DR's udskældte kryolitdokumentar kan få flere forskere til at trække sig fra medierne

Dokumentaren Grønlands hvide guld, som DR nu har trukket tilbage, risikerer at få konsekvenser for, hvor mange forskere der har mod på at medvirke som ekspertkilder i medierne. Det mener blandt andre Camilla Sløk, der er lektor på Copenhagen Business School (CBS), hvor hun forsker i etik og ledelse. Hun har skrevet et indlæg på det erhvervsorienterede sociale medie LinkedIn om dokumentaren. Hun siger, at hun reagerede, fordi hun kan genkende, hvordan det føles at blive misbrugt, når medier vinkler ens udtalelser “fuldstændig vanvittigt”.

Kritikken er primært gået på, at udsendelsen når frem til, at Danmark – omregnet til nutidskroner – har haft en omsætning på 400 milliarder kroner på at grave kryolit op af den grønlandske undergrund. Et tal, som økonomer mener er vildledende og ubrugeligt, men som også er blevet forsvaret af andre forskerstemmer i debatten.

Camilla Sløk forholder sig ikke specifikt til den økonomiske beregning, men primært til, hvordan forskerne optræder og bliver behandlet i udsendelsen. Og her er hun stærkt kritisk over for, hvordan økonomiprofessor Torben M. Andersen og tidligere centerleder på CBS Lise Lyck bliver brugt som ekspertkilder.

“Den her dokumentar gør jo bare, at man som forsker river sig i håret, fordi det ikke bliver respekteret, at Torben M. Andersen flere gange siger, at det vil afspore debatten at bruge omsætningstallet. Det vælger man at se stort på, selvom han siger, at det er skævt at se på salgsindtægterne alene, og at man selvfølgelig bør trække udgifterne fra, hvis man vil se hvad overskuddet er. Omsætning i selv fortæller ikke noget,” siger Camilla Sløk.

Anders Raastrup Kristensen, lektor på Københavns Universitet og ekstern lektor på CBS, forsker i selvledelse, grænseløst arbejdsliv, strategi og ledelse. Han har også deltaget i debatten om udsendelsen, da han selv har stået i ubehagelige interviewsituationer i stil med den, som Torben M. Andersen var i dokumentaren.

“Jeg er slet ikke lige så eksponeret eller under et lige så stort pres, men jeg har inden for mit eget forskningsområde nogle gange oplevet, at jeg er kommet med alle mulige forbehold og så alligevel er blevet taget til indtægt for noget, jeg overhovedet ikke mener. Den her sag gør, at du bliver endnu mere opmærksom på, at du kan blive misbrugt,” siger han.

Han tilføjer, at dokumentaren om kryolitminen tager et relevant grundspørgsmål om relationen mellem Danmark og Grønland op, men problemet er, at man prøver at lave et regnestykke, der er så komplekst, at økonomer siger, at det kan man ikke. Godt nok får Torben M. Andersen lov til at komme med alle mulige forbehold, men det bliver meget teknisk, og det bliver ikke forklaret, så seerne ifølge Anders Raastrup Kristensen sidder tilbage med et indtryk af, at Danmark har tjent 400 milliarder kroner på minen.

Skaber frygt

Både Lise Lyck og Torben M. Andersen har efter dokumentarens offentliggørelse udtrykt, at deres holdninger bliver fremstillet forkert, og til det siger Camilla Sløk:

“Det kan godt være, at DR og andre medier gerne vil have wow-effekt hver gang de publicerer noget. Vi forskere er ikke bange for at udtale os om det, vi ved noget om, men vi er bange for at blive misbrugt og misfremstillet i forhold til det, vi arbejder med. Den her dokumentar sparker til den allerede eksisterende frygt for at være med i offentlige debatter, og vi risikerer, at specielt yngre og kvindelige forskere ikke vil være med. Omkostningerne kan være store i forhold til ens empirifelt, som kan nægte efterfølgende at have mere med den pågældende forsker at gøre, også selvom man er fejlciteret. Det har man ikke råd til som ung forsker,” siger Camilla Sløk og tilføjer:

“Konsekvensen bliver, at det bliver de samme få forskere, vi hører i medierne, fordi det er de samme få, der tør at stå frem. Men vi har brug for, at så mange som muligt siger noget, så vi får hele bredden af et forskningsfelt frem i forbindelse med et emne,” siger Camilla Sløk.

