Explainer: Derfor kan rumskrot blive et seriøst miljøproblem nede på Jorden

Mange læsere af DM Bio-artikler arbejder på forskellige måder med natur- og miljøspørgsmål her på Jorden.

Det ydre rum uden for Jordens atmosfære, ’rummet’, kan imidlertid også ses som en del af vores miljø.

En del af dette miljø – Jordens nærmiljø – er vi som moderne samfund blevet vant til at bruge og i stigende omfang afhængige af til at klare kommunikation i bred forstand, understøtte navigation med GPS, give input til vejrudsigter, overvåge miljøet og meget andet.

Lige nu er der omkring 10.000 opsendte satellitter – altså menneskeskabte objekter – i kredsløb om Jorden.

I 2019 var tallet 2.000. Stigningstakten for nye satellitter forventes øget dramatisk i de kommende år.

Estimaterne varierer betydeligt, men ligger i omegnen af flere hundrede tusinde ved udgangen af det nuværende årti.

Som for miljøet på Jorden er der en bagside ved en række af vores menneskelige aktiviteter.

De har ført til global opvarmning, biodiversitetstab, forurening med fx PFAS og nitrat, iltsvind i fjorde, mikroplast i havene og meget mere.

Hvis vi ikke som globalt samfund tænker os godt om, kan der også opstå en række problemer ved denne stigende brug af det (nære) ydre rum.  

Det kan meget nemt gå hen og blive en losseplads. 

Hvorfor bekymre sig om rumskrot?

Problemet kan måske lyde som science fiction og lidt ’langt ude’ – både bogstavelig talt og i overført betydning.

Men med et stærkt stigende antal aktiviteter i det ydre rum i de senere år og med den forventede stigning af aktiviteter i de kommende årtier er der faktisk – ikke mindst ud fra et forsigtighedsprincip – god grund til at se nærmere på de miljømæssige og etiske spørgsmål i vores udforskning og anvendelse af det ydre rum (Lawrence et al., 2022).

I disse år er der specielt fokus på det lave jordkredsløb fra 160 til 2.000 km over Jordens overflade samt den geostationære bane 36.000 km over Jorden.

Men på sigt vil udforskning og udnyttelse af særligt Månen blive genstand for lignende spørgsmål.

Jeg er medlem af COMEST – Verdenskommissionen for Videnskabelig Viden og Teknologiers Etik (se boks).

Det er et globalt ekspertudvalg, der i regi af FN-organisationen Unesco ud over verdensarv bl.a. arbejder med miljø- og bioetiske spørgsmål. 
COMEST har efter to års arbejde netop udgivet en rapport om de problemstillinger, som øget aktivitet i rummet kan give anledning til, og hvad man kan gøre ved det (COMEST, 2025).

Rapporten ser på de korte og mere langsigtede følger af menneskelig aktivitet i rummet – og de etiske spørgsmål, det rejser.

Disse spørgsmål blev første gang systematisk behandlet for fyrre år siden i bogen Beyond Spaceship Earth: Environmental Ethics and the Solar System (Hargrove, 1986).

Den forudså nogle af de miljøproblemer, som brug af rummet kan give anledning til.

Hvad er på spil?

Den hastigt voksende mængde af uvirksomme satellitter – de holder ikke særlig længe – skaber voksende mængder af rumskrald, dvs. objekter, der kredser om Jorden, men som ikke har nogen funktion.

Skraldet er opstået pga. sammenstød mellem typisk udtjente eller defekte satellitter og funktionsduelige satellitter.

Skraldet består af hele eller halve uvirksomme satellitter og små metalstykker, malingsflager m.m.

Med hastigheder på 28.000 km/t er småt rumskrot særdeles farligt for rumfartøjer og skadeligt for de stadig virksomme satellitter.

Der er forskellige overslag over, hvor meget småt rumaffald der egentlig er.

