler til forskning (Finansministeriet, 2021: s. 58/§ 19.22).

Selv hvis man ser bort fra de menneskelige aspekter af problematikken, er der derfor gode grunde til at overveje en forlængelse af ansættelsen fra universitetets side. Det er formentlig også grunden til, at man mange andre brancher har en velovervejet strategi ift. håndtering af sygdom og faste praksisser for tilbagevenden til arbejdet. Når man kigger efter sådanne strategier blandt universiteterne, mødes man derimod først og fremmest af tavshed. En tavshed, som denne artikel håber at komme til livs.