Grønland er blevet et hedt emne

Brian Arly Jacobsen, tillidsrepræsentant på Det Humanistiske Fakultet på Københavns Universitet og formand for DM Universitet, oplever, at et stigende antal forskere trækker sig fra medierne.

Han er selv lektor på Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier, der blandt andet omfatter grønlandske og arktiske studier, og han kender kolleger, der siger, at de ikke har lyst til at deltage i den offentlige debat, som DR-dokumentaren om kryolitminen har affødt.

“Dokumentaren vil blive diskuteret i lang tid i forskningsverdenen – både i forhold til sagens substans og i forhold til, hvordan man som forsker skal tilgå at deltage i den slags udsendelser. På hvilket grundlag skal man stille op, og hvad er ret og rimeligt?” siger han.

Ifølge Brian Arly Jacobsen er Grønland kun ét blandt flere emner, hvor specielt yngre forskere ikke tør at udtale sig. Han hører det også i forbindelse med emner som Danmarks koloniale fortid, køn, religion, islam og EU.

“Det bliver meget gjort til personspørgsmål, og forskere bliver tillagt alle mulige personlige motiver i forhold til, hvorfor de vurderer, som de gør. Det er en uskik, at journalister kommer med alle mulige personlige vurderinger,” siger Brian Arly Jacobsen.

Han er selv religionssociolog og forsker blandt andet i jøder og muslimer i Danmark. Det betyder, at han ofte selv får hademails og trusler.

“Jeg fik to i sidste uge. I den ene blev jeg beskyldt for at hade jøder, og i den anden for at være en del af en jødisk sammensværgelse, der styrer verden. Jeg har opbygget et tykt panser, men jeg anbefaler de ph.d.-studerende at lade være med at læse, hvad der bliver skrevet på de sociale medier,” siger han.

Kilde advarede om tal

DR har efterfølgende offentliggjort et seks sider langt notat om kryolitdokumentaren, hvor de beskriver den redaktionelle proces. Heri fremgår det, at Torben M. Andersen telefonisk og på mail oplyste redaktionen om, at han mente, det ville kortslutte debatten om et vigtigt emne at bruge omsætningstallet, og at han ville gentage kritikken, når udsendelsen udkom. Forinden havde han fået lov til at uddybe sine forbehold i et nyt interview, da han ikke mente, at hans indvendinger fremstod tydeligt nok i den første redigering.

Også Kasper Regenburg, postdoc på Institut for Regnskab på CBS, der hjalp redaktionen med at sikre, at de havde læst regnskaberne fra kryolitsalget korrekt, understregede over for redaktionen, at han ikke mente, at omsætningstallene var en retvisende måde at opgøre Danmarks samfundsfortjeneste af kryolitten. Det fremgår af notatet fra DR.

Der står også, at redaktionen præsenterede Lise Lyck for Torben M. Andersens indvendinger mod at bruge salgsindtægterne, men at hun fastholdt sine udtalelser i udsendelsen.

“Dermed kom hun til at fremstå som afsender af metoden med at undersøge den samlede omsætning ved salg af kryolitten, fordi den ifølge hende viser noget om, hvad Danmark har fået ud af mineralet, f.eks. gennem økonomisk aktivitet,” skriver DR.

I et interview med Berlingske Tidende den 13. februar bliver Lise Lyck spurgt, om hun fortsat mener, at omsætningstallet giver et godt billede af værditilførelsen, som DR skriver, at hun gør, og dertil svarer hun:

“Nej, det har jeg aldrig sagt. Og det kommer jeg heller ikke til. Jeg har sagt, at de 400 milliarder kroner er omsætningen i den periode regnet om til nutidskroner. Det har været med til at gavne den danske økonomi. Der har altså ikke været en ensidig overførsel af penge fra Danmark til Grønland. Det står jeg fast på.”

Dårlige oplevelser med pressen

Camilla Sløk siger, at hun egentlig ikke har lyst til at rippe op i det, og at hun bliver berørt af at tale om det, men hun har selv oplevet at få sine udtalelser fordrejet i medierne.