Der anslås at være omkring 10 mio. stykker elektronikaffald og 130 mio. stykker på mindre end 1 cm (Føhns, 2023). 

Hvis der ikke gøres noget ved dette problem, risikerer vi, at de førnævnte fordele bringes i fare.

Hvilke problemer giver rumskrot nede på Jorden?

En måske mere overset type af problem med et hastigt voksende antal satellitter er den voksende lysforurening af nattehimlen.

Det er en udfordring for udforskning af rummet, men det er også et (kulturelt) problem for os som mennesker her på Jorden.

Og det er problematisk for migrerende fugle, som benytter stjernerne og Mælkevejen til at orientere sig (Lintott & Lintott, 2020).

Desuden vil et stigende antal raketaffyringer få miljømæssige konsekvenser her på Jorden pga. metan og andre gasser og stoffer, der skader atmosfæren og ozonlaget. Omfanget af dette er dog ikke særlig velbelyst.

Et andet miljøspørgsmål, der presser sig på, er ressourceforbrug og -effektivitet, som vil spille en vigtig rolle for at skabe en bæredygtig cirkulær rumøkonomi (Yang et al., 2025). 

Hvad er de mulige løsninger på problemet med rumskrot?

Som på Jorden er miljøproblemer i rummet ofte karakteriseret ved at være komplekse og gradvise – én satellit mere, én rumraketaffyring til.

Det kan gøre det vanskeligt at forudse konsekvenserne, og hvad der reelt skal til for at løse problemerne.

Forskellige forskningsinstitutioner som fx DTU Rumteknologi herhjemme arbejder med at finde løsninger.

De har bl.a. peget på behovet for at rydde op i rummet ved bl.a. at trække de udtjente satellitter ned mod Jorden, så de kan brænde op, selvom dele stadig kan lande på Jorden.

Metoden egner sig dog ikke til det, der er mest af, nemlig småt rumaffald.

Her skal andre metoder i brug, fx avancerede ’fiskenet’, som er ved at blive udviklet af DTU.

På et politisk plan er erfaringen, at globale fællesaftaler er vigtige, som fx Parisaftalen fra 2015, hvor de underskrivende lande juridisk forpligter sig til at handle for at bekæmpe klimaforandringerne.

Men de er også vanskelige at udforme, få på plads og udmønte.

Ydre rum-traktaten fra 1967 – som anses for en af de centrale traktater – danner grundlag for yderligere fire FN-traktater, der regulerer redning af astronauter, ansvar for skader, registrering af rumgenstande og udnyttelse af Månen.

Traktaten giver dog begrænset vejledning til miljøproblemer i rummet. 

Skal vi se rummet som en provins? 

Samlet set er der brug for at gennemtænke, hvad der skal til for at kunne regulere de voksende miljøproblemer på et mere overordnet politisk plan.

Grundlæggende – som fastslået i Ydre rum-traktaten – bør det ydre rum anses for en ’provins for hele menneskeheden’.

Rummet skal ses som en slags global fælled, som ingen kan eje, men alle kan bruge – men det kræver fælles fastsatte retningslinjer.

Den nye Unesco-rapport peger på, at man er nødt til at se nærmere på, hvad ’good governance’ for rumudforskning og -benyttelse vil sige – ikke mindst i lyset af de mange forskellige offentlige og private aktører på rumområdet.

Her kan FN's Komité for Fredelig Udnyttelse af det Ydre Rum (Committee on the Peaceful Uses of Outer Space, COPUOS), der er et FN-organ oprettet i 1959, måske være en hjælp.

Det fremmer internationalt samarbejde om fredelig rumudforskning, udvikler rumretlige traktater og håndterer juridiske samt tekniske aspekter af rumfart.

Endelig skal vi ifølge Unesco-rapporten måske begynde at betragte det nære rum som endnu et økosystem, der skal beskyttes, underlægges en form for forsigtighedsprincip og være en del af en fælles miljøbevidsthed.