I det ene tilfælde ringede en journalist og ville have en udtalelse i forbindelse med en artikel om dårligt arbejdsmiljø i folkekirken. Vedkommende blev ved med at spørge, hvorfor biskopperne ikke gjorde noget. Hun forsøgte at forklare, at det ikke gav mening at give biskopperne skylden, da det er menighedsrådene, der har personaleansvaret.

“Journalisten syntes åbenbart, at det var spændende men de her biskopper, så det jeg havde sagt blev fremstillet helt tosset og skævt i artiklen. I øvrigt blev jeg i artiklen sat op som om jeg var enig med en anden dansk forsker i, at biskopperne fejlede, hvilket jeg ikke er. Det kan godt være, at journalisten sender ens udtalelser til godkendelse, men når ens udtalelser bliver framet på en helt anden måde, så er det utrygt og kan få forskere til på forhånd at trække sig fra medierne,” siger hun.

Camilla Sløk har også oplevet som ung forsker at bede om sparring på et debatindlæg fra en redaktør på en avis, men i stedet for sparring publicerede redaktøren indlægget uden hendes tilladelse.

“Det var vildt ubehageligt, men medierne kan jo gøre stort set hvad de vil uden det har konsekvenser for dem. De fleste journalister er fornuftige mennesker, men det er ligesom hvis du går ind i en butik og har en dårlig oplevelse, så kræver det syv gode oplevelser for at glemme det. På samme måde risikerer vi at se, at kryolit-dokumentaren kommer til at sætte nogle spor af de forkerte årsager,“ siger hun.

Journalister med agenda

Anders Raastrup Kristensen har også haft dårlige oplevelser med pressen, hvor journalisten havde konkluderet på forhånd, hvordan tingene hang sammen, og han følte, at han som ekspert blot skulle bekræfte journalistens vinkel for at tilføre troværdighed til artiklen.

Han oplever, at journalister ved mindre om det, de skriver om i dag – måske fordi færre har et fast fagområde – og han kan til tider se på spørgsmålene, at de er lavet med ChatGPT.

Som eksempel nævner han, at han bliver kontaktet i forbindelse med artikler om work-life balance og trivsel på arbejdspladsen og i privatlivet. Forudsætningen for journalistens spørgsmål er, at højere trivsel automatisk fører til højere produktivitet, men det er der ikke empirisk bevis for. Han kalder det the holy grail inden for sit forskningsområde at bevise det, men det er altså ikke lykkedes.

“Hvis jeg prøver at flette det ind, kan jeg høre, at journalisten bliver sådan lidt træt og siger, at man jo ikke kan tage tyve forskellige forbehold. Jeg prøver at få nuancerne med, men hvis jeg retter i mine citater, kører der en evig proces frem og tilbage med journalisten, så du er nødt til fra starten at forstå den agenda, journalisten har,” siger han og fortsætter:

“Nogle gange er jeg blevet tvunget ud i et eller andet, hvor jeg har følt, at jeg blev nødt til at svare, men hvis du først går med på den galej, kan du ende i noget, hvor du tænker, når du læser det bagefter, at det kan du ikke stå helt inde for fagligt.”

Anders Raastrup Kristensen tror ikke, at kryolitdokumentaren vil få flere forskere til at fravælge at optræde i medierne, men han håber, at den vil give anledning til ændringer i DR.

Generelt er midaldrende mandlige forskere overrepræsenteret i medierne, selvom der findes mange dygtige yngre kvindelige forskere, der sagtens kunne blive brugt som eksperter i stedet.

“Jeg tror, at der er en pointe i, at mange fravælger at medvirke i medierne, fordi du ikke kan udtale dig med den samme forskningsmæssige præcision som i et fagligt tidsskrift eller i en samtale med andre forskere. Hvis du udtaler dig ofte i medierne, kan du godt blive set lidt ned på af dine fagfæller, så det er absolut ikke noget, der tæller positivt karrieremæssigt i forhold til at blive lektor eller professor. Det, der tæller, er at få din forskning publiceret i de prestigefyldte tidsskrifter,” siger han.